Mindeord om højskoleformand og -forstander Mogens Hemmingsen af Søren Bald

Jeg har haft det privilegium at have arbejdet tæt sammen med Mogens Hemmingsen i FFD.

Ingen enkeltperson har i de sidste 40 år betydet så meget for skoleformen som Mogens.

Han startede som 27-årig som forstander for Danebod Højskole og var til sin død på færde i hele højskoleverdenen. Han var den generøse vejleder for alle, der havde brug for et eller flere råd. Mogens var uselvisk i sin rådgivning. Lærerne på hans skoler fik indirekte et lysende eksempel på, hvad overblik, nærvær og kompetence kan betyde, hvis de selv ville være forstandere et andet sted.

Mogens havde ikke de gamle forstanderes oratoriske overskud, men til gengæld stod han for grundighed og fundamental indsigt i skoleformens vilkår. Han kunne vise vejen fra det prosaiske ind i det poetiske, og han var aldrig bange for at lade andre lyse, mens han selv nærmest var statist.

Jeg har oplevet ham lyne en enkelt gang. Det var, da en kandidat til posten i Højskolebladets bestyrelse stillede op til valg. Mogens vidste af erfaring, at den pågældende løbende ville intimidere bladets redaktør, så Mogens advarede direkte og i klar tale forsamlingen mod at vælge den pågældende, hvad vi så heller ikke gjorde. Det var undtagelsen, men Mogens var ét med det frisind, som er højskoleformens grundstof.

Derfor var han også i interne sammenhænge konstant efter Tvinds repræsentanter, fordi han betragtede dem som blinde passagerer i højskoleskibet og en belastning for skoleformens forhold til staten.

Til det sidste var Mogens aktiv i skabelsen af nye højskoler. Han lagde en enorm flid i det arbejde, men først og fremmest må jeg som en, der har samarbejdet tæt med ham i fire år sige: Når man taler om at være et ordentligt menneske, så er Mogens Hemmingsen arketypen på dette begreb.

En højskolernes høvedsmand er død. Meget sørgeligt for både hans nærmeste og for skoleformen med alle de kvaliteter, som Mogens igen og igen påpegede og selv kæmpede for i mere end 50 år.