Nekrolog: Ritt Bjerregaard var isbryder og frontløber

Opgøret med "kustoderne" i sit eget parti sikrede Ritt Bjerregaard et navn. Det handlede ikke kun om opmærksomhed, men om vilje til at forny og forandre.

Ritt Bjerregaard i sit hjem i Kartoffelrækkerne på Østerbro. 
Ritt Bjerregaard i sit hjem i Kartoffelrækkerne på Østerbro. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Rasmus NielsenTyson W. Lyall

I Ritt Bjerregaards omfattende arkiv af klummer, læserbreve og talepapirer findes der ét dokument, som særligt indrammer det væsen, der lørdag forlod denne verden efter 81 år.

I en kronik – bragt i det hedengangne socialdemokratiske dagblad Aktuelt 18. marts 1984 under overskriften "Han står vagt om montrerne i parti-museet" – serverede en 42-årig Ritt Bjerregaard den distinkte blanding af selviscenesættelse, provokation, forandringsvilje og kvindekamp, som blev hendes politiske varemærke.

Over to sider leverede hun en syngende retorisk lussing til en ”aldrende” garde af politiske ”kustoder”. Som et særligt kendetegn for afsenderen var kritikken rettet mod personer fra hendes eget parti.

I en debat om Socialdemokratiets forhold til fodnotepolitikken fik partiveteranen Robert Pedersen og hans allierede ”flok af gamle mænd” Ritt Bjerregaards direkte facon at føle.

De ”ældre herrer” så det ifølge Ritt som en dyd ikke at skifte mening. Sådan kunne man bare ikke bedrive politik.

”For verden har jo forandret sig”.

Kronikken i Aktuelt var alt det, Ritt Bjerregaard blev kendt for at være. Kompromisløs og skarp i sit opgør med dogmer, konventioner og etablerede magtstrukturer. Stædig i sin kamp for forandring.

Barnet af det gamle Vesterbro var altid moderne i sit udsyn og hårdfør – særligt i kampene med sine egne. 

Læs også

Frontløberen

Ritt Bjerregaard var fra barnsben stærk rustet til opgørene. Hun kunne allerede som ung stå imod – tage hug og blive smudset til, men børste det af sig og komme videre. Hun higede ikke efter opmærksom og påskønnelse. Hun var sin egen. Hvilket gjorde det lettere for hende at gå selv.

Som ung skoleelev satte hun snuden i sporet, selvom hun ikke blev indstillet til gymnasiet efter mellemskolen. Hun endte derfor alligevel med både en studentereksamen og en lærereksamen med et tårnhøjt gennemsnit.

En enkelt lille tåre afslørede en sjælden sprække i facaden, da hun blev fyret som undervisningsminister i 1978 efter et stærkt omtalt ophold på det eksklusive Hotel Ritz i Paris, men allerede året efter var hun tilbage som socialminister. Hun fik kappet hovedet af flere gange i sin karriere, men løb aldrig forvildet rundt. Hun forblev ”on track”.

1978: En af danmarkshistoriens mest kendte tårer tørres væk. Ritt Bjerregaard går af som undervisningsminister efter sagen om et dyrt ophold på Hotel Ritz i Paris. Til højre for Ritt står afløseren, senere finansminister Knud Heinesen. 
1978: En af danmarkshistoriens mest kendte tårer tørres væk. Ritt Bjerregaard går af som undervisningsminister efter sagen om et dyrt ophold på Hotel Ritz i Paris. Til højre for Ritt står afløseren, senere finansminister Knud Heinesen.  Foto: Geert Bardrum/Scanpix

Vedholdenheden fik hun med fra barndomshjemmet, som hun selv tillagde stor betydning. Man skal gøre sig umage, lød det fra forældrene Gudmund og Rita, og umage gjorde Ritt sig.

Derfor blev hun en frontløber på mange forskellige baner.

Hun blev den yngste kvindelige minister nogensinde i 1973. Hun blev landets første kvindelige kommissær i det EU-system, hun ellers oprindelig var modstander af. Hun blev den første valgte kvindelige overborgmester i København i 2005. Hun nåede at betræde alle trin i det politiske system.

Fra byrådsmedlem i Odense, over Slotsholmen til kommissær i Bruxelles og retur via Slotsholmen til bordenden på Københavns Rådhus.

Blå bog

Født Jytte Ritt Bjerregaard den 19. maj 1941 i København.

Opvokset på Vesterbro med forældrene Gudmund og Rita og sine to små søskende, Nels og Guri.

