Regionsrådsmedlem: De unge har brug for lokale løsninger

Af Ida Damborg
Uddannelsesleder og regionsrådsmedlem for SF i Region Syddanmark

Forhandlingerne om Den Forberedende Grunduddannelse (FGU) er i fuld gang. Politikerne på tværs af partier lægger arm om et bud på, hvordan vi som fællesskab sikrer, at flere unge gennemfører en ungdomsuddannelse.

Er der behov for forandring? JA! Så længe så mange under 25 år ikke gennemfører en ungdomsuddannelse, så er der behov for forandringer. Vi må kunne gøre det lidt bedre. For uddannelse er vejen til arbejdsmarkedet og vejen til selvbestemmelse over eget liv.

Ikke større centralisering med færre skoler
Men løsningen er ikke større centralisering med færre skoler.

Løsningen er lokale fællesskaber, hvor udgangspunktet er lokalområdets unge, lokalområdets uddannelsesinstitutioner, lokalområdets behov for arbejdskraft og lokalområdets sociale støttefunktioner, der sammen skal være med til at skabe varige løsninger, så flere unge kommer med på uddannelsesvognen. Og skoler i de unges lokalområde – for lang transporttid øger frafaldet.  

Lokale løsninger inden for centralt fastlagte rammer, så FGU’en kan bruges til at komme videre, selvom man flytter fra Møn til Sønderjylland.

Løsningen er lokale fællesskaber, hvor udgangspunktet er lokalområdets unge, lokalområdets uddannelsesinstitutioner, lokalområdets behov for arbejdskraft og lokalområdets sociale støttefunktioner, der sammen skal være med til at skabe varige løsninger, så flere unge kommer med på uddannelsesvognen. 

Ida Damborg
Uddannelsesleder og regionsrådsmedlem for SF i Region Syddanmark

Når unge under 25 år ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, så er det nærliggende at give ansvaret til kommunerne, der jo har ansvaret for det meste af den offentlige velfærd for unge under 18 år. Det er muligt, at kommunerne ikke har opdaget mistrivsel, ordblindhed eller misbrug hos de unge… Men skal vi slås om fortiden eller skabe fremtiden? Jeg mener det sidste.

De unge som let spareobjekt
Kommunerne skal naturligvis involveres i et nyt tilbud til gruppen af unge, men når de ikke har nået de unge i løbet af deres barndom/ungdom, hvad skulle så gøre kommunerne til de mest kvalificerede til at drive skoler, der skal give faglighed, voksenparathed og finde de kringlede veje til, at alle gennemfører en ungdomsuddannelse?

Kommunerne er pressede på økonomien – og usikre og sårbare unge er ikke de, der samler til demonstrationer og underskriftsindsamlinger i hobetal.

Derfor frygter jeg, at med et udelukkende kommunalt ansvar og finansiering, at de unge på FGU’en bliver et let spareobjekt. Ikke fordi kommunerne synes, det er fedt at spare på dem, men fordi presset fra Ældre Sagen, forældre i daginstitutioner eller skolebestyrelser kan være mere massivt.

Desuden er al anden uddannelse efter folkeskolen statsligt finansieret – hvorfor ikke holde fast på det i forhold til disse unge?

Rammer helt forbi målgruppen
Med regeringens udspil om, at der kun skal være 75 skoler, der udbyder FGU, rammer man helt forbi målgruppen. Må Esbjerg Kommune, hvor der er 40 km fra syd til centrum kun oprette en skole, eller må Vejen eller Haderslev Kommune helt opgive at oprette en skole, så elever skal transportere sig til Esbjerg, Kolding eller Aabenraa?

I hovedstadsområdet gør man sig vist ikke mange realistiske tanker om, hvor stor en udfordring transport er langt fra S-togsnettet og Metroen.

Men er behovet for fremtidens arbejdskraft også det samme i Egedal og i Tønder?

For det vigtigste for de unge, der ikke kom med på uddannelsesvognen, er en fast tilknytning til arbejdsmarkedet, der kan være med til at give stabilitet i deres liv, så de kan udforme deres drømme derfra. FGU’ens største fokus bør være at hjælpe de unge ind på deres hylde, hvor det er realistisk at få job.

Fælles ansvar for at få udsatte unge i arbejde
De mange, der arbejder med denne gruppe unge, gør en stor indsats. Men lad os skabe rammer og regler, hvor de unge og deres udvikling er i fokus.

Med ekspertsgruppens ord: …”i dag er mange ressourcer og gode pædagogiske, faglige og arbejdsmæssige traditioner, der skal bygges videre på.

Men medarbejderne gør det ofte på trods af systemet snarere end på grund af det. Flere steder arbejdes der målrettet med de iboende udfordringer i systemet, blandt andet gennem tættere koordinering og samorganisering mellem de kommunale forvaltninger”

Løsningen på udfordringerne kunne være lokale selvejende institutioner, hvor kommune, de lokale uddannelsesinstitutioner og de lokale repræsentanter for arbejdsmarkedets parter sammen tager ansvar for også at få de mest udsatte unge med på uddannelsesvognen.

Indholdet skal kunne bruges i hele landet, så centrale krav til indhold og niveau bør være åbenlyst. Hvor og hvordan de unge undervises, vokser ind i voksenlivet, eller hvor lang tid det tager for den enkelte at komme videre, bør være meget individuelt.

Nogle har brug for et intensivt skub på tre måneder – andre har brug for at tage små men sikre skridt, og så tager det lidt længere.