Sophie Løhde – regeringens stille reformator

Jeg forlader politik den dag, jeg mister gnisten. Det så jeg selv min mor gøre.

Sophie Løhde
Minister for offentlig innovation

Gemt væk bag vakkelvorne bjerge af porcelæn i en kælder i Læderstræde 500 meter fra Christiansborg står en mand og prikker på kopper med den stumpe ende af en blyant.

Butikken er et levn fra dengang bagere, skomagere og sadelmagere boede side om side i byens handelskvarterer. Nu er gaden en eklektisk forvirring af sølvsmykker, sjælesøgende bøger, caféburgere – og porcelæn. Fra sit diminutive albuerum bag disken er Ole Jacobsen i færd med at sikre sig, at fire kaffekopper, der helst skulle overleve turen til Island, ikke gemmer på skjulte revner.

Jeg startede i bogstaveligste forstand på en papkasse i Finansministeriet. Alt har skullet bygges op fra bunden.

Sophie Løhde
Minister for offentlig innovation

“Er der små revner i dem, lyder det hult, og så har de ingen melodi,” forklarer han, mens han tjatter blødt til porcelænet med blyanten.

Få år tilbage fik Ole Jacobsen og hustruen Karin Løhde jævnligt besøg i butikken af deres datter Sophie. Hun arbejdede på Christiansborg og havde derfor let ved at svinge forbi på cyklen, når hun havde været til møde ude i byen. I dag går der langt imellem, at de ser hende i butikken. I november 2016 blev datteren nemlig gjort til bestyrer af en langt større porcelænsbutik. Den butik, der hedder velfærdssamfundet. Og nøjagtig som sin far har hun brugt hovedparten af døgnets vågne timer på at prikke til den offentlige sektor for at sikre sig, at der stadig er musik i den. Og at den ikke er ved at krakelere. Nogle vil mene, at hun allerede har været ved at smadre et par kopper. Andre vil hævde, at hun er sat på en umulig opgave, som er dømt til at mislykkes.

Sophie Løhde selv er ikke bleg for at erkende, at der skulle gå lidt tid, før hun selv forstod, hvad opgaven egentlig gik ud på.