Folkeskolelærer: Vestagersk snik-snak lever videre i Radikales misforståede skolepolitik

Lotte Rod og Marianne Jelved forsøger at reparere på folkeskolereformens fejl, men har ikke forstået, hvad der er galt. De fortsætter dermed Margrete Vestagers kulturradikale projekt om akademisering af folkeskolen, skriver folkeskolelærer Iben Benedikte Valentin Jensen.

Placeholder image
Margrete Vestager ledte Radikale bort fra højskoletraditionen og førte an i akademiseringen af folkeskolen, mener folkeskolelærer Iben Benedikte Valentin Jensen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Radikales Lotte Rod og Marianne Jelved er i gang med en tilbagetrækning af folkeskolereformens fejl.

Men det minder lidt om blondinens "guuuuuud-vi-vidste-ikke-at-det-vi-stemte-for-havde-nogen-som-helst-praktiske- og personlige-konsekvenser-for-nogen-som-helst-ude-på-skolerne."

Hvis ikke lige blondiejokes var no-go i dag, så kandiderer denne læspen til Politikens ATS.

De vil nu introducere "Den grønne betænkning".

Her skal blandt andet alle elevers psykologiske behov dækkes, alle har ret til trivsel.

Og behov vokser som bekendt kun. "Hver elev skal kunne se sig selv i lærerens øjne og opleve sin egen betydning i skolens liv hver dag", hvorefter der bevilliges ret til psykolog indtil det 25. år og ekstra skolepsykologer.

Rod og Jelveds "grønne betænkning" viser hen til undervisningsvejledningen fra 1960, der gik under navnet "Den blå betænkning".

Den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen ændrede folkeskolens formelle formål (fra 1958), der havde fokus på "at fremme og udvikle børnenes anlæg og evner, at styrke deres karakter og give dem nyttige kundskaber".

Nu skulle folkeskolen skabe harmoniske og lykkelige mennesker. Det afstedkom en del kritik.

Men der er forskel på Rod & Jelved og Jørgen Jørgensen. Han havde rødder i en højskoletradition, han var uddannet landmand. Læreren var stadig en fagpersonlighed og skolen en lokal myndighed. Han mente ikke, at skolen skulle akademiseres, videnskabeliggøres, psykologiseres og teknokratiseres. 

For højskoletraditionen stod for det modsatte. Her var ånd og hånd ligestillet, her talte man ikke om undervisningsmetoder, men om myndige lærerpersonligheder. Videnskaben var ikke over kunsten og fortællingen. Skoler var karakteriseret ved at være lokale, konkrete og personlige.

Kort sagt det modsatte af den digitaliserede individualiserede evidensbaserede forskning, der lige nu hardcore bedrives på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU).

Akademisering af skolen
Akademiseringen af skolen startede markant i 2000 med daværende undervisningsminister Margrete Vestagers (R) udspil 'Værdier i Virkeligheden'.

Hun forklarede på Folkeskolen.dk, at ”formålet med udspillet har aldrig været at give en konkret handlingsanvisning på, hvordan lærerne skal arbejde med værdierne i skolen”.

Næ, præcis som da Radikale stod i spidsen for folkeskolereformen i 2013, lod partiet andre gøre det beskidte arbejde med at "implementere" i praksis.

De lod på ingen måde lærerne om at foretage de nødvendige situationsbestemte pædagogiske skøn inden for rammerne af Folkeskolens formålsparagraf.

Så to brutale karriereorienterede forskere gik nu parallelt i gang med en abstrakt uvirkelig akademisk varmluftsnak om "værdier".

Professor Lars Qvortrup lagde et nyt anti-almenpædagogisk fundament ved at introducere systemteorien. Han opdelte skolen i en "omsorgsdiskurs", hvor pædagogikken alene blev defineret funktionelt som at "trivselsoptimere", og en "skolebarnsdiskurs", hvor undervisning blev reduceret til "teknikker til at fremstå kompetent" (jf. 'Det vidende samfund', 2004).

Vi genkender det i dag i henholdsvis de nationale trivselsmålinger og "synlig læring"/nationaltest. 

