Sophie Løhde – regeringens stille reformator

PORTRÆT: Jagten på bureaukrati og overflødig lovgivning er sat ind. I spidsen står en 34-årig politiker fra Nordsjælland, som har viet sit liv til samfundets maskinrum. Som nægter at stille op i “Vild med dans”. Som lader andre om at frygte truslen fra burkaerne. Og som snart skal forsøge at lande ny overenskomst for 190.000 statsligt ansatte. Mød Sophie Løhde.

Hun er ingen værdikriger og lever et liv med få forsidehistorier, men sidder på en af regeringens tungeste poster. Sophie Løhde er regeringens diskrete slider.
Hun er ingen værdikriger og lever et liv med få forsidehistorier, men sidder på en af regeringens tungeste poster. Sophie Løhde er regeringens diskrete slider.Foto: Jeppe Carlsen
Klaus Ulrik Mortensen

Gemt væk bag vakkelvorne bjerge af porcelæn i en kælder i Læderstræde 500 meter fra Christiansborg står en mand og prikker på kopper med den stumpe ende af en blyant.

Butikken er et levn fra dengang bagere, skomagere og sadelmagere boede side om side i byens handelskvarterer. Nu er gaden en eklektisk forvirring af sølvsmykker, sjælesøgende bøger, caféburgere – og porcelæn. Fra sit diminutive albuerum bag disken er Ole Jacobsen i færd med at sikre sig, at fire kaffekopper, der helst skulle overleve turen til Island, ikke gemmer på skjulte revner.

Jeg startede i bogstaveligste forstand på en papkasse i Finansministeriet. Alt har skullet bygges op fra bunden.

Sophie Løhde
Minister for offentlig innovation

“Er der små revner i dem, lyder det hult, og så har de ingen melodi,” forklarer han, mens han tjatter blødt til porcelænet med blyanten.

Få år tilbage fik Ole Jacobsen og hustruen Karin Løhde jævnligt besøg i butikken af deres datter Sophie. Hun arbejdede på Christiansborg og havde derfor let ved at svinge forbi på cyklen, når hun havde været til møde ude i byen. I dag går der langt imellem, at de ser hende i butikken. I november 2016 blev datteren nemlig gjort til bestyrer af en langt større porcelænsbutik. Den butik, der hedder velfærdssamfundet. Og nøjagtig som sin far har hun brugt hovedparten af døgnets vågne timer på at prikke til den offentlige sektor for at sikre sig, at der stadig er musik i den. Og at den ikke er ved at krakelere. Nogle vil mene, at hun allerede har været ved at smadre et par kopper. Andre vil hævde, at hun er sat på en umulig opgave, som er dømt til at mislykkes.

Sophie Løhde selv er ikke bleg for at erkende, at der skulle gå lidt tid, før hun selv forstod, hvad opgaven egentlig gik ud på.

“Jeg fik en klar opgave, som var at lave en reform af den offentlige sektor. Men jeg kom jo ikke ind på et kontor, hvor skufferne var fulde af planer og politik. Jeg startede i bogstaveligste forstand på en papkasse i Finansministeriet. Alt har skullet bygges op fra bunden. Og det klarer man ikke på en eftermiddag,” forklarer hun.

Foto:
Foto:

Kontrasten til Venstres mest profilerede minister, Ingen Støjberg, er enorm. Mens integrationsministeren konstant er i medierne med nye meldinger, lever Sophie Løhde et liv med få forsidehistorier. Og mens Inger Støjberg kan skabe overskrifter i New York Times med et enkelt billede på sin Facebook-profil, så får Sophie Løhde sjældent 1.000 likes på sine opslag om frit valg, regelforenkling og regional økonomi. Sophie Løhde er ikke den, der braser larmende gennem porcelænsbutikken. Hun er regeringens stille reformator. Men nu har hun så haft tæt på 365 eftermiddage i rollen. Og derfor forekommer det rimeligt at spørge, hvor langt hun egentlig er nået.

Hvordan går det med at skabe nytænkning og sammenhæng i den offentlige sektor?

“Jeg kommer aldrig til at kunne trykke på en knap og sige, ‘så har jeg løst problemet med bureaukrati i den offentlige sektor’.”

