Lektor: Grønlandskrisen afslører Danmarks dårlige placering i verdensordenen

Tæppet er blevet revet væk

Så sent som i sin nytårstale beskrev statsministeren det udenrigspolitiske verdensbillede som en kamp mellem gode og onde kræfter: Danmark, Europa og USA over for Rusland, Kina og Nordkorea.

Få dage efter trak en ny amerikansk præsident så tæppet væk under dette verdensbillede ved at erklære sig villig til at anvende økonomisk og militær magt, hvis ikke Danmark frivilligt ville afstå Grønland. Grønland var, måtte vi forstå, af vital betydning for USA's nationale og økonomiske sikkerhed.

Trumps udmelding udløste ikke blot en udenrigspolitisk krise, men også en forståelsesmæssig krise.

Jørn Bjerre
Lektor og ph.d., Aarhus Universitet

Trumps udmelding udløste ikke blot en udenrigspolitisk krise, men også en forståelsesmæssig krise. Samtidig med at vores suverænitet pludselig var truet, måtte vi prøve at forstå, at truslen kunne komme fra den mest uventede kant – den partner, vi notorisk har kaldt den vigtigste, og som vi skulle så tæt på, at der ifølge statsministeren ikke måtte komme et A4-ark mellem Danmark og USA.

Den limbo som den danske regering med et slag befandt sig i – og som i medierne er blevet beskrevet som en "dans på æggeskaller" – bevidner choktilstanden.

Vi stod som nation uden ord til at forklare, hvad der var sket, og vi, der ellers var vant til at tale i versaler, når det gjaldt Nato og udenrigspolitik, mistede pludselig vores officielle stemme og måtte overlade det til tidligere ministre at sige det indlysende, når det gælder USA's ekspansive adfærd.

Et udenrigspolitisk reality check 

Når man er i en krise, er det afgørende, om årsagen kommer udefra eller indefra – er det noget, der sker i verden, der udløser den, eller har man haft et forvrænget billede af den?

I forhold til Grøndlandskrisen er spørgsmålet, om krisen består i, at Pax Americana styrter sammen, eller det snarere er vores billede af Pax Americana, den har været gal med.

I forhold til Grøndlandskrisen er spørgsmålet, om krisen består i, at Pax Americana styrter sammen, eller det snarere er vores billede af Pax Americana, den har været gal med.

Jørn Bjerre
Lektor og ph.d., Aarhus Universitet

Tager man udgangspunkt i den analyse af Pax Americana, som den tyske journalist Peter Bender fremlagde i 2003, så er der ikke noget af det, der sker på den udenrigspolitiske scene lige nu, der burde overraske.

I den efterhånden klassiske artikel med titlen 'America: The New Roman Empire?', sammenligner Bender Pax Americana med dens historiske forlæg, Pax Romana – den cirka tohundredeårige periode med relativ fred og stabilitet, der var i Romerriget – og konkluderer, at “verdensmagter uden rivaler er en klasse for sig.”

De er, som han skrev, kendetegnet ved følgende karaktertræk:  

1. De accepterer ingen som ligemænd.
2. De er hurtige til at kalde loyale følgere for venner.
3. De kender ikke længere til fjender, kun oprørere, terrorister og slyngelstater.
4. De kæmper ikke længere, de straffer blot.
5. De fører ikke længere krige, de skaber blot fred.
6. De er oprigtigt forargede, når vasaller undlader at opføre sig som vasaller.

På alle seks punkter flugter Trumps linje med den udenrigspolitiske linje, som USA har lagt siden Berlinmurens fald. Her har Pax Americana været synonym med en unipolær verdensorden, hvor USA ikke har accepteret ligemænd; USA var hurtig til at kalde Danmark – et tidligere militært fodslæbende land – for en "god ven".

Siden har Danmark konsekvent fulgt USA ind i internationale brændpunkter, ud fra et argument om at vi udbredte den internationale, regelbaserede verdensorden og demokrati (Irak og Afghanistan) – samtidig med at vi kom af med slyngler som Saddam Hussein og Muammar Gaddafi.

Krige blev omdøbt til fredsbevarende operationer, for som den polsk-amerikanske diplomat og politolog Zbigniew Brzezinski (nok med tungen i kinden) bemærkede: USA invaderer ikke lande – de "befrier" dem.

Fortolker man Pax Americana i lyset af denne liste, er det næppe overraskende, at Trump bliver oprigtigt forarget over, at Danmark ikke opfører sig som en god vasal, når det gælder spørgsmålet om Grønland.

Når principper bliver pragmatik 

Essensen af Benders analyse er, at man må sondre mellem, hvordan Pax Americana tager sig ud fra indersiden og ydersiden.

Set indefra er Pax Americana kendetegnet ved moral, menneskelighed, samhandel og demokrati. Set udefra fremstår den som en imperialistisk struktur, der – med en pragmatikers forhold til principper – kalibrerer demokrati og menneskerettigheder ud fra egne strategiske interesser.

Betragter man Grønlandskrisen i dette lys, er den mindre et udtryk for, at Pax Americana bryder sammen, end et udtryk for at Danmark – takket være den aktuelle strategiske situation i verden – pludselig befinder sig på ydersiden af Pax Americana.

Selvom Trumps facon adskiller sig fra tidligere amerikanske præsidenters, kan krisen ikke reduceres til et spørgsmål om, hvem der sidder i Det Hvide Hus; USA har siden købet af Alaska søgt at erhverve Grønland, og for nyligt var der en høring i senatet om Grønlands geopolitiske betydning.

Med Arktis' øgede strategiske betydning lå det i kortene, at Danmark kunne komme på tværs af USA's strategiske interesser.

Jørn Bjerre
Lektor og ph.d., Aarhus Universitet

Med Arktis' øgede strategiske betydning lå det i kortene, at Danmark kunne komme på tværs af USA's strategiske interesser. Hvad enten man accepterer, at Danmark – som den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, har formuleret det – er en dårlig allieret, fordi vi mangler evne til at forsvare Grønland militært, eller man mener, at USA agerer imperialt, så viser krisen, at det ikke er principperne for en international retsbaseret orden, USA i sidste ende tager pejling af, men af de klassiske principper om magtbalance, interessesfærer og røde linjer.

Grønlandskrisen afslører dermed, at forestillingen om en manikæisk verdensorden – hvor de gode står over for de onde, demokrati over for autokrati, ret over for magt – ikke stemmer overens med virkeligheden.

Selvom der er en kvalitativ forskel mellem det demokratiske USA og det autokratiske Rusland, betyder det ikke, at USA har bevæget sig ud over might-is-right-logikken eller har droppe sine ekspansive, imperiale ambitioner.

Når Danmark har en åbenlys interesse i at være allieret med USA, er det heller ikke alene, fordi vi deler værdier, men fordi det er klogt at være på hold med den stærkeste.

Summa summarum: Grønlandskrisen er et udenrigspolitisk reality check, der gør det nødvendigt at rekalibrere vores fortælling, så den i højere grad flugter med virkeligheden, så vi står ved de principper, som USA og Nato faktisk opererer efter.

Det udhuler de principper om demokrati, menneskerettigheder og retsprincipper, som vi fortsat skal kæmpe for, hvis vi bruger dem som et humaniserende skjold, bag hvilket vi varetager egne magtpolitiske interesser.