Ligeværd: STU-finansiering spænder ben for unge med særlige behov

Af Esben L. Kullberg
Sekretariatschef i Foreningsfællesskabet Ligeværd

Der mangler penge i kommunerne til at finansiere Den særligt tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU). KL siger, at staten ikke refunderer de kommunale udgifter tilstrækkeligt. Resultatet er, at kommunerne spekulerer i besparelser, stordriftsfordele og kassetænkning for at få budgetterne til at hænge sammen. Det spil bliver unge med særlige behov gidsler i.

Kommunal uretfærdighed
Unge med særlige behov og deres forældre henvender sig i stigende antal til Ligeværds rådgivning om udfordringer med at få det ønskede STU-forløb. Det kan være, fordi kommunen ikke anviser et relevant uddannelsessted. At den unge og forældrene bliver mødt med, at der kun er ét uddannelsestilbud, og det er det kommunale. Eller de er frustrerede over, at deres søn eller datter har lyst og muligheder for at få et arbejde, men at det uddannelsestilbud, den unge får, ikke har fokus på den unges beskæftigelsesmuligheder.

Nu kan det være nærliggende at reagere ved at blive vred på ’kommunen’. Det er såmænd forståeligt nok, når man ved, hvad det koster for hele familien at skulle kæmpe for hver eneste ydelse og hvert eneste gran af ligeværdighed. Vreden går dog ofte ud over sagsbehandlere eller andre, der står i kommunens forreste række og forsøger at hjælpe de unge.

Det er uretfærdigt i den forstand, at problemerne ofte bunder i noget helt andet end dårlig sagsbehandling og ond vilje hos kommunale medarbejdere.

Stort set alle de problemer, disse unge og deres forældre oplever i forhold til at få tilbudt en relevant og kvalificeret ungdomsuddannelse, bunder i forhold omkring kommunernes økonomi.

Hvilket ansvar vejer tungest hos de kommunale embedsmænd, der har ansvar for både at skaffe de unge en kvalificeret ungdomsuddannelse OG samtidig få de kommunale budgetter til at balancere?

Esben L. Kullberg
Sekretariatschef i Foreningsfællesskabet Ligeværd

Økonomisk kassetænkning
Kommunerne skal spare penge. Derfor sørger man for, at de personer, der visiterer unge med særlige behov til STU, er de samme personer, der også har ansvaret for de tilhørende budgetter. Det betyder, at opgaven med at finde et uddannelsestilbud til de udsatte og sårbare unge kædes tæt sammen med, hvor mange penge der er råd til at bruge på opgaven. Umiddelbart lyder det måske ret uskyldigt.

Men problemet opstår, når der ikke er penge nok til alle unge, og der så opstår konflikt mellem de to typer ansvar.

For hvilket ansvar vejer så tungest hos de kommunale embedsmænd, der har ansvar for både at skaffe de unge en kvalificeret ungdomsuddannelse OG samtidig få de kommunale budgetter til at balancere?

De mange henvendelser i Ligeværds rådgivning viser, at budgetansvaret kommer til at veje tungest. Og at de unge med særlige behov bliver tabere i den konflikt.

Diskussionen, om hvorvidt den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse er tilstrækkeligt finansieret gennem refusion fra staten, er en gammel diskussion.

Den er faktisk lige så gammel som STU’en selv. Hvis man kigger historien efter, så har KL vel aldrig anerkendt det finansieringsgrundlag, der blev anvist, da loven blev til i 2007. KL mener, at der i dag mangler 3-500 millioner kroner i statslig refusion, for at økonomien hænger sammen.

Den nuværende situation er uværdig
I Ligeværd skal vi ikke tage stilling til, hvor meget der måtte mangle i de kommunale STU-kasser. I sidste ende er tal taknemmelige, og STU’ens rette finansiering er ikke et fast beløb. Det er det, KL og Finansministeriet må forhandle sig til enighed om.

Det, vi fra Ligeværds side gerne vil give udtryk for, er, at de nuværende finansieringsforhold skaber så mange problemer, som tørres af på en gruppe unge, som knapt kan give udtryk for deres ønske, behov og holdninger. Den situation, der er i dag, er både uligeværdig og uværdig og tager en gruppe sårbare unge og deres fremtid som gidsler.

Så derfor er det på tide, at der findes en politisk løsning, der sikrer, at det ikke er økonomisk kassetænkning og trakasserier, der forhindrer unge med særlige behov i at få lige og fri adgang til en relevant ungdomsuddannelse, ligesom alle andre unge kan.