Debat

Lederne om FGU: Lederen skal have frihed til at hyre og fyre

DEBAT: Det skal være lederen, der ansætter og afskediger personale – ikke bestyrelsen, som regeringen lægger op til i sine lovforslag om den nye forberedende grunduddannelse, skriver uddannelseschef i Lederne Thomas Christensen.

Foto: Pressefoto/Lederne
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Christensen
Uddannelseschef i Lederne

Det er vigtigt at styrke og målrette indsatsen for unge over hele landet, som efter grundskolen ikke er klar til at starte på en ungdomsuddannelse eller komme i job.

Derfor er det en vigtig politisk aftale om reform af det forberedende område og etablering af en ny forberedende grunduddannelse, som et bredt flertal af Folketingets partier aftalte i oktober 2017.

Men når man læser udkastet til de fire lovforslag på området, som Undervisningsministeriet sidenhen har udarbejdet, og som bliver fremsat til vedtagelse i Folketinget i sidste halvdel af marts, er der et par væsentlige torne i en ellers generelt fint bundet buket.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Endelig bestyrelse skal ansætte leder
Af det mere end 300 sider lange lovkompleks fremgår blandt andet, at der i de færre og større fremtidige uddannelsesinstitutioner skal være to typer af bestyrelser: en midlertidig bestyrelse frem til 1. august 2019 og en endelig bestyrelse med virkning fra 1. august 2019 og frem.

Og der lægges op til, at det er den midlertidige bestyrelse, som skal ansætte institutionens leder.

Det vil være særdeles vanskeligt og langsommeligt at administrere, hvis alle ansættelser og afskedigelser af alt fra pedeller til undervisningsassistenter skal afvente bestyrelsens blå stempel.

Thomas Christensen
Uddannelseschef i Lederne

Det betyder med andre ord, at når den endelige bestyrelse tager arbejdstøjet på 1. august 2019, har den midlertidige bestyrelse allerede truffet en af de vigtigste beslutninger, nemlig at udpege og ansætte institutionens leder. Den model må vi i Lederne kraftigt advare mod.

Det er i alles interesse, at den endelige bestyrelse får mandat til at finde frem til den efter bestyrelsens opfattelse bedste og mest kompetente leder – frem for at skulle ”overtage” en leder, som en midlertidig kreds af bestyrelsesmedlemmer har ansat.

Frihed til at hyre og fyre
Et andet stort problem handler om lederens frihed til at kunne ansætte og afskedige skolens medarbejdere.

I lovkomplekset lægges der således op til, at bestyrelserne i de enkelte institutioner ikke kun kan ansætte og afskedige lederen, men også skal godkende ansættelser og afskedigelser af det øvrige personale. Den model duer ikke.

Dels fratager den lederen en fundamental del af ledelsesretten, nemlig retten til at ansætte og afskedige skolens personale. Og dels vil det være særdeles vanskeligt og langsommeligt at administrere, hvis alle ansættelser og afskedigelser af alt fra pedeller til undervisningsassistenter skal afvente bestyrelsens blå stempel.

På andre uddannelsesinstitutioner er det helt normal praksis, at institutionens leder er bemyndiget af bestyrelsen til at ansætte og afskedige sit personale, mens bestyrelsen ansætter (og om nødvendigt afskediger) lederen. Den model vil Lederne også helt klart anbefale på den nye forberedende grunduddannelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Christensen

Ledercoach og stresscoach
cand.techn.soc. (Roskilde Uni. 1987), master of education and learning (Roskilde Uni. 2011)

0:000:00