Lektor: Manglende arbejdstidsaftale forringer arbejdsmiljø og faglig kvalitet

Af Jacob Magnussen
Lektor på Københavns Professionshøjskole

Et nyt skole- og undervisningsår er nu startet. Endnu et år uden en arbejdstidsaftale for alle os lærere og undervisere.

Lov 409, der afsluttede lærerlockouten i april 2014, står i dag som det fælles symbol på, at vi lærere og undervisere hver især selv må sørge for rimelige arbejdsvilkår, så vi kan levere god undervisning.

Vores nye børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har på årets første skoledag sat ord ’på elefanten i rummet’, nemlig Lov 409, som sluttede lockouten ved at ophæve alle arbejdstidsaftaler.

Fagbevægelsen og særligt Danmarks Lærerforening krydser fingre for, at næste overenskomstrunde (OK21) vil løse dette hængeparti fra en ellers vellykket OK18. Det er dog ikke sikkert, at vi får en ny aftale eller noget, der minder om det gamle system.

Derfor må vi lærere og undervisere selv sætte ord på, hvad der er sket uden en arbejdstidsaftale, for at offentligheden forstår, hvilken elefant der er løs i landets klasse- og undervisningslokaler.

Bagsiden af denne nye ledelsespraksis er dog både et dårligt arbejdsmiljø, men også et fagligt kvalitetstab. I dag ved enhver lærer, at den lokale leder har en pose med ekstra timer i, men ingen ved, hvor stor den er.  

Jacob Magnussen
Lektor, Københavns Professionshøjskole

Usynligt nulsumsspil om ekstra timer
I dag afgøres vores arbejdstid suverænt af den lokale leder i dialog med den enkelte lærer eller underviser. I arbejdsgiverkredse er der stor tilfredshed med den genvundne ledelsesret. Væk er regnearksledelsen og med det lederen som blot timetæller.

På den måde skal der ikke længere betales to gange for nye opgaver – underforstået, at nye opgaver i det gamle arbejdstidssystem automatisk udløste merarbejde.

Bagsiden af denne nye ledelsespraksis er dog både et dårligt arbejdsmiljø, men også et fagligt kvalitetstab. I dag ved enhver lærer, at den lokale leder har en pose med ekstra timer i, men ingen ved, hvor stor den er.

Derfor er der på hver enkelt skole og uddannelse et intenst, men usynligt ’nulsumsspil’ om disse mulige ekstra timer.
Usynligt, fordi ingen kender til hinandens strategier og mulige gevinster eller tab. Det er jo en privatsag.
Et nulsumsspil, fordi den enes gevinst – for eksempel flere forberedelsestimer – er den andens tab – færre ditto.

Normalisering er lig kvalitetstab
I nogle kommuner og uddannelser er der etableret en praksis, der minder om en arbejdstidsaftale, men for det meste er de minimumsaftaler. Ekstra tid eller færre opgaver skal også her findes mellem den enkelte leder og den enkelte lærer.

Og hvad er der galt med det? Sådan foregår det jo på det øvrige arbejdsmarked!

Tidligere finansminister og arkitekten bag Lov 409, Bjarne Corydon, kaldte lovindgrebet for en ’normalisering’ af lærerområdet. Så hvis det er opfattelsen, må vi lærere blot konstatere, at det faglige kvalitetstab, vi oplever i disse år, også er sket i alle andre sektorer.

I fraværet af en arbejdstidsaftale med åbne og gennemskuelige normer for en fair fordeling af tid til de forskellige slags opgaver må vi lærere i stedet hver især benytte os af følgende tre private strategier.

Karrierestrategien
Den første strategi er karrierestrategien. Ikke nødvendigvis mod at blive leder, men også at forfølge de faglige ambitioner. Her består det rationelle i at få nye og andre opgaver end blot at undervise, for eksempel projektledelse.

Det er både fagligt stimulerende og godt at have flere forskellige slags opgaver. Ikke mindst at slippe for nogle af de mange undervisningsopgaver. Det er hårdt ’at være på’ som lærer, uagtet at det på samme tid også kan være fagligt tilfredsstillende.

Relationsstrategien
Den anden strategi er relationsstrategien. Den er mere reaktiv end den første og fordrer en mere tæt relation til lederen. Det rationelle består her i at opnå færre opgaver eller flere timer til sine opgaver.

For at opnå succes med strategien kræver det en autentisk og troværdig fortælling om det hårde eller endda svære ved at undervise. Lederens oprigtige sympati udløser gevinsten og helt uden krav om lægeerklæringer.

Mestringsstrategien
Den tredje strategi er mestringsstrategien, som er at tilpasse ens opgaver til den givne arbejdstid. Det smarte ved denne strategi er, at den ikke kræver lederinvolvering. Den er effektiv ved at være en ’personlig stil’.

For eksempel er ’top’-mestringsstrategien kendt blandt de fleste lærere: At sige ’top’ til censors alt for høje karakterudmelding sparer både tid og bøvl. Ingen sure miner eller ekstra opgave med at afholde reeksamen eller rette en ny opgave. Samtidig kan karakterernes himmelflugt opretholde troen på ens egen indsats.

Strategier medfører faglige kvalitetstab
De tre strategier er smarte og logiske og især i krydskombinationer, men de medfører også et fagligt kvalitetstab: Karrierestrategien skaber et lukket netværk af få inviterede lærere, hvor der sjældent opnås en effekt uden for ’A-holdet’.

Relationsstrategien demotiverer de lærere, der taber i det årlige spil om timer: ’Bliver jeg snydt?’ eller ’Nu har han igen fået fjernet opgaver’ og så videre. Fortællingerne er lokalt uendelige og modstridende og bidrager til gensidig mistro. Tillid og engagement er altafgørende for god undervisning, men den forsvinder ved den oplevede vilkårlighed og uigennemskuelighed.

Mestringsstrategien er nu heller ikke så smart. For selvom det er smart at tilpasse ens opgaver til ’det muliges kunst’, så ender en sådan praksis dog med at blive de faktiske mål frem for de lovpligtige mål. Det er ikke heldigt.

Så mens vi venter på en ny arbejdsaftale eller det, der ligner, må vi finde en ramme, så vi kan tale åbent om ’elefanten i rummet’, og hvad der sker på den enkelte skole og uddannelse. Det bliver ikke let, men det er altafgørende for at genvinde fagligheden og det gode arbejdsmiljø.