“Men det er første gang i historien, at der sidder to ministre i Finansministeriet. Og vi er lykkedes med det, som ingen andre regeringer har formået: Nemlig et udspil til en reform på tværs af den offentlige sektor.”

Det kan virke paradoksalt at bygge en politisk karriere op på at reformere et af verdens mest velfungerende samfund. Gang på gang udmærker Danmark sig i rangordninger af klodens lykkeligste og mest homogene folkefærd.

Hvor er den brændende platform?

“Jeg kan ikke komme i tanke om noget sted i verden, jeg hellere ville se mine børn vokse op og mine forældre blive gamle. Betyder det, at vi har et perfekt velfærdssamfund? Nej. På ingen måde. Vi er aldrig lykkedes med at binde den offentlige sektor sammen. Vi er ekstremt dårlige til at få sundhedsvæsnet til at spille sammen.” 

 

Jeg forlader politik den dag, jeg mister gnisten. Det så jeg selv min mor gøre.

Sophie Løhde
Minister for offentlig innovation
Foto:
Mor - Karin Løhde som er indehaver af en porcelænskælder. Hun er tidligere borgmester for Venstre i Birkerød Kommune.
Mor - Karin Løhde som er indehaver af en porcelænskælder. Hun er tidligere borgmester for Venstre i Birkerød Kommune. Foto: Jeppe Carlsen

Tid til at rydde op
Det er torsdag i begyndelsen af oktober. Mens de 179 folkevalgte traditionen tro udveksler sæsonens første slagserier under Folketingets åbningsdebat, byder Sophie Løhde på kaffe, danskvand og blandede nødder i hvad, der indtil sidste efterår var et anonymt mødelokale på Finansministeriets stengang. Nu er det forvandlet til ministerkontor med nymalede Montana-reoler og prisdygtige designerlamper. På gulvet i et hjørne af kontoret står en plakat lænet op ad væggen. En gave fra socialrådgivernes formand, Majbrit Berlau, som skal minde Sophie Løhde om de problemer, hun har fået til ansvar at rydde af vejen.

“Antallet af langtidsledige i Danmark, som ikke har andre problemer end ledighed, kan næsten tælles på én hånd. Mange af dem har behov for hjælp andre steder fra. Men fordi kommunerne ikke har tilladelse til at dele data på tværs, betyder det, at folk må trækkes med 9 handleplaner og 17 skiftende sagsbehandlere,” siger Sophie Løhde.

“Det er i mine øjne den største grad af ulighed i samfundet. At de mest komplekse systemer, regler og krav typisk bliver stillet over for de mennesker, der har det allersværest. Hvad end det er folk på det sociale område, som kæmper med depression, misbrug, ikke har noget job, og måske med børn, der ikke trives i skole og har sociale problemer. De mennesker bliver mødt af virvar af regler og krav og planer, som jeg gætter på, at ingen af os andre ville kunne finde ud af at hitte rede i. Hvordan forventer vi så, at de mennesker skal kunne gøre det?”

Tiden er inde til at få ryddet op, forklarer hun.

“Vi skal have sat handling bag de fine ord, som politikere, ministre og regeringer har smykket sig med gennem årene. Jeg har hørt ufatteligt mange politikere sige: ”Nu skal vi også til at gøre noget”. Er der nogensinde nogen, der er kommet med noget? Nej. Det kan godt være, at man har fjernet lidt i bunden, men hvis det vælter ind med vand fra oven, så føler man jo stadigvæk, at man drukner i sidste ende.

Gamle reformer i nye ministerier
Tilbage i porcelænskælderen er Karin Løhde nu dukket op fra baglokalet. Begge forældre har levet et politisk liv uden for antikvitetsforretningen, hvilket for moderen resulterede i to perioder som Venstre-borgmester i Birkerød.
Karin Løhde beskriver datteren som en kvinde med et stærkt øje for resultaterne.

“Sophies arbejde skal gøre en forskel. Det skal have en værdi, ellers er der ingen grund til at beskæftige sig med det. Det skal ikke bare være tidsfordriv eller noget, der ender med at samle støv på en hylde,” siger hun.

