Holger K. Nielsen: Europa skal definere sin position ud fra egne interesser – ikke Trumps

Det er derfor langt vigtigere at drøfte konsekvenserne for Danmark og Europa af Trumps udenrigspolitik, for de er enorme.  

Sat på spidsen er det utåleligt, at Danmarks og Europas sikkerhed skal være afhængig af et amerikansk valg og i det her tilfælde valget af en utilregnelig og narcissistisk mand, som stribevis af tidligere ansatte har erklæret som værende decideret farlig.  

Med det er ikke kun et spørgsmål om Donald Trump. Også om fire år risikerer vi at stå med en usikkerhed om, hvem amerikanerne vælger som præsident. Det kan være det stik modsatte af Trump, hvilket vil være fint, men ingen ved det, og usikkerheden trækker i sig selv enorme ressourcer ud af den europæiske politik.  

I stedet for at diskutere USA burde vi måske i højere grad diskutere Europa.

Den danske regering har taget valget af Trump til efterretning. Den har holdt etiketten: Den har budt Trump velkommen med håb om et fortsat tæt og godt samarbejde. Den kan ikke gøre andet, og håbet er der naturligvis.

Det kommer næppe til at gå stille for sig, når excentriske egoer som Donald Trump, Elon Musk og Robert Kennedy Jr. skal være i samme stue.

Holger K. Nielsen

Diplomatiet er forberedt med kontakter til folk, som forventes at komme til at spille en rolle i den kommende administration. Også det hører til de obligatoriske opgaver.  

I de kommende fire år vil man bruge mange kræfter på at manøvrere i et system, som vil være svært forudsigeligt og sandsynligvis lige så kaotisk, som de første fire år med Trump.  

Det kommer næppe til at gå stille for sig, når excentriske egoer som Donald Trump, Elon Musk og Robert Kennedy Jr. skal være i samme stue. Men selv i et uforudsigeligt kaos er det nødvendigt at varetage danske interesser maksimalt. 

Men under overfladen lurer en diskussion, som er ved at få mere kød og blod. En gennemgående kommentar blandt europæiske ledere går på, at nu må Europa tage sig sammen og varetage sin egen sikkerhed. Vi kan ikke i længden regne med, at USA i ethvert tilfælde vil komme os til hjælp.  

I første omgang har diskussionen mest handlet om, at vi nu må hæve forsvarsudgifterne yderligere, og at EU må se at blive voksen.  

Så vidt, så godt, men det er også nødvendigt med en mere principiel diskussion om Europas rolle i forhold til USA. Også i forhold til en ny verdensorden, hvor USA ikke længere er en eneste bestemmende magt, men hvor andre gør det rangen stridig, og hvor ikke mindst landene i "det globale syd" kræver at blive taget alvorligt i en helt anden grad, end det hidtil har været tilfældet. 

I flere år har der i den europæiske debat cirkuleret et udtryk, der kaldes "strategisk autonomi". Ikke mindst den franske præsident har været rejsende i en tænkning, hvor Europa militært og politisk i højere grad selvstændiggør sig i forhold til USA.

Det er en idé, som har rødder tilbage til de Gaulles opfattelse af Frankrigs og Europas rolle i verden. Den er løbende blevet promoveret af forskellige franske regeringer, men uden den store succes.  

Det transatlantiske samarbejde og det tætte forhold til USA har til enhver tid trumfet tankegangen – med optakten til Irak-krigen i 2003 som en markant undtagelse. Det var der, hvor Rumsfelt introducerede udtrykket "det gamle og det nye Europa". 

Med valget af Trump er det en diskussion, vi tvinges ud i. Om vi vil det eller ej. Vi kan ikke regne med, at USA kommer os til hjælp, hvis vi trues militært.

Det betyder, at vi må være i stand til at forsvare os selv, eksempelvis i forhold til en russisk aggression. Det må afspejles i vores militære styrke, hvis Putin skal afskrækkes, men den militære styrke kan ikke udelukkende opgøres i, hvor mange penge der bruges på forsvaret.  

Med valget af Trump er EU ved at være den sidste bastion blandt de rige lande, som arbejder for at undgå klimakatastrofen.

Holger K. Nielsen

Det skal i den sammenhæng nævnes, at de europæiske Nato-lande i dag bruger langt flere penge på militæret end Rusland, men det er nationale budgetter, som ikke nødvendigvis afspejler sig i en tilsvarende samlet styrke. Det må dog være muligt med et stærkere samarbejde, så ressourcerne bruges mere effektivt.  

EU's forsvarsdimension fokuserer meget på mere effektive materielanskaffelser – det bør udvikles, også med stærk støtte fra Danmark. 

Strategisk autonomi forudsætter, at vi kan forsvare os selv, men det har også et videre politisk perspektiv. Europa skal definere sin position i verden ud fra egen ret og ikke ud fra det transatlantiske samarbejde, og hvad der måtte tilfredsstille en amerikansk præsident.  

