K: Klæd eleverne på til en globaliseret verden

SPROG: Det danske skolesystem skal gøre de danske børn og unge endnu bedre rustet til at begå sig i en stadig mere international verden. Det mener Konservative, der netop nu er i gang med at udvikle deres politik på området.

Det her er et af de områder, hvor vi ikke kunne være lige så ambitiøse, som vi gerne ville, for der var andre i regeringen, der ville noget andet, og vi ikke havde det fornødne antal stemmer til at kunne bære det igennem selv

Mai Henriksen
Uddannelsesordfører, Konservative

Danske børn og unge skal rustes bedre til deres møde med den globale verden. Det mener den konservative uddannelsesordfører Mai Henriksen, som for tiden er i gang med et større udarbejdningsarbejde om, hvordan fremtidens skole kan strikkes sammen.

"Vi er meget opsatte på, at vores kommende generationer skal kunne begå sig i en mere og mere international verden. Og her er der et behov for at kunne flere sprog på fremtidens arbejdsmarked," siger Mai Henriksen, der også er partiets arbejdsmarkedsordfører.

Mai Henriksen har for nyligt stillet to spørgsmål til børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) om, hvor meget det vil koste med tidligere og mere sprogundervisning i folkeskolen. Nu er svarene kommet, men spørgsmålene er ifølge Mai Henriksen ikke nødvendigvis et udtryk for, at Konservative har tænkt sig at arbejde for netop disse mål. Spørgsmålene er nemlig en del af et større udredningsarbejde, Konservative er i gang med, fortæller hun.

"Hele skolesystemet skal have et mere internationalt fokus, og derfor er vi lige nu ved at danne os et overblik over, hvordan området er skruet sammen. Og på et tidspunkt kommer vi så med nogle forslag til, hvordan vores unge kan blive mere orienteret mod en globaliseret verden," forklarer hun.

Ikke nyt med et internationalt fokus

Ifølge Mai Henriksen er det internationale fokus dog ikke en ny politisk sigtelinje for De Konservative. Partiet har ifølge Mai Henriksen altid haft et globalt udsyn, og efter partiet mistede regeringsmagten i efteråret 2011, har det prøvet at genfinde sig selv og finde tilbage til de gamle rødder.

Et af målene er uddannelsespolitikken, og efter partiet ikke længere er afhængig af Dansk Folkepartis støtte, har det fået friere muligheder til at finde nye, politiske retninger. Blandt andet inden for det sprogmæssige område.

"Det var et af de områder, hvor vi ikke kunne være lige så ambitiøse, som vi gerne ville, dengang vi var i regering. Der var der andre, der ville noget andet, og vi ikke havde det fornødne antal stemmer til at kunne bære det igennem selv," siger hun.

Derfor vil man også i fremtiden opleve en konservativ uddannelsespolitik, som vil være mere internationalt fokuseret, fortæller hun.

"Det internationale er rigtig vigtigt for os, og vi har altid været åben mod omverdenen. Derudover har vi aldrig opfattet Danmark som en osteklokke, hvor vi er os selv nærmest," siger Mai Henriksen.

Dertil mener hun også, at fokus har ændret sig, og behovet for at tænke internationalt er blevet større gennem de senere år.

K åbne for tyrkisk i gymnasiet
Og det er ikke kun i forhold til folkeskoleområdet, at Mai Henriksen er interesseret i et mere internationalt præg. Gymnasierne skal også have en mere global profil, mener hun.

Læs: Nej til tyrkisk som 2. fremmedsprog i gymnasiet

Altinget | Uddannelse satte i februar gang i en debat om tyrkisk i gymnasiet, og ligesom Venstre, der udtrykte sig positivt om muligheden for at udbyde tyrkisk som andet fremmesprog i gymnasiet, er Mai Henriksen også åben over for at sætte tyrkisk på skemaet.

Dokumentation

Konkret ville Mai Henriksen vide, hvor meget det vil koste, hvis danske skolebørn skal have engelsk allerede fra 1. klasse og tysk eller fransk fra 5. klasse. I sit andet spørgsmål spurgte hun til, hvor meget der vil koste at indføre et tredje fremmedsprog i folkeskolen, som børnene så skal have fra 7. klassetrin.

Se spørgsmål og svar om omkostningerne ved at fremrykke fremmedsprogene engelsk og tysk/fransk til hhv. 1. og 5. klasse her

Og spørgsmål og svar i forhold omkostningerne ved at udbyde tredje fremmedsprog fra 7. klasse her


Altinget logoUddannelse
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget uddannelse kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00