Men fortiden vidner om, at der er betydelig risiko for, at Sophie Løhdes anstrengelser som minister for offentlig innovation samler støv og arkiveres som en historisk parentes. Mens Sophie Løhde stadig lå i vuggen, lancerede daværende finansminister Henning Christophersen (V) i 1983 et moderniseringsprogram, som skulle afbureaukratisere den offentlige sektor og øge kvaliteten af velfærden uden at koste flere penge.

“Da jeg blev udnævnt som innovationsminister, læste jeg som noget af det første op på tidligere moderniseringsprogrammer. Jeg startede i 1983, som tragikomisk er det år, jeg selv blev født, og så har jeg ellers læst mig hele vejen deropad. Og det var på den ene side opløftende og på den anden side meget nedslående læsning. Hold nu op, hvor er der trykt mange fine publikationer i glitrende papir med mange fine ord, som aldrig nogensinde har flyttet en tøddel i forhold til den virkelige verden,” siger hun.


Mor - Karin Løhde er indehaver af en Porcelænskælderen tæt på Strøget. Hun er tidligere borgmester for Venstre i Birkerød Kommune. (Foto: Jeppe Carlsen)

Efter fem måneder på kontoret præsenterede hun i april 2017 regeringens bud på en såkaldt sammenhængsreform.
Når Løhde taler om reformen, taler hun om et arbejde, der “stikker dybere, end nogen anden regering hidtil har gjort med kulegravning af regler, registreringer og dokumentationskrav på tværs af velfærdsområderne”.

Resultatet af anstrengelserne forventes at blive lagt frem i marts 2018. Det betyder, at man indtil da er nødsaget til at dvæle ved de fire spor, som regeringen i foråret kogte bestræbelserne ned til: — Mere tid til kerneopgaven — Bedre velfærd på tværs af sektorer — En mere tidssvarende offentlig sektor — Bedre ledelse. Og i sin kondenserede form lyder det unægtelig som noget, andre har forsøgt før.

En flygtig sammenligning af reformerne fra 1983 og 2017 viser slående paralleller: I 1983 talte man om ’markedsstyring’, ’friere forbrugsvalg’, ’regelforenkling’, ’bedre publikumsbetjening’, ’udvikling af ledere og personale’ og øget anvendelse af ’EDB’. I 2017 taler man om ’udfordringsret’, ’forenkling’, ’unødigt bureaukrati’, ’digitalisering’, ’frit valg’, ’data’, ’nudging’ og ’systematisk benchmarking’.


Mor. Karin Løhde. Indehaver af Porcelænskælderen. Tidl. borgmester for Venstre i Birkerød.

"Jeg synes ikke, at vi talte politik derhjemme. Vi snakkede selvfølgelig hen over middagsbordet, og så kan det ikke undgås, at man også drøfter aktuelle politiske emner. Men vi har ikke forsøgt at indoktrinere vores børn på nogen måde. Det er kommet helt af sig selv.


Hun har altid været et nysgerrig og interesseret barn. I elevrådene i folkeskolen og gymnasiet var hun engageret i sine omgivelsers ve og vel. Hun blev for alvor interesseret i politik, da hendes skole var truet af lukning. Da fik hun øjnene op for, hvad der skete omkring hende. Jeg havde et badge med teksten “Bevar Parkvejskolen”, som jeg gik med for at udtrykke sympati. Det omtaler hun stadig som et af sine første politiske minder.


Jeg oplever hende ikke som skrap. Men jeg er selv en kontant og bestemt person. Og det er kendetegnende for os, at vi har faste meninger. Sophies arbejde skal gøre en forskel. Det skal have en værdi, ellers er der ingen grund til at beskæftige sig med det. Det skal ikke bare være tidsfordriv eller noget, der ender med at samle støv på en hylde.


Hun ved, hvad hun vil, og har visioner for fremtiden. Men ikke på samme måde som eksempelvis Søren Pind. Det handler igen om, at hendes arbejde skal flytte noget. Hun kan godt lide gamle ting. Hun kan replikkerne fra Matador udenad. Giv hende starten på en sætning, og hun kan fuldføre den. Hun kan lide ting, som mange af hendes jævnaldrende måske ikke værdsætter. Hun har fået en ældre smag tidligt i livet.


Da hun var MF’er, kom hun af og til forbi butikken, når hun havde været til møde ude i byen. Så cyklede hun forbi på vejen tilbage. Nu ser vi hende næsten aldrig i butikken. Hun er ophængt hele tiden. Jeg kan ikke se hende som statsminister. Det kan jeg godt nok ikke. Der er så mange, der melder sig til den post, så det synes jeg ikke, at hun skal blande sig i."


Mentor. Claus Hjort Frederiksen Forsvarsminister, MF for Venstre.

"Hun er fra en meget ung alder blevet skolet med politik. Hun er meget målbevidst i sit arbejde. Og når man så samtidig er politisk kyndig og flittig, så har man en god cocktail.

Nu har jeg både som ministerkollega og finansminister fulgt hende gennem årene. Og når hun møder op i Økonomiudvalget i Finansministeriet og fremlægger sine sager, så kan hun dem ud i mindste detalje. Det er ikke noget, der kommer af sig selv.
Hun er liberal om en hals, og det er den retning, hun driver det i. Men hun er selvfølgelig også resultatorienteret. Alle, der har været med i politik i mange år, ved, at det er sjældent, at man får sin vilje helt alene, og det lever hun også med.

Det nye er, at der nu er sat en minister i spidsen for at afbureaukratisere den offentlige sektor. Tidligere var det finansministeren, der oven i sine øvrige gøremål også skulle drive en moderniseringsproces. Men for at sætte tryk på dagsordenen, har statsministeren udnævnt en driftssikker minister, så jeg betragter det som en hjørnesten i vores arbejde.

Jeg kunne godt tænke mig, at hun var mere synlig i offentligheden. Men jeg savner hende ikke i offentligheden.

Jeg vil ikke gøre hende den bjørnetjeneste at spå om hendes politiske fremtid. Jeg har oplevet mange tilfælde, hvor folk er blevet udnævnt til kronprinser, og det har taget livet af dem. Og jeg ønsker Sophie et langt liv i politik." 


Veninde. Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand, Region H.

"Hun har en skarp tunge, når hun står på talerstolen eller til en debat. Men samtidig gør hun det altid med humor eller et glimt i øjet.

Vi var begge to nummer syv på listen til regionsrådsvalget i 2005. Hun kontaktede mig og sagde, at det var sjovt, at vi begge hed Sophie og kom fra de to største partier, og om vi ikke skulle lave noget sammen. Vi fik aldrig helt rykket på det, men endte i regionsrådet sammen med Benedikte Kiær og andre yngre kvinder. Her gik det op for os, at vi havde noget tilfælles.

Jeg er den lyse. Hun er den mørke. Vi kan godt lide at diskutere politik og drikke god rødvin. Og så har vi en fælles interesse for sundhedspolitik.

I Region Hovedstaden var hun meget optaget af, hvordan unge piger kunne få hurtigere adgang til psykiatrisk hjælp. Hun mente, at vi kunne løse det ved at få private kræfter på banen. Og hvor vi andre spekulerede på, om kvaliteten var god nok og prisen den rigtige, havde hun kun øje for at få ryddet barrierer af vejen. Her er Sophie et utålmodigt gemyt. Når folk har brug for hjælp, skal vi ikke hænge os for meget i detaljerne.

Hvis man taler om unge Venstre-løver, er hun klart en ung Venstre-løvinde. Eller det var hun i al fald. Nu er hun yngre. Hun bider fra sig og har ideologiske mål med det, hun gør. I
I starten da hun blev udnævnt til innovationsminister, føltes det også for hende som et setback. Men jeg er ikke i tvivl om, at der er tale om en forfremmelse."

 

På Danmarksturné
Men Løhde lader sig ikke slå ud af 34 års forgæves forsøg på at reformere den offentlige sektor.

“Jeg har hørt nok så mange politikere og partiledere sige, at de vil have mindre bureaukrati, men jeg har ikke hørt én af dem pege på, hvordan vi så skal gøre det i morgen. Og det er for mig forskellen på at være en højtravende politiker, der har en masse fine ord, og så rent faktisk at være optaget af at levere løsninger, der betyder, at vi flytter den offentlige sektor på en måde, så den er bedre i morgen, end den var i går.”

Hvad er forklaringen på, at alle tidligere forsøg er slået fejl?

