Ny FUHU-direktør vil sætte uddannelse på dagsordenen

PORTRÆT: Den nye direktør for FUHU, Stina Vrang Elias, vil arbejde på at få den lille forening på landkortet. Vi skal være det sted i Danmark, som ved mest om forskning og uddannelse, siger hun.
Stina Vrang Elias er ny direktør for FUHU.
Stina Vrang Elias er ny direktør for FUHU.

Min vision er, at vi skal være Danmarks førende tænketank inden for forskning og uddannelse.

Stina Vrang Elias
Direktør i FUHU

Tilbage i 2000 skrev den nu nyudnævnte direktør for FUHU, Stina Vrang Elias, bogen "Håndbog for karrierekvinder", der er en guide til, hvordan kvinder når til tops. Men hun havde kvaler over at skrive bogen, sagde hun dengang til Jyllands-Posten. Hun følte nemlig ikke selv, at hun var karrierekvinde.

I dag kan man vist godt kalde 42-årige Stina Vrang Elias karrierekvinde. Hun er oprindelig uddannet cand.scient.adm. fra Roskilde Universitet og har siden haft chefjobs i Dansk Industri. Senest har hun virket som leder af DEA og været underdirektør i tænketanken for forsknings- og uddannelsespolitik, FUHU. Sideløbende har hun haft et hav af poster i en række bestyrelser og politiske udvalg, og fra 6. maj indtager hun så posten som administrerende direktør i FUHU.

Forskning er vejen til velfærdssamfund
Netop forsknings- og uddannelsespolitik er noget, Stina Vrang Elias selvsagt stærkt interesserer sig for.

"Man kan godt kalde mig en forsknings- og uddannelsespolitisk nørd. Jeg har en rigtig stor viden på området, for det har jeg jo arbejdet med i de sidste 15-16 år."

Som direktør vil Stina Vrang Elias blandt andet arbejde for at gøre FUHU mere synlig i den offentlige debat.

"Min vision er, at vi skal være Danmarks førende tænketank inden for forskning og uddannelse. Vi skal være et sted, hvor medier, politikere og uddannelsesinstitutioner og ministerier kan henvende sig, hvis de gerne vil have noget uafhængig evidensbaseret viden. Vi skal være det sted i Danmark, som ved allermest om forskning og uddannelse," siger hun.

Dygtig kommunikator
Og noget kan tyde på, at hendes høje ambitionsniveau sagtens kan svare sig med virkeligheden. I hvert fald roses hun for netop evnen til at få budskaber solidt plantet i rampelyset.

"Hun har en meget stor indsigt i uddannelses- og forskningsområdet. Samtidig er hun jo fremragende i den offentlige debat. Hun er god til at få synspunkter og argumenter frem i medierne og hun har et stort netværk blandt politikere," siger afgående direktør i FUHU, Martin Lauth.

Han har i det hele taget kun rosende ord tilovers for sin aftager, som han mener har "drive og engagement" og er god til at "begejstre og motivere".

Ildsjæl
Formand for FUHU Thomas Hofman-Bang er yderst tilfreds med bestyrelsens valg af Stina Vrang Elias, som han kalder en ildsjæl og den helt rette til at skærpe FUHUs profil.

"Martin Lauth har på eminent vis har skabt hele fundamentet for foreningen, og Stina er super til nu at sparke bolden i mål og realisere den vision at skabe Danmarks markante tænketank indenfor forskning og uddannelse," siger han.

Udlandet skal inspirere
Skal Stina Vrang Elias sætte ord på, hvad der bliver dansk forsknings udfordring i de kommende år, peger hun på det globale konkurrencepres som en afgørende faktor. Derfor mener hun, at en af FUHUs hovedopgaver bliver at skue til udlandet for at få inspiration til, hvordan dansk forskning kan matche den internationale konkurrence.

Vurderingen af, at det internationale kommer til at betyde meget for dansk forskning, er helt rigtig ifølge dekan på KU's humanistiske fakultet Kirsten Refsing, der mener, at det er en fordel, at Stina Vrang Elias er rundet af det internationale.

"Hun er meget internationalt orienteret og hun har den fordomsfrihed, der kommer deraf. Og det tror jeg helt klart er en force," siger Kirsten Refsing, der blandt andet samarbejder med Stina Vrang Elias i Københavns Universitets humanistiske tænketank.

Også hun har kun rosende ord tilovers for den kvindelige direktør, som hun mener har gjort meget for formidlingen af humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning gennem sit tidligere arbejde i DEA.

Utålmodig
Forskningspolitiske røster står altså på stribe for at rose Stina Vrang Elias. Faktisk er det kun hovedpersonen selv, der kan komme i tanke om, hvad hun ikke er så god til.

"Jeg er frygtelig utålmodig. Så det har da været noget af det, jeg har skullet arbejde med. Og så er der også en masse ting i det her job, som er nye for mig, og som jeg skal vokse ind i. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg godt kan, ellers ville jeg ikke sige ja, men det er klart, at jeg går i gang med en læreproces."

Altinget logoUddannelse
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget uddannelse kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00