Ny formand for Danske Skoleelever

SKOLEELEVER: 14-årige Vera Rosenbeck fra Roskilde skal fremover stå i spidsen for landets skoleelever. Hun vil blandt andet kæmpe for mere elevinddragelse og flere timer på skoleskemaet. Undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) glæder sig til samarbejdet med den nye formand.
Foto: Danske Skoleelever

Jeg stillede op til formand, fordi jeg har siddet for længe i et uddannelsessystem, der ikke inddrager eleverne nok i den daglige undervisning. Som elev har vi ret til at blive hørt i vores dagligdag, og det mener jeg er vigtigt at sætte fokus på.

Vera Rosenbeck
Formand for Danske Skoleelever

Da Danske Skoleelever i weekenden skulle vælge en ny formand, faldt valget på Vera Rosenbeck, som går på Trekroner Skole i Roskilde. Den nye formand vil sikre, at skoleeleverne bliver inddraget mere i undervisningen.

"Jeg stillede op til formand, fordi jeg har siddet for længe i et uddannelsessystem, der ikke inddrager eleverne nok i den daglige undervisning. Som elev har vi ret til at blive hørt i vores dagligdag, og det mener jeg er vigtigt at sætte fokus på," siger Vera Rosenberg i en pressemeddelelse.

Samtidig vil Vera Rosenberg kæmpe for, at der kommer flere timer på skoleskemaet, at klasselokalerne ikke er fyldt med skimmelsvamp, og at vikarerne skal være mere kvalificerede.

"Eleverne skal ikke finde sig i at blive undervist af andenrangs vikarer, der ikke har taget nogen uddannelse inden for lærerfaget. Eleverne har ret til ordentlige forhold, og det vil jeg arbejde for," siger Vera Rosenberg.

Formand med erfaring
Vera Rosenberg har kun været aktiv i Danske Skoleelever i et år, men alligevel har hun allerede en del erfaring med elevpolitik, skriver berlingske.dk. I september sidste år arrangerede hun en demonstration i Roskildes gader mod flere elever i klasserne, og måneden efter var hun med til at trænge ind på Roskilde Rådhus i protest mod gamle bøger, fyrede lærere og nedslidt inventar.

Den nye formand har også været engageret i skolebestyrelsen på sin egen skole, hvor han fra start af har vist stort engagement, forklarer Annette Carlsson, rektor på Trekroner skole, til berlingske.dk.

"Vera er en ualmindelig engageret pige, som går op i det, hun arbejder med. Hun er bestemt ikke bange for at sige sin mening," siger rektoren.

Ministeren byder velkommen

Undervisningsminister Troels Lund Poulsen glæder sig til at begynde samarbejdet med den nye formand. Han var gæst ved Danske Skoleelevers generalforsamling, og i sin tale bød han den nye formand velkommen på posten.

"Jeg glæder mig til et tæt samarbejde - jeg har stor tillid til dig og jer," sagde han i sin tale, der blandt andet fastslog vigtigheden af elevdemokrati.

Vera Rosenberg afløser den 16-årige Troels Boldt Rømer, der stopper som formand, da han skal starte i gymnasiet efter sommerferien.

0:000:00