Forsker: Uden radikale forandringer er målet om en inkluderende folkeskole et fatamorgana

Sådan har det efter min vurdering forholdt sig i mange år, og groft set har skolens måde at være skole på ikke forandret sig væsentligt i flere årtier.

Du spørger måske, om det overhovedet er et problem. Svaret er ja, det er et monumentalt problem i lyset af, at folkeskolen burde være til for alle elever, og som det forholder sig i dag, er det ikke tilfældet: Folkeskolens almene undervisning og derved almene undervisnings-­ og læringsfællesskaber bliver til stadighed mere snævre i takt med, at vi henviser et stigende antal børn til den segregerede specialundervisning.

Den inkluderende folkeskole

Det er i år tre årtier siden, at Danmark sammen med en lang række andre nationer i Salamanca­erklæringen forpligtede sig på at udvikle en mere inkluderende skole.

Det er et anti-inkluderende og mildest talt forældet udgangspunkt.

Thomas Engsig
forskningsleder & docent, Professionshøjskolen UCN

Hvor står vi så tre årtier senere? Nuvel, vi taler da om inklusion, og vi har momentvis en tilnærmelsesvis fælles forståelse af et rettighedsbaseret inklusionsyn, men en egentlig forandring af måderne, hvorpå vi organiserer skolen, forholdet mellem det almene og det særlige, og måderne hvorpå vi støtter elever i vanskeligheder samt støtter skolens lærere med at praktisere en inkluderende pædagogik og didaktik er i vid udstrækning udeblevet.

Det er i høj grad business as usual, og skolen er stadig indrettet til en særlig og snæver måde at være elev på.

Skoleforskerne Schuelka og Carrington peger på, at Salamancaerklæringen, Handikapkonventionen og FN's verdensmål har skabt en diskurs om en inkluderende skole, men at ansvaret for at skabe en inkluderende skole påhviler skolens fagprofessionelle, fremfor den nødvendige omkalfatring af lovgrundlag, ressourcer og systemiske forhold i skolerne.

Den amerikanske inklusionsforsker Lani Florian peger på, at realiteten i dag er den, at nationale og internationale skolepolitikker promoverer ideen om inklusion samtidigt med, at en traditionel specialpædagogisk orientering bibeholdes og stadig tager udgangspunkt i individorienterede problemforståelser og tilgange til vurdering af behov og specialpædagogisk støtte.

Med andre ord, vi har fortsat et system, der ansporer til at henvise stadig flere børn med særlige behov til segregerede specialtilbud på baggrund af individorienterede vurderinger og forståelser af deres vanskeligheder.

Såfremt vi i virkeligheden vil have den inkluderende folkeskole, vi har forpligtede hinanden på, så må vi gøre op med årtiers traditionel skoletænkning og lægge an til radikale forandringer af måderne, hvorpå vi forstår og praktiserer skole, pædagogik og undervisning.

Et opgør med anti-inklusion

Et opgør med en skole, der tilsyneladende ikke har forandret sig væsentligt gennem de sidste mange årtier, og derved i sig selv er en barriere for en genuin og radikal inkluderende forandring, må stå på den erkendelse, at alle elever er unikke og forskellige, og at skolens grundpræmis er diversitet, hvorfor skolen per definition ikke kan eller må være indrettet til en særlig elevgruppe og derved potentielt marginalisere andre, der ikke passer i den kasse.

Vi må foretage væsentlige ændringer i den systemiske individcentrering.

Thomas Engsig
forskningsleder & docent, Professionshøjskolen UCN

Vi må indledningsvist tage et opgør med lovgrundlaget: i folkeskolelovens §3, stykke 2 står "Børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, gives specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i specialklasser og specialskoler” og i Bekendtgørelsen om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand står: ”Hvis det antages, at en elev har behov for specialpædagogisk bistand, jævnfør folkeskolelovens § 3, stykke 2, skal eleven indstilles til en pædagogisk-psykologisk vurdering."

Vi må gøre op med et lovgrundlag, der grundlæggende lægger an til at forstå vanskeligheder i skolen, som noget der per definition bor i børnene, som en art defekter, hvor forhold i skolens organisering, i pædagogikken og didaktikken i grove træk ignoreres.

Det er et anti-inkluderende og mildest talt forældet udgangspunkt, der fører til, at systemerne i skolen omkring pædagogisk-psykologiske vurderinger, definitioner af specialundervisning og specialpædagogisk støtte er udpræget individorienteret, kompensatorisk og forankret i medicinske forståelsesmodeller og derved til syvende og sidst blot bekræfter og forstærker det bestående marginaliserende  system.

Den systemiske individcentrering

Dette livtag med lovgrundlaget må nødvendigvis føre til refleksion og kritik af en række af de strukturer, der udgør skolernes interne og eksterne vurderings- og støttesystemer, forståelser af specialundervisning og afgrænsninger.

Den pædagogiske-psykologiske vurdering, der i høj grad, på misforstået vis, fungerer som en del af skolens sorteringsmekanisme, og som er udpræget individorienteret og i mindre grad rummer anvendelige almen- og specialpædagogiske- og didaktiske handlemuligheder til brug af skolens fagprofessionelle, må undergå kritisk vurdering og gentænkning.

Måske skal vi i højere grad sætte PPR i stand til at lave egentlige pædagogisk og didaktiske handleplaner, der decentrerer elevens vanskeligheder og tager pædagogiske, organisatoriske og didaktiske faktorer i undervisnings- og læringsmiljøet i betragtning, i endnu højere grad end tilfældet er i dag. På samme vis må vi gøre op med ni-timersreglen.

Noget af det smukke ved folkeskolen er den demokratiske grund denne står på, og det forpligter. 

Thomas Engsig
forskningsleder & docent, Professionshøjskolen UCN

For giver det overhovedet mening at definere specialpædagogiske behov ud fra en rigid tidslig definition, der i høj grad knytter an til det enkelte barn og dettes tilsyneladende iboende vanskeligheder frem for forhold i undervisningsmiljøet, i skolens fællesskaber og i de fagprofessionelles praksis?
 
Den nødvendige og radikale forandring af vores skole udebliver, og så længe det fortsætter, er målet om at skabe en reelt inkluderende folkeskole i Danmark et fatamorgana.

Vi må foretage væsentlige ændringer i den systemiske individcentrering i skolens lovgivning, sorterings- og vurderingspraksisser og grundlæggende problemforståelser.

Noget af det smukke ved folkeskolen er den demokratiske grund denne står på, og det forpligter.

Vi er sammen forpligtede på at tage de nødvendige dialoger om, hvordan vi ændrer skolens måde at være skole på, så den for vores børns og for forskellighedens skyld bliver reelt inkluderende.