Gift 22. juli 1966 med lektor, historiker Søren Mørch.  

Elev på Enghave Plads Skole de første fem skoleår.
Derefter på Christianshavns Gymnasium med realeksamen i 1958.
Uddannet lærer fra Emdrupborg Statsseminarium, 1964.  

Folkeskolelærer 1964-70.
Seminarieadjunkt ved Odense Seminarium 1971.  

Politisk karriere:
Odense Byråd for Socialdemokratiet 1971-73.
Folketingsmedlem 1971-95 og 2001-05.  
Undervisningsminister 1973 og 1975-1978.
Socialminister 1979-1981.
Fødevareminister 2000-01.
Miljøkommissær i EU 1994-99.  
Overborgmester i København 2006-09.

Ritt Bjerregaard har været forfatter, medforfatter og medvirket i mere end 20 bøger. Hun udgav egne erindringer i fire bind: 'Valgt', 'Ritt', Udenfor' og 'Ovenpå'. Første bind udkom i 2015, og serien fuldendtes ved hendes firsårs-dag i maj 2021.

På intet tidspunkt fik hun dog noget foræret. Hverken som barn i Enghave Plads Skole eller som etableret politiker på Christiansborg. Der var kamp om pladserne, men Ritt Bjerregaard fik tilkæmpet sig én – allerøverst i sit land og i sit parti som en del af den magtfulde firebande med Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft.

Hun nøjedes imidlertid ikke med blot at finde plads til sig selv, men forsøgte også at udnytte sin position til at bane vejen for andre – gerne yngre, kvindelige kræfter. Hun forventede aldrig, at livet skulle være retfærdigt, men hun insisterede på at kæmpe for den – retfærdigheden.

Hendes principfasthed og stædighed i denne kamp blev et kendetegn, som også kostede hende dyrt flere gange.

Man slog sig på Ritt

Det er nemlig uundgåeligt at skrive om Ritt Bjerregaards liv uden også at nævne hendes ture igennem mediemøllen. Hun ville ganske givet selv være irriteret over at have ”sagerne” knyttet så tæt til sit eftermæle, men tilsammen siger de noget afgørende om hendes karakter.

Fra sagen om Hotel Ritz i 1978 til sagen fra 1991 om den store Vesterbro-lejlighed hun havde, mens folkeregisteradressen var på Fyn, til sagen om bogen ’Kommissærens dagbog’, som hun endte med at trække tilbage i 1995.

Selv følte hun sig i disse tilfælde misforstået og uretfærdigt behandlet. Sagerne er alligevel et vidnesbyrd om hendes stædighed og stolthed. Hun kunne eksempelvis have reddet sit politiske skind i 1978 ved at have accepteret statsminister Anker Jørgensens krav om at tilbagebetale 20.000 kroner af regningen fra Hotel Ritz. Men hun havde ikke gjort noget galt, mente hun selv og senere også Rigsrevisionen, så hvorfor i al verden skulle hun lægge sig fladt ned?

”Jeg syntes, at jeg fuldt havde levet op til, hvad jeg skulle. Og hvad bilder Anker sig ind at sige, at jeg skal betale 20.000 tilbage,” sagde hun senere om sagen, der blandt andet er blevet kaldt ”den første mediebårne politiske skandale herhjemme”.

1985: I samtale med Anker Jørgensen og Svend Auken i Folketingssalen. 
1985: I samtale med Anker Jørgensen og Svend Auken i Folketingssalen.  Foto: Mogens Ladegaard/Scanpix

Hun kunne også have sikret sig sin fortsatte plads som gruppeformand under Svend Auken, hvis hun havde opgivet den lejlighed på Vesterbro, som tiltrak stor opmærksomhed i 1991. Det nægtede hun (naturligvis) og mistede både formandsposten og venskabet med Auken.

For mange bidrog den kompromisløse karakter til billedet af et utilnærmeligt og elitært menneske. ”Isdronningen” og ” Ritt Herregaard” er blandt de øgenavne, kritikere og komikere tildelte hende.

Trods stædigheden, de spidse kanter og den bestemte facon havde hun livet igennem ikke desto mindre en stor og mangfoldig vennekreds. Hun vedstod sig, at hun var ”skrap”, men hun var samtidig et socialt væsen. Som barn havde hun aldrig sit eget værelse, og som hun forklarede i et DR2-portrætprogram fra 2015, så oplevede hun aldrig et behov for at være alene.

