Gymnasielærer: Et bredt gymnasium kræver en stram elevfordeling

DEBAT: Skæv elevfordeling på gymnasier handler ikke kun om etnicitet, men også kvalitet. Taxametersystemet betyder for eksempel, at fagudbuddet er meget mindre i udkantsområder, skriver gymnasielærer Helene Caprani.

Af Helene Caprani
Lektor i historie, spansk og samfundsfag og medlem af hovedbestyrelsen i GL

Det er efterhånden gået op for flere politikere, at der er store udfordringer ved den fri konkurrence mellem gymnasieskolerne.

Men problemet ligger dybere end den etniske opdeling og de små gymnasiers trængsler, som debatten om kapacitetsstyring og elevfordeling – aktuelt i Aarhus og København – tager udgangspunkt i.

Kernespørgsmålet er, hvorvidt gymnasieskolen skal have den samme kvalitet og den samme bredde, uanset elevernes postnummer. Det er ikke tilfældet i dag.

Gymnasiets formål og problemer
Gymnasiet har to overordnede formål: den almene dannelse og forberedelsen til videre studier. Derfor har vi en bred fagrække fordelt på humaniora, naturvidenskab og samfundsvidenskab, der sikrer eleverne et solidt fagligt fundament uanset studieretning.

Og her støder vi på det første problem, for skolerne har ikke lige meget på menuen, hverken hvad angår de enkelte fag eller studieretningerne.

Eftersom taxametersystemet udbetaler per elev og ikke per hold, er små hold dyre i drift, og derfor udbyder skoler med en presset økonomi færre fag. Det gælder skoler med få elever og/eller et højt elevfrafald, og de ligger typisk i områder med en lavere uddannelsesgrad end landsgennemsnittet.

Sagt på en anden måde: Taxametersystemet straffer de unge, der har størst behov for uddannelse, med færre valgmuligheder. Blandt andet valghold i naturvidenskab og fremmedsprog på A-niveau bliver skåret fra. Mens nogle populære studieretninger kan samle hele klasser på 28-30 elever, bliver andre pakket i klasser med forskellige studieretninger.

De er væsentligt dyrere, fordi eleverne i nogle af timerne fordeles på deres respektive – mindre – studieretningshold. Det presser de små skolers økonomi og kan i nogle tilfælde betyde, at disse hold og studieretninger simpelthen ikke bliver oprettet.

Smalt fagudbud er en selvopfyldende profeti
Det smalle fagudbud er en ond cirkel. Nogle skoler bliver allerede i dag fravalgt af lokale unge, der frygter ikke at kunne få deres ønsker om studieretning eller valgfag opfyldt, og den profeti bliver selvopfyldende for dem, der har valgt den lokale skole.

De mere ressourcestærke familier flytter til – eller bliver i – de større byer for at sikre sig, at børnene kan komme i gymnasiet, og elevgrundlaget i udkanten bliver endnu mere smalt. En række gymnasieskoler kæmper i dag for at overleve.

En grim bivirkning er i øvrigt, at lærere på skoler med dårlig økonomi ofte har flere hold end gennemsnittet og derfor mindre tid til at forberede undervisningen og til at se den enkelte elev – netop i de områder, hvor behovet er størst. Det kan risikere at give skolen et dårligt ry og dermed endnu større problemer med at tiltrække elever.

Opdeling sker efter socioøkonomisk baggrund
Samtidig bliver gymnasierne i stigende grad opdelt efter elevernes socioøkonomisk baggrund, fordi populære skoler tiltrækker de dygtigste og i nogle tilfælde endda fører ventelister, mens de øvrige kæmper for at fylde klasserne op med elever med høj frafaldsrisiko – blandt andet på grund af lang transport.

Det gymnasium, der skulle udgøre den vigtigste dannelsesinstitution for vores ungdom, har i stigende grad svært ved at sikre, at de unge møder nogen, der ikke minder endog rigtig meget om dem selv. Det er en trussel mod sammenhængskraften i vores samfund.

Der er flere nærliggende politiske løsninger på problemerne, og hvis det skal batte, skal der både strukturelle ændringer og flere penge til. Man kan eksempelvis indføre en pulje, der finansierer små hold, eller et egentligt lovkrav om minimumsudbud af studieretninger på hver skole, der også finansieres.

Konsekvent styring af elevfordelingen
Man kan også erstatte elevtaxameteret med et klassetaxameter. Man kan sætte en øvre grænse for, eller måske endda forbyde, markedsføring af skolerne for penge, der skulle være gået til at uddanne unge mennesker – i 2016 brugte ungdomsuddannelserne ikke mindre end 170 millioner skattekroner på reklame.

Og man kan sikre de lokale skoler deres elever gennem en konsekvent styring af elevfordelingen, for eksempel gennem skoledistrikter, der tager højde for socioøkonomisk baggrund.

Løsningen med skoledistrikter kritiseres af nogle for at fjerne de unges frie skolevalg. Men det valg har mange af de unge i udkantsområderne allerede mistet i den nuværende model, først i form af en smallere fagrække og dernæst for stor afstand til det nærmeste gymnasium, når det lokale er lukket.

Den frie konkurrence er en floskel
Den frie konkurrence er en floskel, når både elever og skoler har vidt forskellige forudsætninger for at deltage i den.

Vi risikerer voksende hvide pletter på uddannelseslandkortet i strid med både målsætningen om, at mindst 90 procent af landets 25-årige i 2030 skal have gennemført en ungdomsuddannelse, og det såkaldte uddannelsespolitiske nærhedsprincip om, at enhver ung skal have adgang til en bred ungdomsuddannelse i nærmiljøet.

Hvis vi mener de to formål alvorligt, kræver det et opgør med den nuværende konkurrencemodel, så vi igen kan få en dansk gymnasieskole med stor faglig bredde og dybde – uanset postnummer.

Forrige artikel BUPL og DSE: Lad pædagoger hjælpe med den svære seksualundervisning BUPL og DSE: Lad pædagoger hjælpe med den svære seksualundervisning Næste artikel Forening: Inddrag unges egne uddannelsesønsker i visiteringen til STU Forening: Inddrag unges egne uddannelsesønsker i visiteringen til STU