Ministeren læner sig frem i stolen. Et sådant spørgsmål er en gylden mulighed for at tale sit eget projekt op og konkurrenternes tidligere forsøg ned. Men samtidig vil hun nødig gøre sig til smagsdommer, forklarer hun.

“En væsentlig grund til, at man ikke er kommet særligt dybt, er, at man har været meget fokuseret på de statslige regler. Det er bestemt et vigtigt fokusområde, men man spiller jo med blind makker, hvis man ikke har blik for, at bureaukratiet fylder på alle niveauer i den offentlige sektor. Man kan tage ud på en hvilken som helst arbejdsplads i den offentlige sektor og bede dem pege på bureaukrati, som ikke giver mening for løsning af kerneopgaven.”

“Bureaukratiet kommer alle steder fra. Noget stammer fra Folketinget. Noget stammer fra kommunerne, regionerne eller styrelserne. Men der er også bureaukrati, som skabes helt nede i den enkelte institution eller afdeling. Og her er det vigtigt, at vi som politikere er knap så optaget af at pege fingre ad hinanden og i stedet finde fælles løsninger.”

Og som kontrast til ministeriel snak og politiske bebrejdelser er Sophie Løhde taget på Danmarksturné. Målet er inden årets udgang at besøge alle landets 98 kommuner og fem regioner i jagten på input til reformen. Da Altinget møder hende i begyndelsen af oktober, er hun halvvejs på rundturen. Hun har drukket kaffe på familiecentre i Nakskov, gået tur i børnehaver på Frederiksberg og inspiceret rådhuse i Nyborg og Assens.

“Jeg tilbringer ikke ret meget tid på det her kontor i Finansministeriet. Og hvad udvikling af den offentlige sektor angår, er kommunerne jo lysår foran Folketinget. Der foregår sindssygt mange ting på alle niveauer rundt i kommunerne og sundhedsvæsenet.”

 

Forvent ikke et big bang
Men filterkaffe og endeløse timer på bagsædet af ministerbilen gør det ikke alene. Og i ministeriet er man ikke blind for risikoen for, at Løhde kan fejle. At brødet er slået for stort op og ikke kan bages færdigt. Og at hun derfor havner som endnu et navn på listen over ministre, som troede, at de skulle forenkle og afbureaukratisere den offentlige sektor. Man skal ikke forvente et big bang. En storstilet reform, der dramatisk anviser vejen for en ny offentlig sektor. Det bliver snarere et spørgsmål om at liste forbedringer ind i de politiske aftaler, der løbende indgås mellem arbejdsmarkedets parter.

En central opgave bliver de kommende overenskomstforhandlinger. Her skal Sophie Løhde som arbejdsgiver for 190.000 statsansatte sikre en aftale, der skaber gejst blandt fængselsbetjente, officerer og fuldmægtige, men samtidig undgår at overophede arbejdsmarkedet. I den rolle kom hun skævt fra start, da hun kort efter sin tiltrædelse blev trukket ind i sagen om afskaffelse af såkaldte kutymefridage som jule- og nytårsaften.

Tre dage før jul fik hun udtalt, at hun som “minister for offentlig innovation naturligvis bakker op, når de lokale arbejdsgivere tager ansvaret på sig og træffer nogle vanskelige beslutninger om, hvordan der skal prioriteres i deres organisationer”. Det blev flere steder opfattet som klart signal om, at offentlig innovation i virkeligheden bare var et fancy ord for at inddrage hårdtarbejdende danskeres fridage.

“Det havde intet med hinanden at gøre. Men det var mig, der sad på vagten, og det ansvar påtager jeg mig. Efterfølgende har jeg været opmærksom på at komme tilbage på samarbejdets spor. Og det synes jeg er lykkedes. Men det er helt åbenlyst, at det ikke bliver nogen let overenskomstforhandling, der venter forude,” siger hun.

Ministeren håber at kunne banke ind i hovedet på offentligheden, at hun ikke er sat i verden for at jagte besparelser.

