Mindeord: Fhv. stedfortrædende generalsekretær, cand.mag. Lavst Riemann Hansen (80)

Min første erindring om Lavst er fra Krogerup Højskoles efterårshold 1960. Vi var elever i Engberg-Pedersens tid. Og Lavst spillede hovedrollen i Jules Romains’ forunderlige teaterstykke ’Doktor Knock’, hvilket han gjorde fortræffeligt.

Men i virkelighedens verden var der ikke en stor skuespiller gemt i Lavst. Heller ikke en svindlende doktor Knock. Lavst havde en sindighed, en ofte afventende attitude suppleret med smilende øjne.

Lavst var gårdejersøn født i Mjøls ved Aabenraa. Den slags personer var der ikke mange af, da jeg nogle år efter Krogerup igen mødte ham på samfundsfagsstudiet på Københavns Universitet.

Studiet var nyt, meget skulle startes fra scratch. Lavst udvirkede sammen med den senere fagkonsulent i samfundsfag Henrik Halberg mange konstruktive løsninger i samspil med fagets helt nye lærere, bl.a. Knud Larsen. Mens de mere venstresnoede talte sig trætte ved fredagsmøderne, sørgede Lavst og Halberg for, at studiet kom til at fungere med et flot fagligt niveau.

En kort periode først i 70’erne var jeg sammen med Lavst medlem af styrelsen i Gymnasieskolernes Lærerforening (GL). Jeg syntes, at jeg spildte min tid, og foretrak det partipolitiske arbejde, men Lavst anså det faglige arbejde for vigtigt. I fire valgperioder af hver to års varighed var han i 1979-1987 formand for GL – hver gang valgt med en smal margin over en ny modkandidat.

Trods uenigheder var han respekteret for sine strategiske talenter, sin kompetence og sine åbenlyse forhandlingsevner.

Lavst og jeg blev ikke gymnasiekolleger, men samarbejdede på Hærens Officersskole om fagene international politik og statskundskab.

Vores veje skiltes, til vi i 1978 mødtes i den opgavekommission, der udarbejdede skriftlige opgaver til samfundsfag. Det ville være historieforfalskning, hvis jeg sagde, at Lavst var den mest udfarende her, men til gengæld var vi andre sikre på hans indsigt, hans omsorg for den faglige kvalitet og hans loyalitet i det ofte spraglede samarbejde.

Lavsts blik på både muligheder og begrænsninger i alt fagligt, pædagogisk og politisk arbejde var udtalt. Her kom muligvis den sønderjyske sindighed, hans åbenlyse begavelse, hans underspillede humoristiske sans og hans evne til ikke at fornærme andre ham til stor gavn. Han forenede disse egenskaber, så vi, der holdt af ham, var sammen med et venligt og helstøbt menneske.

Kun 14 dage før hans død var vi til kommissærfrokost med ham. Nu er vi ikke opgavekommission, men ældrekommission! Den eftermiddag var han nærværende, underfundig og havde overskud til samtalerne, men fysisk også ganske svag. Jeg var den sidste, der talte med ham, da vi skiltes på Hellerup Station – vemodigt.

Han var ikke en doktor Knock. Han var Lavst. Et roligt og stort træ er faldet.

Dette mindeord er først bragt i Politiken 13. december 2020.