Psykolog: Tesfayes PDO-diagnose afslører et børnesyn, der skyder langt fra skiven

Når et barn slår, forstyrrer eller taler grimt, handler det ikke nødvendigvis om dårlig opdragelse. Jeg mener, at børn grundlæggende vil fællesskabet.

Ensomhed er en voldsom og smertefuld følelse, og vi ser i disse år en markant stigning i ensomhed, mistrivsel, skolevægring og diagnoser. Hvorfor forholder ministeren sig ikke til det?

I stedet for at adressere systemets ansvar som alt for store klasser, mangel på støtte og stigende mistrivsel, så afsætter regeringen ti millioner kroner til at præcisere lærernes muligheder for fysisk at gribe ind over for elever.

Som om mistrivsel kan håndteres med sanktioner.

PDO-begrebet er et farligt signal, der legitimerer at stemple børn og forældre i stedet for at søge årsager og løsninger.

Heidi Karina Schiøtz
Psykolog og forfatter

En diagnose uden henvisning

Børn befinder sig allerede i en asynkron magtrelation: læreren overfor barnet, skolen overfor forældrene. Kommunen har ovenikøbet mulighed for at standse børne- og ungeydelsen, hvis et barn har mere end 15 procent ulovligt fravær i et kvartal.

Det sker ikke uden advarsler og dialog, men det er stadig en økonomisk sanktion, som kan ramme familier hårdt.

I det lys er PDO-begrebet ikke bare en grov forenkling. Det er et farligt signal, der legitimerer at stemple børn og forældre i stedet for at søge årsager og løsninger.

Jeg mener, at skolens opgave er klar: at sikre læring og tryghed, så børn får redskaber til at indgå i fællesskaber. Forældrene har ansvaret for opdragelse. Skolen har ansvaret for rammer, fællesskab og læring. Når vi blander de to, bliver både børn, forældre og lærere tabere.

Og til sidst: Hvis PDO virkelig var en diagnose, kunne man så måske forestille sig, at der også fulgte en henvisning, en udredning og en behandlingsplan?

Eller er det kun ministeren, der uddeler diagnoser – uden ventetid og som små gaver til de børn og familier, der ikke passer ind?