Fagforbund: Sammenhold er vores DNA

Af Flemming Vinther med flere (se dokumentationsboks for den fulde afsenderliste)
Formand for CFU

Den danske fagbevægelse indhøstede en erfaring i 2018, som nogle måske havde glemt i en tid med globalisering, “regneark” og opbrud.

Men det gamle ord holder stadig: Sammenhold gør stærk.

Urafstemningen i juni måned om nye offentlige overenskomster bekræftede det også. Mange forbund satte rekord i stemmedeltagelse, og en ja-andel på 90 eller 95 procent til de enkelte forbunds aftaler var reglen og ikke undtagelsen.

Vi røber nok ingen hemmelighed ved at nævne, at vi også selv har lært af erfaringerne fra forårets forløb. Nemlig, at vi sammen kan gøre en større forskel, end hvis vi hver især forsøger at gå egne veje.

Koordinering på tværs er nødvendig
Der er en tæt koordinering på arbejdsgiversiden. Det så vi også i 2018.

En udfordring blev aldrig løst endeligt i foråret: Lærernes arbejdstid. Det er ikke holdbart, at vi efter tre overenskomst-omgange stadig står uden aftalt løsning på et absolut centralt og afgørende overenskomsttema.

Flemming Vinther med flere
Formand for CFU

Vores sammenhold og koordinering på tværs af tre offentlige arbejdsgiverområder er derfor helt nødvendig.

Koordineringen er ikke i modstrid med, at vi forhandler på tre selvstændige forhandlingsområder – stat, kommuner og regioner, hvor der naturligvis skal være plads til konkrete og tilpassede løsninger.

Vi vil bygge videre på det fælles sammenhold blandt organisationerne.

Det skabte ny forståelse i befolkningen og opbakning til de faglige organisationer, det skabte fælles forståelse og værdifællesskaber mellem faggrupperne, og det har givet en gejst og en tro på, at vi gennem sammenhold kan flytte dagsordner og få genskabt respekten for de offentligt ansatte og den offentlige sektor.

Medarbejderne som en ressource
Ved overenskomstforhandlingerne i 2018 trak vi en streg i sandet, fordi vi ønsker et andet fokus i forhandlingerne, så medarbejderne bliver set som en ressource i varetagelsen og udviklingen af opgaverne - og ikke som en omkostning.

Stregen i sandet blev også trukket, fordi vi ønsker genskabt respekten for den danske model.

Samarbejde og kollektive aftaler, samt inddragelse og respekt for de lokale tillidsvalgte er helt afgørende forudsætninger for at skabe holdbare løsninger.

Det er den danske model et levende bevis for.

OK-18 var et vendepunkt
Sammenholdet skal vi blandt andet anvende til at holde fast i, at OK-18 var et vendepunkt og et grundlag for, at vi sammen med arbejdsgiverne i fællesskab nu kan tage fat på de mange udfordringer, der er på det offentlige arbejdsmarked.

Det gælder for eksempel i forhold til rekrutteringsudfordringer, et stærkt stigende psykisk arbejdspres, digitalisering og udvikling og anvendelse af velfærdsteknologi.

Det gælder også i forhold til at skabe plads og mulighed for, at vi har et arbejdsmarked, hvor de ansatte kan holde til et længere arbejdsliv.

Og det gælder i forhold til fortsat udvikling og sikring af attraktive arbejdspladser til gavn for borgerne og de ansatte.

Vi må aldrig blive et andetrangs arbejdsmarked
Sammenholdet skal vi også bruge til at sikre, at vi fortsat har en parallel lønudvikling med det private arbejdsmarked.

Det offentlige arbejdsmarked må aldrig blive et andetrangs arbejdsmarked.

Arbejdsgivernes hokus pokus med lønstatistikken ved overenskomstforhandlingerne ved OK-18 var således stærkt medvirkende til at skabe et højt spændingsniveau i forhandlingerne.

En udfordring blev aldrig løst endeligt i foråret: Lærernes arbejdstid.

Det er ikke holdbart, at vi efter tre overenskomst-omgange stadig står uden aftalt løsning på et absolut centralt og afgørende overenskomsttema.

Vi opfordrer på det kraftigste til, at der også fra arbejdsgiverside bliver vist vilje til at finde en aftalt løsning frem mod OK-21.

Det er nødvendigt, hvis OK-21 skal landes. Det løfte gentager vi med forstærket styrke her den 14. januar.

Hverken arbejdsgiverne eller vi har interesser i et så højt spændingsniveau i forhandlingerne, som vi havde denne gang.

Manglende respekt for aftaler
Desværre kan vi konstatere, at Moderniseringsstyrelsen igen optræder med manglede respekt for indgåede aftaler.

Det ser vi ved den aktuelle diskussion om spisepausen, der blev skrevet ind i de relevante overenskomster i foråret.

Alligevel vil Moderniseringsstyrelsen nu smyge sig uden om aftalerne på seks skoler og gymnasier. Det er helt enkelt for ringe.

Tilliden til Moderniseringsstyrelsen får desværre igen et nyt knæk.

Vi vil bruge det fælles sammenhold på lønmodtagersiden konstruktivt. Og det skal også ses som en meget tydelig markering om, at vi er og skal være en del af løsningerne!

Værdien af den danske model
Der er grundlæggende brug for, at organisationerne sammen med arbejdsgiverne i fællesskab repeterer værdien af den danske model.

For modellen er helt afgørende for vores stærke økonomi, væksten og for udviklingen af den offentlige sektor.

Parterne på det kommunale og regionale område er allerede i dialog med hinanden om dette.

Fokus er blandt andet på, hvordan vi kan blive bedre til at kvalificere vores forhandlinger – for eksempel gennem en tidligere og mere forpligtende dialog.

Erfaringerne fra OK-18 er blandt andet, at vi ikke i tilstrækkeligt omfang lykkedes med at levere fælles løsninger på en lang række udfordringer.

Grundlaget for løsningerne skal vi sammen finde i fredstid. De skabes ikke en sen nattetime under en overenskomstforhandling.

Fælles om erfaringerne fra OK-18
Vi er i gang med diskussionen i organisationerne.

Og mandag den 14. januar mødes alle faglige organisationer på det offentlige arbejdsmarked for at diskutere fælles temaer og udfordringer frem mod 2021 med baggrund i erfaringerne fra OK-18.

Vi er cirka 100 faglige organisationer i CFU og Forhandlingsfællesskabet. Og vi har det ganske solide udgangspunkt, at vi er fælles om erfaringerne ved OK-18.

Vi ved, at sammenhold gør stærk. Det er fagbevægelsens DNA.