Folkeskoleforældre: Hvad har vi egentlig lært af Ontario?

Af Anette Lind
Næstformand i foreningen Folkeskoleforældre og stud.pæd. i pædagogisk psykologi

Skoleturisme er blevet en millionindustri. 

Inspireret af de magtfulde professorer Rasmussen & Qvortrup valfartes danskere til fjerne egne som New Zealand og Ontario i Canada for at studere skoler og skolepolitik, som angiveligt  “lykkes”, og Danmark derfor bør efterligne. 

Det var da også elementer fra Ontario, som inspirerede folkeskolereformen. Men hvad er dét der “lykkes” i Ontario, som vi bør efterligne?

Ligesom på en turistrejse bliver skoleturister ført rundt af erfarne rejseledere, som viser det gode frem, eksempelvis de såkaldte model schools i Ontario: De får tilført ekstra ressourcer, elever får et gratis måltid dagligt, der er tæt samarbejde med sociale instanser og skoleleder tæt på gulvet. 

Som skoleturist får man også engagerede foredrag. Men det viser ikke den fulde sandhed, gør det?

Hundredvis af skoleturister valfarter til Ontario, men hvis vi ser på, hvad der lykkes, viser det sig, at dét, der lykkes, rent faktisk stammer fra dansk skoletradition.

Anette Lind
Næstformand i foreningen Folkeskoleforældre

Fra inspiration til praksis
En del af skoleturisterne er politikere og embedsmænd, som fagligt ikke kan forholde sig kritisk til, hvad de oplever. Andre er konsulenter og såkaldte læringsvejledere. 

Når skoleturisterne vender hjem fra Ontario, skal erfaringer, i forhold til hvad der lykkes, komme i anvendelse. Så er spørgsmålet: Hvad lykkes og hvad lykkes ikke? 

Nogle eksempler:

• Antal elever i klasser indskoling og mellemtrin
  I Ontario er der 23 eller færre elever i klasserne, i 90 procent af klasserne er der 20 eller færre. I Danmark er der formelt et maksimum på 28 elever per klasse, men i en del tilfælde op til 30. Læringscaféer med op til 40 elever. Intern vikardækning med én lærer til to klasser med op til 60 elever.
  
  Hvad lykkes: Hos Ontario har man nedsat klassestørrelsen og påvist, at færre elever i klasserne giver mere opmærksomhed og trivsel for eleverne. Fagligheden styrkes også. 
  
  Hvad lykkes ikke: I Danmark gør man det modsatte. Man lader klassestørrelserne vokse og vokse.
  
  
• Lærerdækning 
  I Ontario har lærere på en årgang alle fag ét år ad gangen. I Danmark er der på grund af krav om linjefagsdækning op til 6-7 forskellige lærere per klasse. Desuden har man nedlagt klasselærerfunktionen i mange skoler.
  
  Hvad lykkes: I Ontario prioriterer man kontinuitet og det relationelle. Lærerens kendskab til eleverne er central. Bonusinfo: I Finland har en lærer en klasse i alle fag i hele indskolingen og mellemtrinnet. 
  
  Hvad lykkes ikke: I Danmark gør man det modsatte. Lærere kan risikere at forholde sig til op mod 200 elever og kan af gode grunde ikke altid kan huske elevernes navne. Der er mangel på tid til at samarbejde med hjemmet og manglende relationer med eleverne.
  
  
• Mål og succeskriterier
  Hvad lykkes ikke: I Ontario erkender man, at tusindvis af mål er et problem. Problemet er også aktuelt for Danmark efter indførslen af Forenklede Fælles Mål. 
  
  
• Skoleledelse
  I Ontario er ledelsen tæt på det daglige arbejde, elever og forældre, og er ofte ude i klasserne. 
  
  I Danmark har man skåret ned, så én skoleleder kan stå med ansvaret for skoler på tre matrikler, med hundredvis af lærere og tusindvis af elever.
  
  Hvad lykkes: En ledelse, som samarbejder tæt med lærere, forældre og elever.
  
  Hvad lykkes ikke: En ledelse, som ikke har tid eller mulighed for at samarbejde tæt med lærere, forældre og elever.
  
  
• Data
  I Ontario forstås data som al viden. Både tests, men også erfaringer, observationer, socioøkonomiske faktorer, meninger og holdninger. Lærerne og ledelsen samarbejder løbende om eleverne. Men testning er stadig central. 
  
