Forskere: Ministerens reklamebesparelser løser ikke konkurrenceproblemet

Af Lucas Cone og Steen Nepper Larsen
Ph.d.-studerende og lektor, DPU, Aarhus Universitet

Konkurrencen mellem uddannelser er ifølge regeringen gået for vidt.

I et interview med Altinget den 27. august forklarede uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, hvorfor man har besluttet at flytte 550 millioner kroner fra de gymnasiale- og videregående uddannelsers budgetter til at finansiere de nye nærpolitienheder.

"Når vi beder danskerne betale skat for at bruge pengene på uddannelse", uddyber Halsboe-Jørgensen, går det ikke an, at pengene bruges på "glitrende annoncer i bussen eller i biografen".

Halsboe-Jørgensen påpeger et vigtigt problem i (selv)styringen af landets gymnasier og universiteter. Men ønsker man et reelt opgør med konkurrencen mellem uddannelserne, kræves et bredere sigte.

Markedsgørelsen af gymnasiet og universitetet
Debatten om de såkaldte markedsføringsudgifter udstiller et grundlæggende paradoks i nutidens uddannelsespolitik.

Uden en mere gennemgribende reform vil opgøret med de glitrende annoncer i bussen ikke være andet end symbolpolitisk velfærdstale, der skal undskylde besparelser på de i forvejen pressede gymnasier og universiteter.

Lucas Cone og Steen Nepper Larsen
Ph.d.-studerende og lektor, DPU, Aarhus Universitet

På den ene side har ønsket om at skabe mere ligeværd mellem uddannelserne og særligt løfte de såkaldte "velfærdsuddannelser" været en central politisk kæphest for den socialdemokratiske regering.

I regeringens 18-sider lange forståelsespapir fra 25. juni 2019 optræder "uddannelse" hele 40 gange, blandt andet i forbindelse med et ønske om at sikre "uddannelse af flere faglærte og velfærdsmedarbejdere". Intet mindre kan forventes af børnenes statsminister.

På den anden side har medlemmer af selvsamme regering gennem de sidste to årtier støttet op om en voldsom markedsliggørelse af de gymnasiale- og videregående uddannelser.

Begyndende med en reform af erhvervsskolerne i 1991, universitetsreformen i 2003 og gymnasiereformen i 2005 – alle stemt igennem med Socialdemokratiets støtte – er såkaldte taxameterordninger blevet fast inventar i uddannelsernes styring, som i korte træk tilsigter at flytte midler fra uddannelser med aktivitetsfald og hen til vækstuddannelser.

Styring har ført til stigende udgifter
Ikke overraskende konkluderede Cevea da også i en rapport om taxameterstyringen på ungdomsuddannelserne fra 2013, at økonomiseringen af uddannelsernes optag gennem taxameterordningerne har medført "stigende udgifter til markedsføring".

Når dannelsesinstitutionerne skal agere som markedsaktører, er der næppe noget at sige til, at de behandler elever og studerende som kunder, der skal lokkes til og "afvikles" som produktenheder – og ikke som unge mennesker, der kan få mod til at udforske vanskeligt og dragende stof.

Konsekvensen er et system, hvor gymnasier og videregående uddannelser kæmper om at få fat i de dygtigste elever og studerende, både fordi det ser godt ud med høje adgangs- og afgangskarakterer – men måske også mere problematisk, fordi de er "billigere" i drift (læs: ressourcestærke).

Problemet i uddannelsernes behov for og brug af reklamer, som med rette er blevet sat til debat, dækker i denne forstand over en langt mere grundlæggende skævvridning mellem høj- og lavprestigeinstitutioner.