Professor: Inviter gymnasielærerne indenfor hos aftagerne

Af Steen Markvorsen
Professor, DTU Compute

"De er sure," sagde ræven om rønnebærrene. Han kunne ikke nå dem. Dagen efter kom han forbi et kirsebærtræ. "De er også sure," sagde han kækt om de fuldmodne røde kirsebær. For dem kunne han heller ikke nå.

Vi kan ikke være bekendt over for Generation Z at gå baglæns ræsonnerende ind i fremtiden – ligesom ræven – specielt ikke i en tid, hvor det bugner af lavthængende frugter langs vejen. Matematikfrugter, hvoraf nogle ganske vist er sure og uspiselige uden forudgående processering, men hvoraf andre er eksotiske, spændende og nye, og hvoraf langt de fleste er lige til at plukke og spise.

Der er fra mange sider allerede lagt stor velvilje ind i gymnasiereformen og ind i læreplanerne for matematik. Der er givet plads til opdateringer og moderniseringer, som det implicit er ønsket af aftagerne, de videregående uddannelser, virksomhederne og institutionerne.

Implicit? Ja, for matematikken er typisk kun skjult tilstede inde i (anvendelserne af) de naturvidenskabelige og tekniske fag. Men den er ikke desto mindre i stærkt stigende grad tilstede der - og i øvrigt også i mange andre sammenhænge, som vi normalt ikke plejer at betragte som værende særligt matematiske.

Opgaven er matematisering
Opgaven er at udfolde og synliggøre matematikken. Det er selvsagt først derved, at den kan gøre en motiverende forskel i gymnasiet.  

Det er den opgave, vi kalder matematisering, og det er præcis af ovennævnte grund, at der i Matematikkommissionens rapport er brugt en hel del krudt på at beskrive matematiseringsprocessen, dens progression, og dens akkumulerende lærings-effekt igennem gymnasiet.  

Et afgørende karakteristikum for den proces er, som det hedder i rapporten: ”[Mødet] med matematiske ræsonnementer, hvor der er argumenteret i bund. Det kan for eksempel ske ved at restringere domænet, eller ved at vælge [repræsentative simple del-] eksempler, hvor der kan udføres en udtømmende gennemgang af mulighederne.”

En motiverende overraskelse
Det er almindeligvis her, kæden hopper af. For hvordan i alverden arrangeres det møde, hvis der for eksempel er tale om en optimeringsproces på en virksomhed eller en latent semantisk indeksering via en søgemaskine på et bibliotek?

Pointen er, at det (kun) er matematikeren, der kan kommunikere med både værkføreren og bibliotekaren med henblik på at forstå, hvad der foregår begge steder. Og man behøver ikke at læse Habermas for at forstå værdien af den kommunikation.

For enhver gymnasieelev – og formentlig også for værkføreren og bibliotekaren selv – må det være en eksorbitant og stærkt motiverende overraskelse at erfare, at begge scenarier indeholder den samme matematiske kerne (noget med egenværdier og i passende restringerede domæner noget med at løse andengradsligninger, at inspicere funktioner af to variable og noget grafteori – som netop nu ligger muliggjort i læreplanerne for matematik).

Aftagerne ved ikke altid bedst
Dennis Pipenbring skriver i sin kommentar til mit første indlæg: ”Jeg skal ikke bruge undervisningsmateriale, men eksempler, som jeg kan tilpasse til et relevant niveau og fagligt samspil. Det kunne for eksempel være pensionskasser, forsikringsselskaber, statistik- og analyseinstitutter, investeringsforeninger, robotprogrammeringsvirksomheder, teknologiproducenter, krypteringsvirksomheder. Jeg ved, at de alle vil sige, at det niveau, de bruger matematik på, er alt for højt til gymnasiet - og det har de helt sikkert ret i. Men opgaven med at omsætte dette til gymnasieelever er netop min ekspertise som gymnasielærer. Dette kunne for eksempel ske ved at invitere en gymnasielærer indenfor i virksomheden.”

Det er et glimrende forslag. Med en klar og rigtig set begrundelse: Ingen af os aftagere ved bedre end matematik-gymnasielæreren, hvordan den autentiske (men altså typisk dybt skjulte) matematik omsættes og landes fra en case i en virksomhed til et motiverende matematik-forløb i for eksempel 1.g.

At etablere et sådant autentisk matematiserings-tilbud til alle gymnasiets matematiklærere kræver selvsagt en god portion støtte fra virksomhederne selv, fra ministeriet og rektorerne, men også fra de videregående uddannelsers matematikere.

For så vidt de sidstnævnte gode kollegaer kan jeg kun vanskeligt forestille mig, at det ville være noget problem for dem at bidrage aktivt til løsning af den interessante opgave.