AMU-chefer: Trepartsaftale har ikke givet lavtuddannede bedre muligheder

KRONIK: I 2017 præsenterede VLAK-regeringen lovende indsatser for AMU-området. Men to år efter er ambitionerne ikke blevet indfriet, og omfanget af AMU-kurser er i frit fald, mener AMU-chefer.

Af Heino Svenningsen, Torben Pedersen, Ove G. Dalby og Peter Thomsen
Direktør for AMU Syd, direktør for AMU Vest, forstander for AMU Fyn og direktør for AMU Nordjylland

Den 29. oktober 2017 indgik den forhenværende VLAK-regering og arbejdsmarkedets parter en trepartsaftale.

Det var den tredje i rækken for forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), og den indeholdt en lang række indsatser, der skulle styrke voksen- og efteruddannelsesindsatsen i Danmark.

Målsætningen var tydelig, og på pressemødet proklamerede statsministeren også, at "det er en aftale, som giver dem, der har mindst uddannelse først i livet bedre muligheder for at få mere uddannelse senere i livet".

I dag er der gået to år siden aftalens vedtagelse – og på toårsdagen for aftalens indgåelse virker det som et fornuftigt ærinde at se nærmere på aftalens konsekvenser og svare på spørgsmålet:

Hvad kom der egentlig ud af trepartsaftalen?

AMU-kurser var underskudsforretning
Trepartsaftalen var en temmelig omfattende affære. Aftalen rummede hele 81 elementer – og det ligger ikke inden for rammerne af dette indlæg at gennemgå dem alle.

I stedet vil vi se nærmere på et par af de aftalepunkter, hvor vi kender effekterne bedst.

Siden aftalen er taksterne for AMU-kurserne blevet hævet med 70 millioner kroner om året. Dette betyder, at virksomhederne får flere penge i godtgørelse, når de sender deres medarbejdere på efteruddannelse.

Desuden blev der lavet en kvalitetspulje, som fordeler et ekstra tilskud på baggrund af aktiviteten. Både taksforhøjelsen og kvalitetspuljen er midlertidige ressourcer frem til de næste trepartsforhandlinger i 2021.

I den sammenhæng er det værd at bemærke, at man først fra 2020 fjerner det stærkt omdiskuterede omprioriteringsbidrag på arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU).

Samlet set var initiativerne i trepartsaftalen resultatet af en fornuftig tænkning, for det var efterhånden gået hen og blevet en underskudsforretning at lave AMU-kurser i Danmark.

Alt for få bruger systemet
Desværre har takstforhøjelsen kun haft en begrænset effekt på omfanget af AMU aktiviteter. Naturligvis, fristes man til at sige.

Brugerne er jo ret så ligeglade med skolernes taxametre og øvrige finansieringsforhold. Der er således stadig alt for få danskere, som bruger systemet.

Det var et andet udkomme af trepartsforhandlingerne i 2017, at arbejdsmarkedets parter på nationalt niveau allokerede 100 millioner kroner til en "pulje til opsøgende arbejde", som skal dække "informations-, vejlednings- og rådgivningsaktiviteter i forhold til private og offentlige virksomheder".

Desværre kan puljen kun søges af "uddannelsesinstitutionsneutrale" aktører, hvilket i praksis betyder, at kun aktører uden viden om og erfaring med uddannelsessystemet kan søge disse midler.

Situationen er ligesom klumpspil i fodbold
Et andet udfald af trepartsforhandlingerne var nedlæggelsen af de 13 danske VEU-centre. Udfasningen fandt sted i 2018.

Dette resultat var delvist forventet – ikke mindst fordi forudgående evalueringer havde peget på udfordringer i VEU-konstruktionen, og fordi regeringens egen ekspertgruppe havde foreslået at erstatte de 13 centre med fem til otte større VEU-partnerskaber.

Man valgte dog kun at følge ekspertgruppens anbefalinger så langt som til at nedlægge centrene.

I dag har RAR-modellen i Beskæftigelsesministeriet overtaget aktørsamarbejdet, og man søger at videreføre den koordineringsindsats, som VEU-centrene hidtil har varetaget.

I mellemtiden har det dog vist sig, at denne opgave er meget svær at løfte. Med en fodboldmetafor kan situationen i dag vel bedst karakteriseres som "klumpspil på midten".

Den virksomhedsopsøgende uddannelsesindsats varetages af alt for mange forskellige aktører, og situationen på VEU-området ser således ud, som den gjorde i begyndelsen af dette årtusinde.

Målgruppen bruger ikke nettjenester
Som en erstatning for VEU centrenes personlige rådgivning og vejledning til virksomheder og medarbejdere rummede trepartsaftalen en ambitiøs – og temmelig optimistisk – ambition om at etablere én fælles indgang til alle vejlednings-, tilmeldings- og godtgørelsessystemer i voksen- og efteruddannelserne.

I praksis en hjemmeside, hvor alle informationer samles. På papiret ville dette gøre det lettere for den enkelte medarbejder og arbejdsgiver at finde information og vejledning om relevante efteruddannelsestilbud og ansøge om VEU-godtgørelse.

Men hvis vi for en stund ser bort fra statens blandede erfaringer med udviklingen af altomfattende datasystemer, så tilbagestår naturligvis den fundamentale problematik, at en betragtelig del af AMU-målgruppen slet ikke gør brug af den slags online (og skriftlige) systemer.

