Rektor: Regeringen straffer store gymnasier for at være store

En permanent økonomisk klemme

Denne forringelse er ikke midlertidig. Tværtimod lægger regeringens finanslovsforslag op til, at den lavere taxameterstøtte for de store institutioner fastholdes. Det betyder, at den økonomiske klemme ikke bare er en overgangsordning, men en permanent ramme, som de store gymnasier skal indrette sig efter.

Det er bemærkelsesværdigt, for samtidig står man fast på de politiske målsætninger om stærke og robuste uddannelsesinstitutioner. Her opstår et gab mellem ambition og finansiering, som hverken ledelser, lærere eller elever kan lukke.

Man kan spørge sig selv, hvilken politisk konsekvens der er størst: At fastholde en fair finansiering af de store institutioner – eller at undergrave deres økonomi.

Jimmy Mangelsen
Rektor, Tietgenskolen

Logikken fra regeringens side halter altså i betænkelig grad. Når en skole med mere end 700 elever i dag modtager lavere taxameterstøtte, er det ikke fordi, udgifterne til undervisning, værksteder eller laboratorier er blevet mindre. Og et stort gymnasium kræver ikke færre lærere pr. klasse end et lille.

Når man taler om stordriftsfordele, er der ofte en antagelse om, at større enheder automatisk kan undervise billigere. Men i gymnasiernes tilfælde holder den logik ikke. En klasse i matematik eller engelsk skal stadig undervises af én lærer, uanset om skolen rummer 300 eller 1.500 elever.

Klassestørrelsen er politisk fastlagt og pædagogisk begrundet – ikke noget, der kan opskaleres blot fordi institutionen vokser.

Med andre ord: Et stort gymnasium kræver ikke færre lærere pr. klasse end et lille – ofte kræver det flere lærere og et bredere beredskab for at kunne levere på den vision, som netop fusionerne byggede på. 

Samtidig var det netop de unge, der skulle være vinderne af fusionerne. Argumentet lød, at de skulle have adgang til flere uddannelsestilbud under samme tag, bedre overgangsmuligheder mellem erhverv og gymnasiale spor, og stærkere faglige miljøer. Den vision forudsætter, at institutionerne har økonomisk råderum til at drive netop den mangfoldighed og kvalitet.

Vi skal turde stå ved beslutningerne

Man kan spørge sig selv, hvilken politisk konsekvens der er størst: At fastholde en fair finansiering af de store institutioner – eller at undergrave deres økonomi og dermed de politiske mål, der førte til fusionerne?

Man kan ikke både kræve store, robuste skoler og samtidig straffe dem for at være store. Politik må hænge sammen – og finansiering må følge ambitionerne.

Jimmy Mangelsen
Rektor, Tietgenskolen

Hvis vi ender med at gøre de store skoler økonomisk sårbare, har vi reelt sat både elever, lærere og lokalsamfund i en klemme, der kan få langsigtede konsekvenser for uddannelsesniveauet i hele landet. 

Det er ikke en kritik af fusionstanken som sådan. Mange steder har sammenlægningerne faktisk givet stærkere faglige miljøer, bedre udnyttelse af ressourcer og et bredere udbud af uddannelser.

Men det er en påmindelse om, at man ikke både kan kræve store, robuste skoler og samtidig straffe dem for at være store. Politik må hænge sammen – og finansiering må følge ambitionerne.

Hvis vi vil have stærke ungdomsuddannelser, der kan løfte ungdomsuddannelserne ind i fremtiden, må vi turde stå ved de beslutninger, vi allerede har taget. Ellers ender vi i det værst tænkelige paradoks: At vi bygger store skoler for at gøre dem bæredygtige – og bagefter gør dem økonomisk uholdbare, fordi de blev store.