  I Danmark anses data mere og mere som dét, der kan måles og indsættes i et regneark. Så måles der på resultatindikatorer. Med finansloven for 2017 og Brugerportalsinitiativet vil man følge elevers faglige progression via læringsportalerne. Samtidig er resultater i nationale tests vigtige succeskriterier for folkeskolereformen.
  
  Hvad lykkes: Bred viden, nært samarbejde lærere og ledelse imellem og faglig dømmekraft.
  
  Hvad lykkes ikke: Ensidig fokus på data i regneark og testning, nationale tests, som hverken er statistisk holdbare eller kun måler snævert. Resultat- og målstyring. Ansatte som ikke har tid til at mødes eller forberede sig og ikke kan nå at samarbejde om eleverne.
  
  
• Læreres arbejdsvilkår
  Hvad lykkes ikke: Både i Ontario og Danmark udtrykkes der mangel på tid, mistillid og stress. Lærerstrejker i Ontario i 2015. Lockout af lærere i Danmark i 2013. 
  
  
• Elevers trivsel
  I Ontario meldes om stigende mistrivsel, og det ses af rapporten Mind the Gap fra 2013. For større elever har 48 procent mistet selvtilliden, 66 procent følte sig meget stressede, 72 procent følte sig nervøse eller angste. Forældre og ansatte mangler støtte til elever med særlige behov. 
  
  Fremadrettet anbefales der øget fokus på socioøkonomiske faktorer.
  
  I Danmark ses også en stigning af elever i stigende mistrivsel med stress, angst, depression og selvskade. Efter inklusionsreformen i 2012 oplever tusindvis af forældre problemer med hjælp til deres børn. 
  
  Hvad lykkes ikke: Både i Ontario og Danmark ses en uacceptabel udvikling for vores børn og unge. I Ontario vil man fremadrettet have større fokus på socioøkonomiske forhold. I Danmark påvirker forskellige reformer socioøkonomiske forhold negativt.
  
  
• Formål og mål
  I Ontario er der mål allevegne. Målene skal støtte elevernes læringsproces, men er samtidigt også udtryk for, hvad eleverne skal lære. I Danmark har støtte i form af såkaldt stilladsering været kendt i mange år. Nu øges antal målsætninger, men med fokus på hvad børnene skal lære. Læring er angiveligt i centrum. Dermed er eleverne ikke med til at fastlægge målene længere. Det er i modstrid med, hvad folkeskoleloven foreskriver. Formålsparagraffen er også fraværende. 
  
  Hvad lykkes: At støtte elever i deres læringsproces i fællesskabet og samtidig inddrage dem, så de oplever sig selv som medbestemmende, får udviklet deres demokratiske dannelse, kreativitet og virkelyst.
  
  Hvad lykkes ikke: At styre og måle elever. Så risikerer man præstationsangst, stress og skaber lydige mennesker, som hverken bliver kreative eller kan indgå som demokratisk sindede medborgere.
  
  

Ontario ser mod Danmark
I tidsskriftet Livet i Skolen fra VIA 2015 beskriver en adjunkt et Ontario-besøg og en samtale med en lærerinde: 

"Hun spurgte mig, hvorfor vi havde taget den lange tur for at besøge hendes skole, og jeg sagde på gebrokkent engelsk, at vi var der for at lære af dem, hvortil hun svarede: ”But on the contrary - we’ve learned af lot from you!” Og da jeg spurgte, hvad de havde lært af os, pegede hun på eleverne og sagde: ”This”. Hendes pointe var, at den problemorienterede, elevinddragende og dialogiske tilgang til undervisning, som hun praktiserede, var en tilgang, de havde lært af os fra Danmark og de nordiske lande."

Så, hundredvis af skoleturister valfarter til Ontario, men hvis vi ser på, hvad der lykkes, viser det sig, at dét, der lykkes, rent faktisk stammer fra dansk skoletradition. 

Samtidig ser vi, at man stort set har gjort alt andet end, hvad der lykkes i dansk skolepolitik. Samtidig deler Ontario og Danmark skæbne i forhold til alt dét, som ikke lykkes. 

På mange danske skoler er der ikke råd til bøger, ture ud af huset og vikardækning. Der er heller ikke tid til samarbejde og ordentlig forberedt undervisning. Men hundredvis af skoleturister har fået en dejlig oplevelse. Måske burde man have startet med at spørge lærerne, pædagogerne, eleverne og forældrene?