Radikale Venstre skal forstå deres højskoleophav. 

Iben Benedikte Valentin Jensen, Folkeskolelærer

Nogle år efter satte Qvortrup trumf på: "Det kræver med andre ord pædagoger og lærere, der ikke agerer i kraft af ideologiske idealer, men agerer, fordi de er eksperter i undervisning" (Asteriks nr. 51), og professor Jens Rasmussen definerede herefter "ekspert" som det modsatte af selvstændig tænkning: "Syntesen mellem teori og praksis får lov til at foregå i den enkelte lærerstuderendes eget hoved.

Det er ikke godt nok, når vi faktisk har veldokumenteret viden om og metoder, der kan vejlede lærerstuderende (Asterisk nr. 53).

Så var den ged barberet! Teknokratiet var i folkeskolesammenhænge en realitet. Akademisk teori var nu "praksis".

Vestagers kulturradikale projekt
Pædagogik handler derfor ikke længere om nogens vej til myndighed, men alene om individuel trivselsoptimering med afsæt i psykologiske teorier, der skal erstatte de ustyrlige selvstændige pædagogiske vurderinger. Vi genkender det i dag som "læringsmålstyret undervisning" og "metoder-der-virker".

Specielt positiv psykologi har sat en del private konsulenter i gang med at dræne det kommunale budget. Kommunerne tror nærmest religiøst, at individuelle kognitive strategier kan skabe mere tilpasning i skolerne; det som "trivselsoptimering" egentlig står for.

Imens er akademikerne i gang med Vestagers kulturradikale projekt, som bare ligesom abstrakt vil diskutere værdier. Her går den lige linje til hvor tids akademiske psykologiske værdi-snik-snak om alt andet end elevernes konkrete praktiske møde med et skolefag (indhold, sammenhæng og praksisfællesskab). Det vi i 1900-tallet kaldte "den pædagogiske praksis".

I dag kan enhver med forskningstilknytning frit associere over test og trivsel i medierne – abstrakte begreber har flydt ud højtalerne i en lang akademisk pølsesnak de sidste ti år.

Mere af det, som gik galt
Det er denne Vestagerske værdi-snik-snak, som Jelved og Rod står for. Men de har i det mindste forstået, at noget er ødelagt. Men da de ikke kan identificere, hvad det er, så er de nu gudhjælpemig i gang med at reparere på reformen med mere af det, som gik galt.

De forsætter med den akademiske karriere-fest for stjerneforskere, hvor utallige kloger sig på skolen på webseminarerne 'Tænk med om vores skole' og kalder på psykologhjælp, hver gang nogen forskere har målt sig frem til trivselsproblemer.

Det er den modsatte vej, de skal gå, hvis de vil hjælpe på noget som helst. Dels skal de anerkende, at der er noget, der hedder skolepædagogik, og det handler om at lade elever møde et skolefag sammen med andre.

Ikke at sidde i terapi eller lægge konflikthåndteringskort med DPU-efteruddannede lærere.

Dels skal de forstå, at elever er børn og ikke skal kureres med voksnes trang til at spørge sig selv, "hvordan har jeg det med mig selv". Børn vil mødes med andre om noget. Kort sagt være elever, det modsatte af isolering i tilrettelagte selvrefleksionsprogrammer.

Radikale Venstre skal forstå deres højskoleophav. Det vil sige hoppe op af gryden af sociologiske statistikker og neuropsykologernes trivselsalgoritmer (kommaindsamlinger), som DPU i øjeblikket - i en stor frådende længsel mod det internationale akademiske nirvana - uddanner konsulenter til på samlebånd. 

Og oprette en ny fri læreruddannelse, der har et forhold til den danske skoletradition, som - trods menneskelige fejl og mangler - gav os et frit fagligt fællesskab.

Omtalte personer

Lotte Rod

MF (R)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2012)

Marianne Jelved

MF, fhv. minister og politisk leder (R)
lærer (Hellerup Seminarium 1967), cand.pæd. i dansk (Danmarks Lærerhøjskole 1979)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser