Ny aftale sikrer 5.000 ekstra studiepladser

CORONA: Et enigt Folketing vil afsætte 210 millioner kroner til ekstraordinært at oprette 5.000 flere studiepladser i 2020 og 2021, hvilket skal imødekomme den forventede stigning i ansøgere.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

10.000 flere unge vil i år forsøge at blive optaget på deres drømmestudie.

Sådan lyder forventningen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, og det vil øge konkurrencen om studiepladser.

Det vil samtlige af Folketingets partier nu forsøge at imødegå med en ny aftale, som opretter 5.000 ekstra pladser i år og næste år.

”Jeg er utrolig glad for, at vi hurtigt og på tværs af alle partierne har kunnet lande en ambitiøs aftale, der sikrer penge til 5.000 ekstra pladser. Uddannelse er en kæmpe gevinst for både samfundet og den enkelte, og vi skal forsøge at gribe alle de unge, der gerne vil have en studieplads i år og næste år,” udtaler uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

Pengesæk på 210 millioner
Med aftalen afsættes der i alt 210 millioner kroner til at øge optaget af studerende. Heraf går 165 millioner kroner til at oprette 4.500 studiepladser på uddannelser, hvor der er gode muligheder for arbejde efterfølgende.

Derudover har aftaleparterne en særlig ambition om, at der skal oprettes 500 ekstra pladser i løbet af 2020 og 2021 på velfærdsuddannelser som for eksempel sygeplejerskeuddannelsen.

Der afsættes 35 millioner kroner til at sørge for, at de 500 pladser især kan skabes uden for landets store byer.

De sidste 10 millioner kroner går til en særlig coronarelateret studievejledning, der blandt andet skal hjælpe de unge til at søge bredere.

Coronakrisen betyder, at flere unge end normalt formentlig vil søge ind på en videregående uddannelse, når de ikke har samme udsigt til at få arbejde eller rejse ud i verden. Samme tendens blev set under finanskrisen, hvor antallet af ansøgere steg med 50 procent efter krisens udbrud i 2008.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ane Halsboe-Jørgensen

Beskæftigelsesminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00