Vi må spille en stærkere rolle i den globale politik. Ikke mindst med de værdier, som præger europæisk politisk kultur. Det gælder ikke mindst kampen for et globalt system, som er styret af folkeretten og ikke af magten.  

EU er en unik international konstruktion, fordi den er bygget op om et retssystem med regler og et sanktionssystem. Allerede i dag er der konflikter om overholdelse af folkeretten med lande som Rusland og Kina. Med Trump som amerikansk præsident kan det forventes, at konflikterne også vil komme til indbefatte USA. 

Med valget af Trump er EU ved at være den sidste bastion blandt de rige lande, som arbejder for at undgå klimakatastrofen.  

Dan Jørgensen (S) havde et tæt samarbejde med amerikanerne ved den seneste COP-konferencen. Fremskridtene var muligvis små, men de var der – til stor tilfredshed hos mange lande i det globale syd.

Det havde samarbejdet mellem Danmark og USA en stor andel i. Men kampen for klimaet må nødvendigvis fortsætte – og et mere selvstændigt EU kan blive en drivkraft i den henseende. 

Behovet for større selvstændighed finder sted, samtidig med at der tegner sig konturerne af en ny verdensorden, hvor det amerikanske hegemoni udfordres af nye, opstigende magter og ikke mindst af det globale syd.  

I forbindelse med den danske regerings kampagne for at blive indvalgt i FN's sikkerhedsråd rejste jeg som særlig repræsentant rundt til en række afrikanske lande, og det slog mig, hvor lidt de forholdt sig til USA og de sikkerhedsudfordringer, vi i Europa anser som vigtige.  

De støtter folkeretten og kritiserede derfor også den russiske invasion i Ukraine, men det lå lige under overfladen, at det ikke rigtigt var deres bord. Derimod var de stærkt engagerede i kritikken af Israels fremfærd i Gaza og Vestens dobbeltmoral i den henseende.  

Fra deres synsvinkel gradbøjer Vesten folkeretten ud fra egne interesser og prioriteringer. De kræver stærkere repræsentation i internationale organisationer såsom FN's sikkerhedsråd og G20. Og de kræver, at der sættes stærkere ind overfor klimaforandringerne.

Europa kommer til at spille en mere selvstændig rolle. Spørgsmålet er så, om vi er forberedte på det.

Holger K. Nielsen

Den amerikanske dominans udfordres ikke mindst af Kina: med hård militær magt i nærområdet og afhængighedsskabende blød magt på andre kontinenter og som hjælper for svækkede banditstater som Rusland, Nordkorea og Iran. 

Med udgangspunkt i Briks-samarbejdet er der opstået et globalt samarbejdsmønster mellem en række lande, som er vidt forskellige, men som har en fælles ambition om at udfordre Vestens dominans.  

Det er ikke et kønt syn, når man ser på Briks-landenes forhold til demokrati og menneskerettigheder, og det er tvivlsomt, at det kan blive til andet og mere end en demonstration af modviljen mod den eksisterende verdensorden. Ikke desto mindre er det en stærk indikation af, at den amerikanske dominans er aftagende. Hvilket vi må tage bestik af. 

Trump påstår at kunne fikse Ukraine-krigen på ingen tid. Vi får se, men det vil i givet fald medføre en fredsløsning, som tilfredsstiller Putin og hans krav om, at Ukraine skal afgive territorium. Det vil næppe være muligt at få ukrainerne til at acceptere en sådan løsning, medmindre armene vrides så hårdt rundt, at de brækker.  

Trump vil give sikkerhedsgarantier, men han mener, at Europa skal betale for dem. Vil vi være villige til at renoncere på vores uforbeholdne støtte til Ukraine i en sådan løsning, og vil vi betale for de sikkerhedsgarantier, som USA næppe vil røre med en ildtang?

Spørgsmålet kan hurtigt blive aktuelt på den mest brutale måde, og der er kun os selv til at besvare det. 

Europa kommer til at spille en mere selvstændig rolle. Spørgsmålet er så, om vi er forberedte på det. EU fungerer, men der er samtidig en række centrifugale kræfter, som Trump vil elske at spekulere i. 

Han vil forsøge at spille europæiske lande ud mod hinanden. Kan vi modstå det?  

Den nye administrations Nato-politik kendes ikke, men der er stadig en mulighed for, at USA trækker sig ud – som John Bolton har forudsagt. Det vil selvsagt give en helt ny situation for Europas sikkerhed, som nødvendiggør en gentænkning af den arkitektur, som er bygget op. 

Heri ligger ikke et opgør med et stærkt alliancefællesskab og det tætte forhold til USA.  

USA vil til stadighed være en vigtig allieret for både Danmark og Europa – både magtpolitisk og værdimæssigt er det i vores interesse at fastholde en tæt relation til USA. Vel vidende, at USA ikke nødvendigvis har den samme interesse. Og deri ligger præcis udfordringen.