Den (post)moderne politiker

Ritt Bjerregaard forlader på grund af sine kampe, sine sager og sin politik denne verden som et af sit lands mest genkendelige ansigter. Hun blev en af sin generations største politiske kendisser, hvilket hun selv forstod at bidrage til.

”Ritt formår at gøre enhver sag til en folkeafstemning om sin egen person,” som Svend Auken sigende formulerede det.

I den forstand kan hun siges at have været foregangskvinde for en moderne type politiker, hvor personen og ”brandet” fylder mindst ligeså meget som sagen. Den ufravigelige hår-knold, som i årtier sad strammet op på det øverste af hendes baghoved, blev et billedligt symbol på hendes karakter og et egentligt referencepunkt i populærkulturen. 

Særligt Informations nu afdøde David Rehling kritiserede hende på denne front og betegnede hende som en ”postmoderne politiker”.

”Hånden på hjertet: Hvad står hun for,” spurgte han i 2004 sine læsere og fulgte i 2015 op: ”Det er svært at forbinde hende med en fast linje eller markante resultater. Hun så ud til at surfe med og mod tidsåndens bølger.”

Selv pegede hun bl.a. på 70’ernes folkeskolelov, de faglige grunduddannelser, indførelsen af smiley-ordningen som fødevareminister og bevarelsen af RUC som nogle af sine politiske meritter.  

Der kan imidlertid ikke sættes spørgsmålstegn ved Ritt Bjerregaards evne til at sætte sig selv i scene og spille det politiske magtspil. Det fik Svend Auken, Poul Nyrup og mange andre at føle.

For sidstnævnte blev en af Ritts strategiske manøvrer begyndelse til enden som formand. I 2002 gik hun af som partiets udlændingeordfører efter et opgør med Karen Jespersen, men ikke uden at smække døren tilpas højt, så alle øjne igen var rettet mod Ritt. Hun lækkede selv sin opsigelses-email til pressen, hvor Nyrups formandskab og ledelsesevner fik den klassiske, syrlige Ritt-kritik at smage.   

”Du vidste vel godt, at det ville skubbe Nyrup ud over slisken. Var det meningen?,” spurgte Martin Krasnik siden i samtalebogen ”Ritt og Søren – samtaler om krig og kærlighed” fra 2009.

”Husk nu at det ikke var en sag om enkeltpersoner. Men selvfølgelig var det meningen,” lød svaret fra Ritt Bjerregaard.

Selvfølgelig var det meningen.

1989: Ritt Bjerregaard som del af den såkaldte firebande med Mogens Lykketoft, Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen. Ole Stavad ses øverst til venstre i billedet.
1989: Ritt Bjerregaard som del af den såkaldte firebande med Mogens Lykketoft, Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen. Ole Stavad ses øverst til venstre i billedet. Foto: Jan Jørgensen/Scanpix

For livet

At der var schwung i Ritts piskesmæld til det allersidste, fik særligt tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og tidligere finansminister Bjarne Corydon også at føle.

Det er paradoksalt, fordi Helle Thorning-Schmidt i høj grad kunne takke Ritt Bjerregaard for den kometkarriere, der gjorde hende til medlem af Europa-Parlamentet i 1999. I en tæt valgkamp med flere langt mere erfarne kandidater – kustoder, ville Ritt nok sige  – indkaldte Bjerregaard pressen til at møde en spændende ny kandidat på en af Østerbros smarte caféer. Det var lige det boost, Thorning manglede, og hun blev på den måde en af de mange kvinder (og faktisk også mænd), som fik en hjælpende hånd, fordi Ritt Bjerregaard altid troede på det nye fremfor det gamle. 

Skuffelsen hos Ritt var derfor stor, da Helle Thorning-Schmidt ikke i samme grad havde modet til at dyrke fornyelsen i sin egen tid som statsminister. Ritt Bjerregaard sad hele tiden lige i haserne på de to, og selv efter magtskiftet i 2015 svingende hun pisken over Corydons ”nødvendige politik” og konkurrencestaten.

Den helt store, våde klud i ansigtet på partiledelsen leverede hun imidlertid med sin ’røde skole’ allerede i 2008, hvor hun ligesom i angrebet på Robert Pedersen og kustoderne fra 1984 diskede op med den karakteristiske dosis polemik, selviscenesættelse, provokation og forandringsvilje.

Der var behov for at gå i kødet på årsagerne til Socialdemokraternes faldende tilslutning, lød udgangspunktet for overlærer Ritt, som efterlyste flere konkrete udspil og bredere visioner.

