Debat

Fremtrædende gymnasielektor: Det er politikernes egen skyld, at gymnasierne bruger millioner på markedsføring

Socialdemokratiet og Henrik Dahl kritiserer gymnasierne for at bruge millioner på markedsføring. Men det er politikerne selv, der gjorde gymnasierne til virksomheder, skriver Jan Maintz.

Det markedsgjorte uddannelsessystem er den store årsag til flere af gymnasiernes udfordringer. Det gælder blandt andet et overdrevent rekrutterings- og fastholdelsesfokus, karakterinflation og begrænset fri debat og
ytringsfrihed i praksis for lærerne, skriver Jan Maintz.
Det markedsgjorte uddannelsessystem er den store årsag til flere af gymnasiernes udfordringer. Det gælder blandt andet et overdrevent rekrutterings- og fastholdelsesfokus, karakterinflation og begrænset fri debat og ytringsfrihed i praksis for lærerne, skriver Jan Maintz. Foto: /ritzau/Janus Engel/
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Socialdemokratiet og Henrik Dahl (LA) har helt ret: Det er i et vist omfang en skandale, at gymnasierne bruger mange millioner kroner på markedsføring.  

Det er et himmelråbende hykleri, at gymnasierne ikke mener at kunne spare én krone mere, når Rosborg Gymnasium for nylig brugte 100.000 kroner på en koncert med Tobias Rahim for deres nystartede 1. g’ere, eller når nogle gymnasier tildeler lærere mange timer for konstant at markedsføre gymnasiet på alskens sociale medier.  

Det er åbenlyst, at der bruges en del midler og skattekroner på elevrekruttering – og også på et enormt fastholdelsesfokus – hvis man regner alt med. Socialdemokratiet er således ikke uden en pointe, når de i finansloven vil spare millioner på gymnasiernes markedsføring. 

Politikerne skabte selv problemet 

Men den egentlige skandale er, at både Socialdemokratiet og Henrik Dahl totalt ser bort fra problemets årsager og kontekst. Hvorfor drikker Jeppe? Hvorfor markedsfører gymnasierne sig?  

Gymnasierne markedsfører sig, fordi man markedsgjorde dem i troen på, at markedet og konkurrenceudsættelse effektiviserer og højner kvaliteten i alting. Men en dannelsesinstitution som gymnasiet fungerer ikke som en virksomhed.

Jan Maintz, medlem af Gymnasieskolernes Lærerforenings hovedbestyrelse

Det gør de, fordi Christiansborg fra 2007-2013 markedsgjorde dem så voldsomt, at de tvinges til at agere som virksomheder, hvis de vil klare sig og eksempelvis undgå at fyre lærere ved nedgang i antal elever.  

Problemet er således følgende cocktail af konkurrenceudsættelse og topstyring: Overgangen til selveje i 2007 (selv Bertel Haarder har udtrykt, at det helt ikke gik, som han havde håbet), taxametersystemet fra 2008 (penge per fastholdt elev) og fra 2013 fuld ledelsesret til rektor, også over lærernes undervisningsmængde (OK13).  

Jeg vil påstå, at dette markedsgjorte system – uagtet de fordele, der måtte være – er den store årsag til gymnasiets væsentligste kultursygdomme: Et overdrevent rekrutterings- og fastholdelsesfokus og mange timer og kroner brugt herpå, elev-nursing, karakterinflationen, frygt for at kede eleverne, mindre lærerautoritet og mangel på fri debat og begrænset fri debat og ytringsfrihed i praksis for lærerne (man vil ikke risikere noget).  

Et symptom på topstyringen er den magtarrogance, vi så allerede året efter OK13: I 2014 valgte gymnasierektorforeningen – der hverken repræsenterer eleverne eller lærerne, som har deres egne foreninger – at skifte navn til Danske Gymnasier. Det svarer til, at Socialdemokratiet skifter navn til Folketinget. 

Lige i røven på al markedsgørelsen og topstyringen kom så besparelserne: Godt 12 procent fra 2016-19. Et gymnasium med 120 lærere gik typisk ned til 100 lærere. I dag er en tredjedel af landets gymnasielærere på nedsat tid, to tredjedele af dem på grund af arbejdspresset. 

Læs også

Fem forslag til forbedringer af gymnasierne

Hvordan kommer vi gymnasiernes vildveje til livs? Jeg foreslår følgende fem tiltag:

  • Et skifte i taxametertilskud fra per elev til per klasse 
  • Lærerne skal sammensætte gymnasiets bestyrelse (så der skabes kontakt mellem top og bund, og lærerne bedre kan påvirke bestyrelsen og også bedre komme af med en dårlig leder) 
  • Krav om debat om mindst et væsentligt spørgsmål på mindst to årlige personalemøder og afgørelse ved afstemning (mange steder er møderne i dag reduceret til information fra ledelsen) 
  • En grad af medbeslutningsmagt til de få lærerrepræsentanter i Samarbejdsudvalget  
  • Geninvesteringer i sektoren.  

Disse tiltag ville kunne modgå de værste vildveje. Blot at skælde gymnasierne ud for at bruge penge på markedsføring er ikke andet end den perfekte parallel til Hegels eksempel på elendig tænkning: Menneskene i gaden, der ved synet af en morder på vej til skafottet blot råber ”Morder! Morder!” uden tanke på årsager og morderens sørgelige baggrund.  

Gymnasierne markedsfører sig, fordi man markedsgjorde dem. Og man markedsgjorde dem midt i 00’ernes tyrkertro på, at markedet og konkurrenceudsættelse effektiviserer og højner kvaliteten i alting.  

Men nej. En dannelsesinstitution som gymnasiet fungerer ikke som en virksomhed.  

En dannelsesinstitution kræver intellektuelt, fagligt og pædagogisk overskud, ro om økonomien, åndelig integritet, stolthed og autoritet, store faglige og disciplinære krav til eleverne og akademisk arbejdskraft med en høj grad af motivation, meningsfølelse, engagement og medbestemmelse. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Dahl

MF (LA), forfatter, foredragsholder
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1987), MA (Pennsylvania 1988), ph.d. (Handelshøjskolen i København 1993)