Desuden viser al erfaring, at motiverede medarbejdere selv søger den nødvendige information, mens mindre motiverede medarbejdere har brug for den motivation, der ligger i det fysiske møde med en VEU-konsulent.

De mange barrierer for deltagelse i efteruddannelse (på medarbejder- eller virksomhedsniveau) forsvinder ikke blot ved at lave en hjemmeside.

Og sidst, men ikke mindst, så virker det for øvrigt også temmelig paradoksalt at indføre en (skriftlig) e-vejledning i et forsøg på at afhjælpe manglen på it-færdigheder samt skrive- og læsefærdigheder.

AMU-kurser er i frit fald
Det er ikke nogen hemmelighed, at trods et stigende behov for kompetencer på et ophedet arbejdsmarked er brugen af AMU-systemet blevet mindre.

Faktisk kan de sidste ti års udvikling i omfanget af AMU-kurser vel bedst beskrives med udtrykket "frit fald".

Således deltog i 2018 omtrent 200.000 danskere på et arbejdsmarkedskursus. Det er mere end en halvering i sammenligning med 2009. I 2018 ser faldet dog ud til at være bremset op, og optaget har stabiliseret sig – om end på et meget lavt niveau.

Dele af trepartsaftalen har utvivlsomt haft en positiv indflydelse på denne stabilisering, men den har ikke haft den ønskede virkning, for brugen af arbejdsmarkedsuddannelser er fortsat faretruende lav, og der er behov for yderligere indsatser.

Forbedringen af de økonomiske rammer for at lave arbejdsmarkedsuddannelser i Danmark var en nødvendighed for at bremse faldet, men det har ikke været tilstrækkeligt til at rette op på den lave deltagelse. Der skal med andre ord mere til.

Trepartsaftalen hvilede på en implicit antagelse om automatik i danskernes uddannelsesadfærd – eller på en antagelse om en sammenhæng mellem marginalt forbedrede rammebetingelser og en medfølgende øget AMU-aktivitet.

Efter to år har det vist sig, at denne automatiske sammenhæng lader vente på sig.

Nærmest urealistisk at indfri mål
Midlertidige takstændringer, skiftende politiske prioriteringer og kombinationen af nedskæringer, effektiviseringer og kortvarige projektpuljer gør det nærmest urealistisk at indfri de politiske mål for arbejdsmarkedsuddannelserne i Danmark.

Det uundgåelige resultat, når man anvender sådanne styringsmekanismer, er et temporært tyranni, som umuliggør enhver form for langsigtet planlægning på skolerne.

AMU-systemet er et reformintensivt område, som med hastige intervaller undergår politiske tiltag. Området er fanget mellem to ministerområder – uddannelse på den ene side og beskæftigelse på den anden – og ofte er de politiske tiltag områdespecifikke. Det vil sige, at de fokuserer på en isoleret politisk målsætning.

Men hermed opstår der en risiko for, at systemet kommer til at mangle sammenhæng og stabilitet. Resultatet bliver en institutionel zigzagkurs, et ledelsesmæssigt tuehopperi.

AMU-systemets formål er at bidrage til at dække samfundets behov for arbejdsmarkedsrelevante kompetencer. I løsningen af denne opgave har AMU et uddannelsespolitisk, beskæftigelsespolitisk og erhvervspolitisk udkomme.

Men selvom AMU således er det politiske modstykke til en schweizerkniv, altså et stykke værktøj, der kan benyttes til at løse mange forskellige opgaver, så må skolerne stilles stabile økonomiske forhold i sigte.

Nok at drøfte til kommende trepartsforhandlinger
Det er langtfra nogen enkel opgave at styre og drive et AMU-system. Systemet er stort og rækker både ind i ungdomsuddannelserne og ud på arbejdsmarkederne.

Samtidig er det styringsmæssigt komplekst, idet det hele tiden skal sikre et udbud af kurser, som er i overensstemmelse med virksomhedernes omskiftelige behov.

Historisk er AMU et godt eksempel på, hvad den danske model egentlig kan, når den fungerer bedst.

Men ligesom i andre uddannelsessystemer er der brug for, at politikerne forstår nødvendigheden i at investere og udvikle AMU, så det også udfylder sin eksistensberettigelse om at dække behovet for arbejdsmarkedsrelevante kompetencer i fremtiden.

Men blev den forhenværende statsminister, Lars Løkke Rasmussens, ambitioner så indfriet? Var trepartsaftalen i 2017 den politiske aftale, som gav dem med mindst uddannelse bedre muligheder?

Ikke umiddelbart.

Der er stadig et kategorisk behov for at investere i AMU, så man kan prioritere indsatsen for de kortuddannede. Der er også fortsat behov for en sammenhængende koordinering af den virksomhedsrettede indsats, så man ikke falder over hinanden i forsøget på at "sælge" kompetenceudvikling til virksomhederne.

Alt i alt er der nok at tale om ved de kommende trepartsforhandlinger.

Forrige artikel FSL: Socialdemokratiets besparelser spænder ben for sociale taxametre FSL: Socialdemokratiets besparelser spænder ben for sociale taxametre Næste artikel Børns Vilkår: Det haster med en national handlingsplan for psykisk mistrivsel Børns Vilkår: Det haster med en national handlingsplan for psykisk mistrivsel