”Det er den sædvanlige Ritt-facon, hvor man - for at få presseopmærksomhed - starter med at kritisere alt og alle,” lød reaktionen fra partiets daværende gruppeformand, Carsten Hansen.

Den kritik svarede hun på i Esben Schjørrings fine portrætsamtale om magt i Altinget i 2019:

"Ja, ja. Det sagde man altid – at nu ville jeg føre mig frem, og at nu følte jeg, at det var for lang tid siden, man havde hørt om Ritt Bjerregaard. Det har jeg bare taget med."

Men var det også det, spurgte Altinget.

"Næh, det synes jeg ikke. Jeg har været mediedækket i størstedelen af mit liv, så jeg har ikke behøvet det," svarede hun.

Det var i samme interview, hvor Ritt Bjerregaard opsigtsvækkende erklærede, at hun aldrig havde elsket Socialdemokratiet. For hende var partiet en ramme og en funktion – hverken mere eller mindre.

Socialdemokratiet forblev desuagtet hendes parti.

Har man truffet en beslutning, så stod man i Ritts verden ved den. Det samme gjaldt ægteskabet med Søren Mørch, der rundede de 55 år i sommeren 2021, og som overlever hende, snart 90 år gammel. Typisk for de to var de også på en gang både principfaste og moderne. Ingen af dem ønskede i 1966 at afgive deres efternavn, hvorfor de atypisk for tiden beholdt hvert sit.

”Ingen slinger i valsen”

Den samme principfasthed satte parret bag beslutningen om ikke at få børn. Beslutningen blev truffet, mens Ritt Bjerregaard stadig var i sine 20'ere, men der blev der ikke rokket ved den siden. Personlige forhold på begge parters side gjorde udslaget.

Parret besluttede også tidligt i ægteskabet at leve i et åbent forhold, og selvom de begge havde amourøse forhold uden om ægteskabet - og jalousien fulgte med - var det ikke et tema at blive skilt. Hun havde blandt andet et årelangt forhold til Erik Holst (tidligere formand for Lægeforeningen og Akademikernes Centralorganisation), som også nærede ønske om at blive gift. Men Ritt Bjerregaard stod fast på sine valg. Og valgte i en sen alder at fortælle om det offentligt – hun var bare forud for sin tid, mente hun - og havde intet at skamme sig over.

”Mit ægteskab med Søren var for livet,” skrev hun i sine erindringer fra 2015.

2000: Ritt Bjerregaard til premiere på Anton Tjekhovs
2000: Ritt Bjerregaard til premiere på Anton Tjekhovs "Tre Søstre" i Betty Nansen Teatret med manden Søren Mørch. Foto: Nils Meilvang/Scanpix

Det liv blev i sin helhed et levende billede på den forandring, det danske samfund gennemgik i hendes levetid. Hun voksede op i det hærgede Vesterbro i en lille lejlighed uden bad og eget toilet, men endte sine dage i de mondæne kartoffelrækker på Østerbro.

Ritt Bjerregaard blev syg som barn, fordi der ikke var råd til nærende nok mad, men hun endte som økologisk æbleavler og som formand for Bocuse d'Or, verdensmesterskabet for kokkekunst.

Hun var samtidig selv en væsentlig katalysator for denne udvikling. Hun kæmpede for modernisering og forbedring. Hun kæmpede for kvinder, naturen og uddannelsessystemet.

Hendes politiske ærinde var at give folk en chance, sikre retfærdighed og skabe plads til oversete kræfter – eksempelvis fra "arbejderklassens intelligensreserve", som hun selv kom fra.

Det krævede et opgør med de ”konserveringsbestræbelser”, hun angreb så blodtørstigt i Aktuelt-kronikken fra marts 1984. Den kamp tog Ritt Bjerregaard i hele sin karriere, og derfor efterlader hun i dag ikke blot en tom plads efter sig selv. Som frontløber skabte hun plads og åbnede for mange øjnene for særligt kvinders rolle og potentiale i politik.

Isdronning – ja – men isbryder og frontløber mest af alt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ritt Bjerregaard

Fhv. minister (S) & MF, fhv. EU-kommissær, fhv. overborgmester, København
lærer (Emdrupborg 1964)

Søren Mørch

Forfatter, fhv. lektor i historie, SDU
mag.art. i historie (Københavns Uni. 1966), sølvsmed (1955)

Anker Jørgensen

Fhv. statsminister (S), fhv. partiformand, fhv. MF, fhv. forbundsformand
lagerarbejder

0:000:00