Forsker: Evaluering af pædagoguddannelse vidner om intellektuel dovenskab

Jeg har læst den evaluering af pædagoguddannelsen, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har publiceret i mandags, 22. november 2021.

Den har været længe undervejs. De rapporter, den bygger på, var vist færdige for cirka et halvt år siden, så mon ikke der er foregået et grundigt analysearbejde? Det er desværre ikke tilfældet.

I stedet for har man brugt tiden på at forelægge dele af materialet for interessenter i de nedsatte ministerielle grupper. De har givetvis kommenteret, og nogle af kommentarerne har sikkert fundet vej ind i rapporten. Og så er der sket en afstemning med de mere generelle uddannelsespolitiske udmeldinger, der kommer fra den aktuelle etpartiregering.

Kampen om det dominerende narrativ

Evalueringen skuffer. For det første mangler der et review af videnskabelig baseret litteratur om uddannelsen. Der er faktisk udkommet en del forskningsbaserede rapporter og artikler siden den sidste reform af uddannelsen. Burde et review af dem ikke indgå i videngrundlaget for en reform?

Materialet kan derfor sammenlignes med den blækklat, som Rorschach-testen er baseret på: Hvad kommer du i tanke om, når du ser på den? Hvad er det for et narrativ, du vil konstruere, når du ser denne blækklat? 

Jan Jaap Rothuizen
Docent og forskningsleder, VIA University College

Til gengæld er der mange tal fra forskellige kilder. De lægges pænt frem, og tallene taler ikke noget særligt tydeligt sprog. Mange tal blev til som resultat af svar på spørgsmål, hvor studerende eller andre interessenter skulle forholde sig til, hvordan de synes, det går på forskellige fronter. 

Dernæst er der lavet interviews. 12 af de 40 interviews er lavet med ”strategiske ledere”, altså mennesker der har forstand på drift af regionale/kommunale velfærdsydelser, men som ikke har en særlig viden om hverken uddannelse eller selve pædagogfaget. Men selvfølgelig har de interesser og meninger. 

Alle synes vel noget, og målt med det bånd, så må man sige, at mange synsninger kommer frem, og som forventet, peger de lidt forskellige steder hen. Materialet kan derfor sammenlignes med den blækklat, som Rorschach-testen er baseret på: Hvad kommer du i tanke om, når du ser på den? Hvad er det for et narrativ, du vil konstruere, når du ser denne blækklat? 

Den udsendte pressemeddelelse vidner om, at de, der står bag den, har fundet et narrativ. De ser, at pædagoger ikke er praktiske nok, og at det praktiske derfor skal fylde mere. Kampen om det dominerende narrativ er begyndt, og man må sige, ministeriet lægger stærkt ud.

En håbløs symptombehandling

Der er en fin overensstemmelse mellem rapportens anti-intellektuelle tilgang og den måde, man i rapporten afskriver især svenske eksperters velbegrundede vurderinger af, at de akademiske og kritiske dimensioner i den danske uddannelse er forholdsvis lave.

Såvel praksisnarrativet som den lemfældige omgang med den svenske kritik af vidensgrundlaget er udtryk for, at det der med teori og praksis er noget besværlig noget. Nemmest af alt er at stille dem op som to poler.

Jan Jaap Rothuizen
Docent og forskningsleder, VIA University College

Det affærdiges med, at svenskerne jo nu en gang har en anden tradition. Man kan undre sig over, at man i det hele taget har spurgt dem, når man nu ikke er interesseret i deres svar. Men sådan har vi det måske bare med svenskerne?

Såvel praksisnarrativet som den lemfældige omgang med den svenske kritik af vidensgrundlaget er udtryk for, at det der med teori og praksis er noget besværlig noget. Nemmest af alt er at stille dem op som to poler, og så forskyde vægtningen for at få den balance, som man konstaterer, ikke er der. Sidste gang svingede pendulet mod viden, denne gang mod praksis. Og pendulet vil blive ved med at svinge.

For dikotomien er falsk. Pædagogik er hverken teori eller praksis, hverken at gøre som der står i bøgerne eller at gøre som man plejer. Det vidste allerede Herbart i begyndelsen af 1800-tallet, så hvorfor pokker bliver man så ved med at hænge sig i pendulet?

Det er måske fordi, man ikke gør sig den umage at beskæftige sig med, hvad pædagogik er for en størrelse. Man stirrer sig blind på, at man skal uddanne til en profession, hvor der er nogle bestemte forventninger til en pædagogs produktivitet, og glemmer helt at forudsætningen for at kunne gå ind i en profession, er, at man kan et fag, at man er en kompetent udøver af sit fag.

Professionen og strategiske ledere efterspørger bestemte ydelser og tror ganske fejlagtig, at de kan få dem ved at træne folk i netop de ydelser. Fagets og uddannelsens opgave er at fortælle dem, at det er en håbløs symptombehandling, og at høj faglighed er forudsætning for, at man både kan forholde sig til og omsætte ydelsesforventningerne til god pædagogik i komplekse situationer.  

Professionsuddannelser skal have egen platform

Når man er blind for, at faget også har en stemme, der skal høres, hænger det måske sammen med, at man tager selve den måde, den nuværende uddannelse er tænkt på, for en selvfølgelighed; motoren kører, den skal bare justeres lidt.

Man fortsætter ad det fejlspor, når man i evalueringen peger på, at de nok skal forenkles. Man gik fra én tænkning til en anden, fagene forsvandt, og især de kulturbærende fag og aktivitetsfagene blev helt marginaliseret.

Jan Jaap Rothuizen
Docent og forskningsleder, VIA University College

Ved den sidste reform gik man fra en uddannelsestænkning, baseret på fag til en uddannelsestænkning, baseret på kompetencer, og man konstruerede et lidt besynderligt kompetencebegreb, som gik skæv af den betydning, ordet bliver tillagt i de internationale og nationale kvalifikationsrammer – det blev gjort til en akkumulation af viden og færdigheder. 

Man fortsætter ad det fejlspor, når man i evalueringen peger på, at de nok skal forenkles. Man gik fra én tænkning til en anden, fagene forsvandt, og især de kulturbærende fag og aktivitetsfagene blev helt marginaliseret. Man kunne jo have lavet en evaluering med udgangspunkt i spørgsmålet:  Er vi på rette vej med den uddannelsestænkning, som er inkorporeret i den nuværende bekendtgørelse? 

Det er ikke kun i forhold til pædagoguddannelsen, at det er væsentligt spørgsmål, men i forhold til alle professionsbacheloruddannelser til velfærdsprofessionerne. De skal have deres egen platform, hverken være en mini universitetsuddannelse eller en maxi erhvervsuddannelse. Den identitet, der må søges hinsides modsætningen mellem teori og praksis, skal der et seriøst stykke arbejde til for at få frem. Det er bare med at smøge ærmerne op.

Evalueringen åbner for forskellige narrativer ligesom en Rorschach-test, men går fuldstændig udenom de vanskelige spørgsmål om selve faget og om uddannelsestænkningen, der bør adresseres. Den vidner om intellektuel dovenskab og er et ringe grundlag for mere dybdegående og vidensbaserede overvejelser om, hvordan pædagoger uddannes.