EU æder sit eget eksistensgrundlag med bureaukratisk socialaktivisme

For nyligt kunne man i de danske dagblade læse om, at vi her til lands får et ekstra mandat, når danskerne om 10 måneder skal til stemmeurnerne i forbindelse med Europa-Parlamentsvalget.

Men det arbejde, de nu 15 danske medlemmer af parlamentet kan se frem til, kommer til at blive en del anderledes end det arbejde, deres forgængere udførte.

For unionen har i de seneste år bevæget sig utroligt langt væk fra sit oprindelige formål.

Fundamentet for det europæiske samarbejde blev oprindeligt støbt i kølvandet på 2. Verdenskrig for at forhindre en ny europæisk krig i at bryde ud.

Det var et fremragende initiativ, der blev grundlagt på sunde, liberale principper om at nedbryde handelsbarrierer, sikre fri bevægelighed og få fart på hjulene under den økonomiske vækst. 

Men problemet er blot, at unionen i dag også blander sig i en kaskade af ting, som det enkelte medlemsland sagtens selv kan stå for.

Det grundlæggende problem med EU er nemlig, at unionen er utroligt god til at blande sig i ting, som den ikke burde blande sig i og omvendt er utroligt dårlig til at løse de udfordringer, som den burde være i stand til at løse

Mads Strange

Indenfor militærteori taler man om såkaldt ’mission creep’, som beskriver det fænomen, at en institutions projekt vokser ud over sit oprindelige formål og påtager sig en tiltagende mængde nye arbejdsopgaver, der ingenting har at gøre med institutionens oprindelige formål.

Det begreb passer som fod i hose til at beskrive den situation, EU befinder sig i.

Det grundlæggende problem med EU er nemlig, at unionen er utroligt god til at blande sig i ting, som den ikke burde blande sig i og omvendt er utroligt dårlig til at løse de udfordringer, som den burde være i stand til at løse.

Nærhedsprincippet, som foreskriver, at EU kun bør gennemføre regulering, når det er bedre at lave lovgivning på EU-plan end i den enkelte medlemsstat, er i praksis blevet undergravet. 

Når EU forsømmer sine kerneopgaver og ikke respekterer medlemslandenes suverænitet, slår det revner i troen på samarbejdet, hvilket risikerer at få unionen til at kollapse. 

Den europæiske union kan nemlig kun fungere, hvis vi har en tillid til, at vi ved at finde fælles fodslag med andre lande kan opnå noget, der ville være umuligt, hvis hvert land stod alene.

Det er et enormt problem, for Europa står ved en skillevej.

De beslutninger, vi træffer om EU i dag, kommer nemlig til at sætte kursen for, om fremtidens Europa vil være modstandsdygtigt overfor morgendagens udfordringer.

Hvis vi fortsat skal kunne skabe vækst, imødegå den sikkerhedspolitiske trussel fra Øst eller få en grøn omstilling baseret på kapitalistisk innovation frem for planøkonomisk stagnation, skal vi bevare troen på, at vi løser problemerne gennem samarbejde.

I unionens køkken er alt for mange kokke i dag optaget af at finde på nye opskrifter, mens de grundlæggende retter – vækst, frihandel og fri bevægelighed – forbliver halvbagte

Mads Strange

Derfor har vi ikke råd til, at unionen sander til i et bureaukrati af symbolpolitisk socialaktivisme, direktiver om kønssammensætningen i landenes bestyrelser eller styringssyge forordninger, om hvor meget barsel mænd skal tage.

Vi har ikke råd til, at bedrevidende bureaukrater i Bruxelles tromler hen over medlemslandenes demokratiske beslutninger og gennemfører lovgivning på områder, som landene selv kan stå for.

Et ordsprog siger, at ”for mange kokke fordærver maden”.

I unionens køkken er alt for mange kokke i dag optaget af at finde på nye opskrifter, mens de grundlæggende retter – vækst, frihandel og fri bevægelighed – forbliver halvbagte.

Så hvis vi skal have en jordisk chance for fortsat at have et stærkt Europa, er tiden moden til at sadle om. Kun på den måde kan vi sikre, at EU også i fremtiden vil være en garant for fremskridt, frihed og fred.