“Vi går ikke ind i forhandlingerne med en hemmelig plan om at finde penge til et skjult formål. Jeg står ikke op om morgenen og tænker: ”Hvordan kan vi effektivisere den offentlige sektor i dag”. Det er ikke det, jeg er drevet af. Det er ikke en spareøvelse. Det handler om, hvordan man kan frigive mere tid og flere penge til, at vi kan investere i vores kernevelfærd som sundhed, ældre og vores børns uddannelse.”

Hård negl med humoristisk sans
Men hvordan er hun så at forhandle og samarbejde med?
Nogle beskriver hende som en hård negl, der stiller enorme krav til omgivelserne. Og hæfter sig ved, at det er lykkedes hende at fordøje fire særlige rådgivere i løbet af sine to år som minister. Hendes enorme arbejdsiver og krav til resultater udlægges som en hæmsko i forhold til at skabe intern opbakning til projektet. Men omvendt betyder hendes evne og vilje til at sætte sig dybt ind i stoffet, at hun respekteres i embedsværket som en minister, der faktisk ved, hvad hun taler om. En karakteristik, der også deles af Claus Hjort Frederiksen (V).

“Nu har jeg både som ministerkollega og finansminister fulgt hende gennem årene. Og når hun møder op i Økonomiudvalget i Finansministeriet og fremlægger sine sager, så kan hun dem ud i mindste detalje. Det er ikke noget, der kommer af sig selv,” siger han.

I Dansk Folkeparti var den mangeårige sundhedsordfører Liselott Blixt skeptisk, da Sophie Løhde i sommeren 2015 blev udpeget til minister for sundheds- og ældreområdet.

“Jeg har set for mange nye ministre, som ikke ved, hvordan de skal agere i samarbejdet med embedsværket. Jeg kan godt være nervøs for, at hun som ung politiker vil lade sig styre for meget. Men omvendt bliver vi jo alle mere drevne med årene,” sagde hun til Altinget i forbindelse med et portræt af den dengang 31-årige Løhde.

To et halvt år senere griner Liselott Blixt, da citaterne bliver læst op i telefonen.

“Der er stadig mange ministre, der styres af embedsværket, men hun gjorde det rigtig godt. Hun var grundigt inde i sagerne og formåede at give embedsapparat modstand. Jeg var meget skuffet, da hun blev skiftet ud. Vi fik et sundhedsvæsen, der gik i stå i et stykke tid. Men jeg kan godt se, at hun er begyndt at få luft under vingerne i sit nye ministerium,” siger hun.

Liselott Blixt roser Løhde for evnen til at indgå politiske kompromiser. Og viljen til at inddrage relevante ordførere og øvrige parter i det politiske arbejde. Og så tilføjer hun, at Løhde – i modsætning til hvad en række anonyme stemmer fortæller – besidder både humor og selvironi.

“Jeg husker, at hun engang mødte op til et møde med sundhedsordførerne og fortalte, at vandet i hendes lejlighed var blevet lukket, mens hun stod i badet med sæbe i håret. Så var hun blevet nødt til at gå ud i køleskabet og finde to halvanden liters danskvand med citrus. Og derfor undskyldte hun, hvis nogen undrede sig over, at der lugtede for meget af citron. Så hun kunne grine af sig selv. Og jeg har efterfølgende givet hende danskvand i gave ved officielle lejligheder,” fortæller Liselott. 


Parløb med Løkke
En anden, der har fulgt Sophie Løhdes politiske liv, er den socialdemokratiske regionsformand Sophie Hæstorp Andersen. De to lærte hinanden at kende op til regionsvalget i 2005. Og fandt hurtigt ud af, at kemien var god.

“Min første tanke, da hun blev innovationsminister, var, at hun ikke havde været så længe på sundhedsområdet. Hun stod nærmest med tårer i øjnene, da hun skulle give nøglen til Ellen. Og i starten føltes det også for hende som et setback. Men Sophie er typen, der har været længe nok i politik til, at man altid ser muligheden i det, der i første omgang synes at være et skridt tilbage,” siger Sophie Hæstorp 

Og selv om sundhedssektoren har været Sophie Løhdes politiske øjesten, siden hun som 18-årig blev valgt ind i Frederiksborg Amt, var hun ifølge eget udsagn ikke i tvivl, da Lars Løkke Rasmussen bad hende prøve kræfter med et nyt ministerium.

