Debat

Erhvervsskoler: Fremtidens grønne kompetencer er også merkantile

Kontor- og handelsuddannede spiller en vigtig rolle, når vi som samfund skal sikre den grønne omstilling. Det må politikerne ikke glemme, når de drøfter klimaerhvervsskoler og andre initiativer, der skal få flere til at vælge en erhvervsuddannelse, skriver Ole Heinager.

Elever, som vælger en merkantil uddannelse, lærer blandt andet at arbejde med forretningsudvikling, cirkulær økonomi, CO2-regnskaber, bæredygtigt indkøb samt kommunikation og kampagner i forhold til afsætning, skriver Ole Heinager.<br>
Elever, som vælger en merkantil uddannelse, lærer blandt andet at arbejde med forretningsudvikling, cirkulær økonomi, CO2-regnskaber, bæredygtigt indkøb samt kommunikation og kampagner i forhold til afsætning, skriver Ole Heinager.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Ole Heinager
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da regeringen i sin tid nedsatte sine 13 klimapartnerskaber, vidste de, at Danmark ikke når i mål med den grønne omstilling, hvis ikke alle bidrager. Derfor kan det undre, at man i snakken om kompetencer glemmer, at også de kontor- og handelsuddannede spiller en vigtig rolle, når vi som samfund skal sikre den grønne omstilling.

For som Kim Simonsen beskrev det i Altinget 23. september, så risikerer den grønne omstilling at miste pusten, hvis vi glemmer de kompetencer, der på mange måder binder det hele sammen.

Nutidens elever skaber fremtidens grønne forretning

Elever, som vælger en merkantil uddannelse, lærer blandt andet at arbejde med forretningsudvikling, cirkulær økonomi, CO2-regnskaber, bæredygtigt indkøb samt kommunikation og kampagner i forhold til afsætning.

Der kommer til at mangle færdiguddannede fra samfundsvidenskabelige uddannelser som for eksempel markedsføringsøkonom, finansøkonom og erhvervsøkonomi.

Ole Heinager
formand, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne

De får altså kompetencerne til for eksempel at tænke i nye grønne markeder, grøn efterspørgsel blandt virksomheder og forbrugere samt hvordan en virksomhed integrerer bæredygtighed i sin forretningsmodel.

Det så vi senest til DM i Erhvervscase, hvor det hold, der løb med sejren, havde tænkt verdensmålene ind i deres forretningsidé, så deres løsning ikke kun var god for den økonomiske, men også bæredygtige bundlinje.

Det er den slags kompetencer, som virksomhederne efterspørger, når de skal skabe morgendagens grønne virksomheder til gavn for ikke blot dem selv, men hele samfundet.

Optag går den forkerte vej

Det er derfor bekymrende, at en stikprøve lavet af DEG blandt 42 erhvervsskoler viser, at hovedområdet kontor, handel og forretningsservice i august har haft en tilbagegang på seks procent på grundforløb 1 og et fald på 14 procent på grundforløb 2.

Når vi ser på efterspørgslen af kompetencer til fremtidens arbejdsmarked, peger en analyse på, at der kommer til at mangle færdiguddannede fra samfundsvidenskabelige uddannelser som for eksempel markedsføringsøkonom, finansøkonom og erhvervsøkonomi.

Uddannelser, som mange med en kongeblå studenterhue fra hhx eller et merkantilt eksamensbevis vælger på deres videre vej efter ungdomsuddannelsen.

Netop derfor må vi ikke overse de merkantile uddannelsers rolle på fremtidens arbejdsmarked og ikke mindst i den grønne omstilling. Så herfra skal der lyde en opfordring til, at politikerne også husker dem, når der drøftes hvilke kompetencer, der er brug for nu og i fremtiden, og dermed, hvad der skal investeres i.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Simonsen

Formand, AKF-Holding , Refshaleøen Ejendomsselskab, næstformand, Sampension a/s, DRC-Dansk Flygtningehjælp
(Grenaa Handelsskole 1979)

0:000:00