Debat

EVA: Erhvervsskolerne matcher ikke de unges behov

DEBAT: Mange unge vælger en gymnasial uddannelse for at udskyde valget om en bestemt karrierevalg. Der er behov for en debat om indretningen af hele ungdomsuddannelsessystemet, hvis vi vil have flere unge faglærte, skriver Camilla Hutters.

De unges fravalg af en eud bunder i fire grundlæggende
udfordringer, skriver Camilla Hutters fra Danmarks Evalueringsinstitut.
De unges fravalg af en eud bunder i fire grundlæggende udfordringer, skriver Camilla Hutters fra Danmarks Evalueringsinstitut.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Amalie Bjerre Christensen

Amalie er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere været tilknyttet Altinget som journalistpraktikant og senere som redaktionsassistent.

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Camilla Hutters
Områdechef for ungdomsuddannelser, Danmarks Evalueringsinstitut

Flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse. Det er en central målsætning i regeringens nye erhvervsuddannelsesudspil.

Udspillet ”Fra folkeskole til faglært” rummer mange tiltag: mere samarbejde mellem grundskoler og erhvervsuddannelser, et nyt obligatorisk undervisningsforløb i uddannelses- og erhvervskendskab samt bedre kommunikation af videreuddannelsesmulighederne med en eud.

Det er vigtige tiltag, for mange elever mangler førstehåndskendskab til erhvervsuddannelserne. Men udspillet adresserer ikke den altoverskyggende problemstilling: De unge har brug for at udvikle deres interesser og afprøve sig selv, før de er klar til at vælge en uddannelse, der leder til et specifikt erhverv.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Mange er ikke klar til at vælge erhverv
Hvis vi vil påvirke de unges uddannelsesvalg, er vi nødt til at forstå de præmisser, der ligger til grund for disse valg. På Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, peger vores viden på, at fravalget af en eud efter grundskolen bunder i fire grundlæggende udfordringer.

De unge oplever valget af ungdomsuddannelse som skelsættende.

Det er meget svært for både unge og vejledere at gennemskue, hvilke fagniveauer man får med fra en eud, og hvilke uddannelser man derefter har adgang til. 

Camilla Hutters
Områdechef for ungdomsuddannelser, Danmarks Evalueringsinstitut

Hvor en gymnasial uddannelse gør det muligt at udsætte erhvervsvalget nogle år endnu, indebærer en erhvervsuddannelse, at den unge er i stand til at lægge sig fast på et specifikt erhverv, de kan komme til at arbejde med i rigtig mange år. Det er mange unge ikke parate til.

De er i tvivl om, hvem de selv er, og om hvad de forskellige muligheder på arbejdsmarkedet indebærer. Mange har brug for tid til at udvikle deres interesser og sig selv, før de vælger profession.

De unge oplever imidlertid ikke, at de kan tage sig den tid i den nuværende rammesætning af uddannelsesvalget; i dag skal unge træffe målrettede og gennemtænkte valg helt fra udskolingen. Det skaber frygt for at vælge forkert, som får mange til at udskyde valget ved at tage tre år i gymnasiet.

Vil holde muligheder åbne
De unge skal vælge uddannelse i en tid, hvor automatisering og digitalisering forventes at påvirke arbejdsmarkedet væsentligt.

Mange unge er derfor optagede af at vælge en uddannelse, der gør det muligt at være fleksible og holde muligheder for videre uddannelse åbne. Erhvervsuddannelserne opfattes ikke som en fleksibel uddannelse.

EVA har kortlagt de reelle muligheder for videreuddannelse efter en eud.

Kortlægningen viser, at det er meget svært for både unge og vejledere at gennemskue, hvilke fagniveauer man får med fra en eud, og hvilke uddannelser man derefter har adgang til.

Videregående uddannelser skal man eksempelvis søge via kvote 2. Endelig kan det være tidskrævende, hvis man senere i sit forløb vil skifte karrierespor med en erhvervsuddannelse i hånden.

Eksempelvis skal en tømrer, der ønsker at blive pædagog, først tage en hf.

Gymnasiet gør unge modne og afklarede
Mens størstedelen af de unge fravælger en eud umiddelbart efter grundskolen, er der faktisk en stor gruppe, der vælger at tage en erhvervsuddannelse, efter de har taget en gymnasial uddannelse.

Det drejer sig om 13 procent af studenterne på de treårige gymnasiale uddannelser – og på hf hele 23 procent.

Spørger man de unge, giver den uddannelsesvej rigtig god mening. De oplever, at tiden på gymnasiet har gjort dem mere modne og afklarede, ligesom de har fået gode faglige basiskompetencer inden for eksempelvis matematik og sprog, som de kan bruge i deres erhvervsuddannelse.

I den nuværende opbygning i uddannelsessystemet betragtes den uddannelsesvej imidlertid som en omvej, der koster unødigt, og ikke som en legitim vej til at blive faglært.

Det kan synes paradoksalt, at vi har fået EUX-uddannelsen, der kombinerer en gymnasial uddannelse med en praktikbaseret erhvervsuddannelse, mens vi ikke bifalder, at unge så at sige tager en ”EUX i etaper”.

Fællesskabet er afgørende
For de unge er uddannelse en vigtig arena for fællesskaber med jævnaldrende. Det at kunne spejle sig i andre og lære af og med andre er helt afgørende – både for den personlige og faglige udvikling.

De gymnasiale uddannelser tilbyder en langt mere konsistent arena for dannelse af fællesskaber end erhvervsuddannelserne.

På gymnasierne er man i det samme miljø med de samme jævnaldrende i to-tre år; på erhvervsuddannelserne går de unge i grundforløbet kun på hold sammen i et halvt år ad gangen, mens mange elever på hovedforløbet er på egen hånd som eneste unge i en praktikvirksomhed og på omskiftelige hold i korte perioder på skolen.

Den faldende søgning til erhvervsuddannelserne skyldes ikke kun, at de unge ikke kender til erhvervsuddannelserne. Den lave søgning må i høj grad også ses som en konsekvens af den nuværende indretning af ungdomsuddannelsessystemet, der ikke matcher de unges behov.

Hvis flere skal vælge en fremtid som faglært, kræver det en mere grundlæggende diskussion af, hvordan strukturer og sammenhænge i ungdomsuddannelsessystemet kan påvirke de unges valgprocesser.

Der er ingen lette svar, og vi kan ikke uden videre adoptere en løsning fra udlandet. Men diskussionen er central, hvis vi ønsker, at de unge også fremover skal uddanne sig til en bred vifte af erhverv.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Camilla Hutters

Centerleder, Nationalt Center for Erhvervspædagogik
ph.d. (Roskilde Uni.), cand.scient.soc. (Roskilde Uni. og Lunds Uni.)

0:000:00