Forsker, friskoleformand og rådgiver: Digital skyttegravskrig om skolen svigter børn og unge

DEBAT: Fællesskab og læring findes også digitalt, og det har de seneste ugers online skoleeksperiment vist. Den ensporede debat om det digitale i skolen bør derfor slutte nu, ellers vil tech-giganter forme verden i deres billede, skriver debattører.

Af Stine Liv Johansen og Peter Bendix og Rasmus Anker Rysgaard
Hhv. lektor i børns medier, Aarhus Universitet og formand for Friskolerne og rådgiver i Vostok kommunikation

Engang var klasselokalet den eneste mulige forudsætning for at lære. Sådan er det ikke mere. Det blev tydeligt, da nedlukningen ramte, og den digitale nødskole på rekordtid så dagens lys. Samtidig kunne alle mærke, hvor meget vi også har brug for det fysiske fællesskab.

Selvom ingen ønskede situationen, kan erfaringerne fra nedlukningen blive en gave for skolen. Det kræver samtale – så debatten om det digitale og skolen ikke igen forfalder til hovedløs tech-begejstring overfor skinger analogisme.

Skole er fællesskab på tværs af medier og tid
Unge i dag ved mere end nogen andre, at Snapchat, sammen med en række af andre medier, er klassefællesskabets udvidede rum. På samme måde danner Facebook og WhatsApp ofte rammen om kontakt til bedsteforældre og anden familie.

Egentlig er der ikke meget nyt under solen. Fællesskaber – også skolens – har altid været strukturer på tværs af samværsformer, medier og tid.

Det nye er, at de digitale medier på få år har ændret grundlæggende på de kommunikationsstrømme, som i stort og småt skaber vores samfund. Derfor er det på høje tid, at vi som skolemennesker forholder os til situationen – og i væsentligt større nuancer end ”for og imod.”

Da skolen og fællesskabet i corona-land skulle genopfindes digitalt, så vi en eksplosion af digital kreativitet på tværs af det danske skolelandskab. Alt fra online fællessang til spil, godnat-runder, zoom-samtaler, online strik og bade-challenges i det råkolde april-hav. Den tragiske baggrund til trods har det været en fornøjelse at følge med i.

Skolerne udbyggede deres digitale rumligheder på rekordtid – med alle de fejl og mangler, der nu engang opstår i forcerede byggeprojekter.

Desværre gravede debatten sig hurtigt ned i de velkendte skyttegrave og støbte kugler af de foreløbige erfaringer. ”Se bare, hvad jeg sagde – det digitale er noget bras.” Eller: ”Nu starter fremtiden endelig i skolerne.”

Lad os få samtalen tilbage
Siden Grundtvig har samtalen været en hovedhjørnesten i dansk skoletradition. Og lige nu er der særlig meget, vi bør tale om. For efter nedlukningen kan ingen længere fornægte, at verden i dag er digitalt kommunikerende. Ingen kan heller lukke øjnene for, at vi har brug for fysisk samvær som aldrig før.

Derfor skal vi tale med børn, unge og hinanden om, hvad det digitale gør ved de fysiske fællesskaber og omvendt. Vi skal lære børn, unge og os selv at begå sig i både den fysiske og digitale udgave af verden.

Vi skal vise, at det digitale rum ikke behøver at være værdi- og dannelsesfri sfære. At det digitale og det fysiske ikke er afsondrende, men derimod vekselvirkende størrelser.

Hvis vi derimod tror, at vi kan fornægte det digitales realitet og betydning, vil tech-giganterne blive ved med umærkeligt at forme verden i deres billede. For vi kan som bekendt ikke tale om det, der ikke har navn.

Men bruger vi erfaringerne fra nedlukning og nødundervisning, kan vi for alvor begynde at tale om dannelse til livet i en verden, som fungerer tiltagende digitalt, det analoges kvaliteter, børns liv og leg med medier, overvågningskapitalisme, papirbogens forcer og alt muligt andet af vigtighed for skole og hverdagsliv i en verden under hastig digital forandring.

Forrige artikel Lizette Risgaard til Kraka: Det er ikke tid til formaninger fra skrivebordet Lizette Risgaard til Kraka: Det er ikke tid til formaninger fra skrivebordet Næste artikel Debat: Giv de unge noget at se frem til Debat: Giv de unge noget at se frem til