Lærerstuderende: Folkeskolen mister sin berettigelse, hvis vi taber hver 7. elev

”Alle elever er inklusionselever”.

Sådan lød det fra min første praktiklærer, da vi spurgte, om nogle af eleverne havde særlige behov. ”Som lærer er vores opgave at inkludere alle elever i klassefællesskabet”, uddybede hun. Det er indlysende rigtigt. Men inklusionsopgaven er blevet for stor.

Vi taber simpelthen for mange på gulvet. Og folkeskolen risikerer at miste sin berettigelse som vor vigtigste samfundsinstitution, hvis ikke vi formår at få flere med.

Diagnoser og uddannelsesparathed
Gennem snart fire år på læreruddannelsen har jeg, trods en ringe mængde praktik, haft min gang på en hel del folkeskoler. Trods forskellige klasser og klassetrin på forskellige skoler i forskellige kvarterer var billedet overordnet det samme: En tavle, skarpt lys fra lysstofrørene i loftet, en tung dunst af madpakker og 26 skoletasker, der hænger på ryggen af 26 stole.

Tolærer-ordninger, klassekvotienter, en bedre læreruddannelse og efter- videreuddannelse af lærerne skal give os bedre mulighed for at tage hånd af de elever, som måske hverken har brug for en diagnose eller en markant anderledes skoledag.

Caroline Holdflod Nørgaard
Forperson, Lærerstuderendes Landskreds

På en stol sad Bertram fra 4. klasse, som endnu ikke har fået allokeret ekstra støtte, trods hvad alle omkring ham vurderer som en åbenlys ADHD-diagnose. Udredningen trækker ud, og forældrene anerkender ikke problemet. I virkeligheden sad Bertram faktisk sjældent på stolen.

Bertram forlader ofte klassen i vrede, og klassens forældre klager, når han har slået de andre elever.

På en anden stol sad Ahmad i 8. klasse, som sjældent møder op til timerne og allerhelst bare vil spille fodbold, hvor han som oftest er anfører for ”indvandrerholdet” som spiller mod ”danskerne” ude i skolegården. Ahmad er ikke blevet erklæret uddannelsesparat og ved ikke, hvad han vil efter 9. klasse.

Lærere skal have tid til at inkludere elever
På en tredje stol sad Anna i 6. klasse, som har angst og bruger det meste af timerne med hørebøffer på for sig selv. Når Annas lærer åbner Aula om aftenen, kan han være stensikker på, at der ligger en mail fra Annas forældre med links til læringsteorier og materialeforslag, som de vurderer bedst vil imødekomme Annas særlige behov. Annas far er nemlig cand.pæd. og har mange forslag.

Og på den fjerde stol sad Jessica i 2. klasse, som aldrig får spist morgenmad hjemmefra, aldrig har penalhus med og har behov for konstant at være i kontakt med sin lærer – en voksenrelation, der ikke bliver dækket derhjemme.

Alle fire elever skal og kan inkluderes i skolens fællesskab. Men det kan kun lade sig gøre, hvis lærerne har tiden, rammerne og kompetencerne til det. I 2012 blev inklusionsloven rullet ud, og langt flere elever skulle undervises i de almindelige klasser.

De nye krav til lærerne, som loven bragte med sig, gør det dybt ironisk, at specialpædagogikken forsvandt som undervisningsfag i læreruddannelsen året efter.

Folkeskolereformen gav mulighed for at løfte flere
Året efter kom folkeskolereformen. Jeg har den slet populære holdning, at reformen talte mange af de rigtige takter med understøttende undervisning, mere variation i skoledagen og den åbne skole. For vi har brug for en skoledag, hvor vi løfter flere – ikke mindst drengene.