“Et ministerium for offentlig innovation er noget, Lars Løkke har drømt om i mange år. Helt tilbage fra da han selv var finansminister og også oplevede, at man bliver slugt af hverdagens trummerum. Man har så mange faste opgaver og problemer, der dukker op, at der hverken er kræfter, tid eller overskud til at beskæftige sig med politikudviklingen. Og dermed reformationen af den offentlige sektor,” siger Sophie Løhde.

Parløbet mellem Løhde og Løkke er i øvrigt markant. Begge tog de deres spæde politiske skridt i nordsjællandske byråd og Frederiksborg Amt. Begge har lagt store kræfter i Venstres Ungdom. Og som udvoksede politikere er der ingen tvivl om, at det er arbejdet i maskinrummet, der fænger. Det kan derfor ikke for alvor overraske, at Sophie Løhde udpeger Lars Løkke Rasmussen som sit politiske forbillede. Og det selvom hun senere i interviewet fortryder valget, med henvisning til at det måske kan virke for “fedterøvsagtigt”.

“Hvad end det har handlet om at få høvlet ventelisterne af med flere uger eller sikre en kræftbehandling af høj kvalitet rundt i hele landet, så er han for mig at se et forbillede. Han evner og mestrer at levere konkrete resultater i udviklingen af den offentlige sektor. Og så er han en statsminister, der kan spille på hele paletten. Du kan ikke pege på en partiformand, der kender den offentlige sektor bedre indefra end statsministeren.”

 

At stå ved den offentlige sektor
Og skulle Løhdes mål være at gå statsministeren i bedene, må hun siges at være på rette vej. I al fald hvad tilknytningen til den offentlige sektor angår.

“Jeg er rundet af den offentlige sektor. Jeg blev valgt som 18-årig. Jeg har både været byråds- og regionsrådsmedlem. Og i næste måned fejrer jeg 10 års jubilæum som MF’er. Jeg har arbejdet med udviklingen af den offentlige sektor i mange år. Og det er i velfærdsmaskinrummet, at jeg trives bedst. Jeg brænder for at skrue på de nødvendige skruer. Og i den forstand er den offentlige sektor som en supertanker. Den skal skubbes på rette kurs, men ikke sættes ud af kurs.”

Nogle kunne fristes til at kalde Sophie Løhde for levebrødspolitiker. Et hånende begreb brugt om politikere, der er vandret direkte fra universitetet til Christiansborg og dermed aldrig har bestredet et job i den virkelige verden. Men den kritik preller af på hende.

“Er det en hæmsko, at man ved, hvad man snakker om? Det har aldrig været en ulempe at forstå den verden, som man beskæftiger sig med. Og jeg tror, at borgere og medarbejdere i den offentlige sektor sætter pris på at have en minister, som kender deres verden.”

“Det er jo ikke sådan, at jeg har siddet på Christiansborg siden 2001. I al ydmyghed mener jeg ikke, at jeg havde forudsætningerne for at gå i gang med de udfordringer, der venter, hvis ikke jeg havde den betydelige politiske erfaring.”

Og som bevis på, at hun kan klare sig uden den faste gage som folkevalgt, understreger hun, at politik for hende er et lystbetonet erhverv.

“Jeg forlader politik den dag, jeg mister gnisten. Det så jeg selv min mor gøre. En dag havde hun ikke gnisten længere, og så overlod hun roret til yngre kræfter. Det er for mig et godt billede på at huske at have hjertet med.”

Men er der ikke noget paradoksalt i, at man sætter en person, der er rundet af den offentlige sektor, til at reformere samme sektor? 

“Jeg vil godt advare imod ideen om, at hvis bare vi gør som i den private sektor, så kunne vi løse alting ti procent smartere i morgen i den offentlige sektor. Det er så forfejlet at komme med den letkøbte påstand, som savner nuancer for det grundlæggende faktum, at det er noget specielt at bedrive ledelse og udvikling i den offentlige sektor.”

  

Bruger utålmodighed som drivkraft
Ingen kan klandre Sophie Løhde for ikke at vide, hvad hun snakker om. Hun sætter sig ind i sagerne. Læser faglitteratur ved sengetid. Og lader andre om at kæmpe de ideologiske kampe.

