Debat

Friskolelærere: Vi var tvunget til at demonstrere

DEBAT: Et løntilbud, der ville betyde en markant lønnedgang, var starten på en proces, der med al tydelighed afslører, at det statslige lønsystem ganske enkelt ikke er retfærdigt, skriver Uffe Rostrup, formand for Frie Skolers Lærerforening. 

De lokale lønforhandlinger for friskoler og deres lærere er ren teaterforestilling, skriver Uffe Rostrup, formand for Frie Skoler Lærerforening. 
De lokale lønforhandlinger for friskoler og deres lærere er ren teaterforestilling, skriver Uffe Rostrup, formand for Frie Skoler Lærerforening. Foto: /ritzau/Peter Mydske
Emil Dyrby
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Uffe Rostrup 
Formand, Frie Skolers Lærerforening

Skolens ledelse mente, at det nu var tid til at skifte gulve, tag og få malet. Og det skulle lærerne betale for.

Uffe Rostrup
Formand, Frie Skolers Lærerforening

Onsdag den 25. oktober klokken 14.30 deltog jeg i en demonstration foran Rynkeby Friskole på Fyn. En lille fynsk friskole med seks lærere og 47 elever. En skole, som hver dag har glade forældre og glade børn. Og indtil maj måned i år også glade lærerne, men så startede de årlige lokale lønforhandlinger.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected].

På Rynkeby Friskole har de haft en lønpolitik, hvor de har bestræbt sig på at give lærerne den samme løn som i folkeskolen. Derfor havde lærerne 33.000 kroner per mand i lokale løntillæg. Ved lønforhandlingerne i foråret tilbød skolen at øge de lokale løntillæg med nogle få hundrede kroner, mens lærerne havde lidt højere forventninger – en helt klassisk start på lønforhandlinger.

Absurd løntilbud
Men så skete der noget uventet, og det var, at skolens bestyrelse pludseligt ændrede lønpolitikken. Nu skulle lærerne ikke længere sammenligne deres løn med folkeskolen, men i stedet med de andre friskoler i området.

Fakta

Friskolerne er det dårligst lønnede lærerområde på grundskoleområdet i hele Danmark, og det betød da også, at skolen tog deres løntilbud af bordet og erstattede det med et tilbud på 15.000 kroner. Altså en lønnedgang på 18.000 kroner om året eller 1.500 kroner om måneden! Det tilbud ville lærerne ganske enkelt ikke tage imod.

Elevtallet var steget en lille smule, og per 1. januar er skolen blevet godkendt som profilskole, hvilket tilfører dem minimum et par hundrede tusinde kroner ekstra i statstilskud. Så økonomien er væsentligt forbedret siden sidste skoleår. Alligevel mente skolens ledelse, at det nu var tid til at skifte gulve, tag og få malet. Og det skulle lærerne betale for – tilsyneladende ikke brugerne af skolen, men lærerne.

Forhandlingerne rykker til hovedstaden
Lønforhandlingerne fortsatte i det, der betegnes som et tvisteløsningssystem, men i Undervisningsministeriet består tvisteløsningen mestendels af, at de dækker op til kaffe, og så kan de involverede parter diskutere videre i de fine lokaler i Frederiksholms Kanal – hjælp til løsning af lønudfordringen kom der ikke noget af.

Og så kommer vi til sidste forhandlingsinstans. Her overtager Lærernes Centralorganisation og Moderniseringsstyrelsen forhandlingerne, men igen er der ingen hjælp at hente. Ret skal dog være ret – i lige præcis denne sag var det faktisk vores side af bordet, som stillede et ultimativt krav, nemlig at lærerne ikke skulle gå ned i løn, for at skolen kunne få nyt tag.

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg forestillet mig, at det her var sagen, hvor Moderniseringsstyrelsen for første gang ville sætte foden ned over for skolen og kræve, at skolebestyrelsen forlængede lønaftalen – men det gjorde Moderniseringsstyrelsen ikke. Den støttede uden forbehold skolen i, at lærerne skulle acceptere en lønnedgang på 18.000 kroner.

Det kunne vi ganske enkelt ikke gå med til – vi ville simpelthen ikke aftale vores medlemmer 1.500 kroner ned i månedsløn. På den måde mistede lærerne ikke blot de 18.000 kroner, men i stedet alle de 33.000 kroner, som de havde i lokale løntillæg – for nu er der ikke en aftale, og så kan der ikke udbetales noget som helst.

Ingen anden udvej end demonstration
Forløbet på Rynkeby demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at de lokale lønforhandlinger er en ren teaterforestilling – der er reelt ingen forhandling af beløbets størrelse, for det dikteres af arbejdsgiverne.

Herudover udstiller forløbet, at det statslige lønsystem også følges af et helt umuligt tvisteløsningssystem, hvor arbejdsgiverne blot skal stå imod længe nok, så ender de med at få ret. Det er uacceptabelt og utåleligt for os som lærere i de frie skoler.

Det var grænseoverskridende at stå foran Rynkeby Friskole og demonstrere. Vores forening har aldrig før arrangeret en demonstration mod én navngiven friskole. Men her var det nødvendigt – for det er den eneste handlemulighed, vi har i et lønsystem, som kun tager arbejdsgiverhensyn.

Reelle forhandlinger krævet lokalt lønsystem
Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis vi havde et lokalt lønsystem, hvor det var dikteret, at der skulle afsættes for eksempel 40.000 kroner per mand til fordeling blandt lærerne, så ville lærernes løn ikke kunne investeres i tag- og mursten – det ville da være et noget bedre system.

Lærernes lønkroner skal ikke kunne bruges til alt muligt andet end løn. De skal ikke anvendes til at konkurrere mod naboskolen om de nyeste faciliteter. De skal heller ikke bruges til at lave billigere skole end nabofolkeskolen. De skal bruges til løn til skolens lærere.

Så vi har brug for, at der bliver reelle forhandlinger om den lokale løns størrelse. Og herudover har vi brug for, at lønstridigheder kan afgøres i et fagretsligt behandlingssystem, hvor der er en neutral opmand som sidste instans.

Jeg håber ikke, at Frie Skolers Lærerforening igen bliver nødt til at demonstrere foran en friskole, som sætter lønnen ned til skolens lærere, men risikoen eksisterer, hvis ikke vores lønsystem forbedres, så vi kan være sikre på, at vi får de lønkroner, som overenskomsten stillede os i udsigt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Uffe Rostrup

Skoleleder, Viby Friskole, fhv. formand, Frie Skolers Lærerforening
BA i geografi og idræt (Københavns Uni.)

0:000:00