Forsker: Få styr på pædagoguddannelsens organisering

DEBAT: Hvis en reform af pædagoguddannelsen tager udgangspunkt i, hvad man ønsker sig af specifikt indhold, vil det blot reproducere dens grundlæggende mangler. Vi skal diskutere organisering og rammesætning, skriver Jan Jaap Rothuizen.

Der foregår ikke et systematisk arbejde med den pædagogstuderendes evne til at kombinere udøvelse, undersøgelse og udvikling af professionen, skriver Jan Jaap Rothuizen. (Foto: Anders Rye Skjoldjensen/Ritzau Scanpix)

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jan Jaap Rothuizen
Forskningsleder og lektor på pædagoguddannelsen ved VIA

DPU's institutleder, Claus Holm, foreslår først omsorg og efterfølgende legende læring som de centrale elementer i pædagoguddannelsen. Socialpædagogernes formand foreslår en specialiseret uddannelse i socialpædagogik.

Evalueringsinstituttet peger på, at feedback og øget studieintensitet kan gøre uddannelsen bedre. Fola vil have forældresamarbejde på skema. BUPL vil have pædagogik i centrum.

DEA vil mere opmærksomhed for de ikke børnenære opgaver. Professionshøjskolerne synes, at pædagogerne skal stå stærkere relationelt og i professionen. Der er sørme mange bud, hvad en god pædagoguddannelse skal rumme.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Pædagoger arbejder på et meget bredt arbejdsfelt. For at kunne begå sig der, hvor man arbejder, skal man både have et særligt kendskab til det arbejdsfelt, som man nu arbejder inden for, og en pædagogisk grundfaglighed.

Det kan ikke undre, at de, der interesserer sig for en særlig opgave i arbejdsfeltet, ønsker, at arbejdskraften har både de generelle og de specifikke forudsætninger for at løfte netop den opgave.

Så længe uddannelsen ikke er længere, må en pæn del af det særlige tilegnes og dyrkes efter grunduddannelsen.
Jan Jaap Rothuizen
Forskningsleder og lektor på pædagoguddannelsen ved VIA

Sammenhæng og systematik mangler
Når det så ikke altid er tilfældet, kigger de fleste på det særlige, som de så synes, der skal være mere af i uddannelsen.

Så længe uddannelsen kun er på tre og et halvt år, er denne tilgang en blindgyde. Så længe uddannelsen ikke er længere, må en pæn del af det særlige tilegnes og dyrkes efter grunduddannelsen.

Lidt ligesom en speciallæge først bliver speciallæge efter den turnus, der følger efter grunduddannelsen. Der burde derfor være meget bedre adgang til diplomuddannelser.

Pædagoguddannelsen er i dag organiseret i to faser: En grunduddannelsedel på godt et år og en mild specialisering med to praktikker af seks måneder og undervisning på campus resten af tiden. Uddannelsen er organiseret i korte moduler, hvori kompetencemål omsættes til et hav af videns- og færdighedsmål.

Kombinationen af praktikkens organisering og rammesætning og campusuddannelsens rammesætning og organisering gør, at der ikke foregår, at sammenhængende og systematisk arbejde med den studerendes evne til at kombinere udøvelse, undersøgelse og udvikling af professionen.

Fokuser på grundfagligheden
En revidering eller reform af uddannelsen, der tager udgangspunkt i, hvad man også kunne ønske sig af den, om det nu er legende læring eller socialpædagogisk specialisering, vil reproducere og i værste fald forstærke de grundlæggende mangler, der er i den nuværende uddannelse.

I stedet for bør man besinde sig på grundfagligheden og på, hvilke organisering og rammesætning der kan understøtte, at de studerende bliver gode pædagoger. I en professionsuddannelse må man skelne mellem det fag, der uddannes i, og det arbejdsmarked, der uddannes til.

Hele kunsten i en professionsuddannelse er at holde fast i, at de to ikke er ens, og at studerende gennem den faglige uddannelse kan blive skattede medarbejdere i og udviklere af professionsfeltet. Faglighed er grundlaget for det, som man kan.

Ser man kun på det, som man skal kunne, og laver man et træningsprogram ud fra det, reducerer man faget til mekanik.

Tænk sig, hvis Danske Regioner ville definere uddannelsen af kirurger ved at tage afsæt i det, som de kunne se med det blotte øje, at kirurger gør.

Socialpædagoger, dagtilbudspædagoger, skolepædagoger og også skolelærere har et fælles fundament i pædagogikken.

At udøve, undersøge og udvikle
I pædagogikken diskuteres spørgsmålet om, hvad det vil sige at opdrage til myndighed.

I pædagogikken tematiseres, hvordan det kan gøres. I pædagogikken undersøges de mange forsøg på at gøre det. I pædagogikken øver man sig i at kunne gøre det i altid nye og uventede situationer. I pædagogikken spørger man sig selv og hinanden: Er det her mon god pædagogik?

Pædagogik kombinerer udøvelse, undersøgelse og udvikling af det professionelle arbejde. Derfor er arbejdet med pædagogikkens videngrundlag det helt centrale i uddannelsen.

Det er et spørgsmål om, at de studerende skal tilegne sig en række forskellige former for viden om det pædagogiske, at de skal kunne opsøge viden, der kan være relevant for dem.

Og at de skal kunne producere den viden, der gør, at de kan handle relevant i de mangeartede situationer, hvor det forventes at de kan handle pædagogisk.

De skal kunne udøve, undersøge og udvikle pædagogisk praksis. Og det er på det felt, der gerne skulle være en progression i uddannelsen. Der er omkring den opgave praktikken og uddannelsen på campus kan samarbejde.

Socialpædagogik er en del af almenpædagogik
Er socialpædagogik så noget helt andet, sådan som Socialpædagogernes formand argumenterer for?

Socialpædagogikken minder alle pædagoger om, at myndighed ikke bare er et spørgsmål om at være selvstændig, men også om at være deltager og at udvikle social ansvarlighed.

Socialpædagogikken spørger blandt andet: Hvad skal der til for, at dette menneske kan være deltager, fuldgyldig medborger og have reel myndighed?

Det spørgsmål er ikke kun relevant i forhold til de mennesker, som man arbejder med i det socialpædagogiske arbejdsfelt.

Det er lige så aktuelt i skolen, i børnehaven, i klubben som på døgninstitutionen eller i arbejdet med mennesker med sindslidelser.

Socialpædagogikken og de socialpædagogiske spørgsmål ligger derfor i hjertet af almenpædagogikken. De minder os om, at myndigblivelse nødvendigvis må indebære, at man både bliver selvstændig og deltager i både store og små fællesskaber.

Så længe der ikke er orden i rammesætning og organisering af den grundlæggende pædagogiske faglighed, så er det omsonst, ja endda skadeligt og kontraproduktivt, at ride kæpheste som legende læring, forældresamarbejde, at stå stærkere i professionen eller særviden om det socialpædagogiske arbejdsfelt.

Politik har aldrig været vigtigere