“Jeg er jo ikke en eller anden værdikriger, som ligger søvnløs om natten og tænker på, hvad der taler for og imod et forbud mod burkaer. Jeg er optaget af at skabe resultater i maskinrummet. Og her tror jeg, at min utålmodighed virker som en stærk drivkraft og betyder, at jeg ikke er bange for at sætte foden mod speederen en gang imellem.”

En svaghed ved rollen som maskinmester er, at det nogle gange kan være svært at sælge billetter. Det har fået nogle til at omtale hende som en smule embedsmandssagtig. Men det afviser hun pure.

“Prøv at se, hvordan jeg arbejder. Hvis man synes, at det er embedsmandsagtigt, så synes jeg, at man skal pudse brillerne. Jeg er ikke bange for at gå ud på dybt vand og diskutere de svære problemer – også med nogle af dem, som måske ikke klapper regeringen hjem. Og hvis det er at være embedsmandsagtig, så jeg ved sgu ikke. Sådan opfatter jeg ikke mig selv.”

Hun erkender dog, at hun godt kunne have en stærkere folkelig profil.

“Jeg har sagt nej til at deltage i “Vild med dans” og andre kulørte programmer. Jeg kan ikke sidde og arbejde med nogle af de svære problemer i den offentlige sektor for så om fredagen at blive kastet op i luften, så mine trusser bliver vist under en smart kjole. Det er i mine øjne ikke foreneligt med at være minister. Betyder det så, at jeg ikke kan have det sjovt i byen eller rafle på et værtshus? Overhovedet ikke.”

Større bedrift end kommunalreform
Men er hun slet ikke bange for at blive glemt i sit nye ministerium? At statsministeren ender med at udskrive valg, uden hun har fået sine store reformer igennem?

“Vi bliver aldrig færdige, og jeg er da ydmyg omkring, at der er så mange, der aldrig er lykkedes med alle de ting, som jeg sidder og taler om.”

Alligevel kritiserer du dine forgængere for ikke at have gjort nok. Er det ikke letkøbt at kritisere andre, når du ikke selv har vist resultater?

“Vi har præsenteret en række udspil. Og så kan man løbende måle os på det, som vi lægger frem i 2018.”

Men der går jo lang tid, før det samlede regnskab kan gøres op? 

“Når vi arbejder med afbureaukratisering, tager vi andre værktøjer i brug, end man har gjort de sidste 30 år. Eksempelvis kommer vi snart med et udspil til digitaliseringsklar lovgivning, som er helt centralt i forhold til at forebygge bureaukrati og forenkle lovgivningen.”

Nu må tiden med andre ord gå sin gang. Og skulle en rapport forfattet i 2025 så vise, at sammenhængsreformen fra 2017 var udslagsgivende i forhold til endelig at få bugt med det vildtvoksende bureaukrati, vil det være en bedrift af de helt store, mener hun.

“Der vil være tale om en endnu større bedrift end eksempelvis kommunalreformen. Her slog man nye streger på et Danmarkskort og flyttede en række opgaver fra amterne til kommunerne. Det her er en sværere og mere uhåndgribelig opgave.”

Men hvordan ser en reformeret offentlig sektor så ud?

“Det hænger bedre sammen i morgen, end den gjorde i går. Det er ikke nogen ny udfordring. Men manglen på sammenhæng er den største udfordring på tværs af hele den offentlige sektor. Og det kræver, at vi har et stærkt efterfølgende fokus på implementering. Her svigter vi som politikere ved, at vi skynder os at formulere reformer og køre det hele igennem. Og så slipper vi noget af kraften i det efterfølgende arbejde,” siger Sophie Løhde.

“Jeg håber, at vi vil blive husket for, at vi sådan set lykkedes med en reform, der gjorde en forskel. Det er det, som jeg gerne vil måles på i sidste ende.” 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Hjort Frederiksen

Fhv. MF (V), fhv. minister og partisekretær
cand.jur. (Københavns Uni. 1972)

Liselott Blixt

1. viceborgmester, Greve Kommune
buntmager (Lollands Buntmageri, 1986), social- og sundhedsassistent (Social- og Sundhedsskolen i Greve, 2002)

Sophie Hæstorp Andersen

Overborgmester (S), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00