Leila StockmarrEnhedslisten får ny undervisningsordfører: "Min ambition er at blive en sværvægter"

Leila Stockmarr bliver Enhedslistens nye undervisningsordfører – en opgave, der "giver ild i maven", siger hun.
"Mit hjerte banker mest for de største sværdslag, der skal kæmpes. Vores børn skal have en god start på livet. Det er en kamp, jeg giver mig ind i for første gang, men med meget stor kraft," siger hun.
Leila Stockmarr overtog Jette Gottliebs mandat, da hun valgte at trække sig fra politik i 2024. Til folketingsvalget stod hun som nummer otte på partiets liste og kom ind med 1.969 stemmer i Københavns Storkreds.
I sin tid i Folketinget har hun blandt andet været klima-, miljø- og naturordfører, men de poster vinker hun nu farvel til.
"Miljø handler jo også om mennesker, vores fremtid og det liv, vi lever, men jo ikke så direkte som undervisningsområdet og børn gør."
Den nye ordfører tiltræder ikke rollen med en masse erfaring fra området i bagagen, men hun har dog en liste klar med sine prioriteter på området. Øverst står folkeskolen.
"Det kommer til at være et af vores helt centrale fokusområder. Det er ikke kun et spørgsmål om penge, men der er brug for en revision af, hvad folkeskolen har brug for."
På listen står også et løft af daginstitutionerne, bedre arbejdsvilkår for pædagoger og fokus på geografisk ulighed i uddannelsessystemet.
Vil være en sværvægter
Leila Stockmarr overtager opgaven fra Mai Villadsen, der ikke længere er folketingsmedlem grundet partiets rotationsordning. Siden hun fik tildelt ordførerskabet, er det også Mai Villadsen hun har rådført sig med.
Hun forventer heller ikke, at Enhedslistens politiske linje på uddannelsesområdet kommer til at se anderledes ud, end da Mai Villadsen sad ved roret.
"Jeg har ikke et et eller andet med, at der skal være et opgør. Men det er klart, at Mai har siddet med det her ordførerskab i en tid, hvor vi var i opposition, og der har været en flertalsregering, så det sætter nogle rammer for arbejdet. Meget afhænger af, hvad det er for en konstellation, jeg skal være ordfører inden for, og det ved vi først på den anden side af en regeringsdannelse."
Nogle kalder mig en terrier. Jeg bider mig fast i ting.
Leila Stockmarr (EL)
Undervisningsordfører
"Jeg har kun ros tilovers for Mais indsats. Hun fik de ordførerskaber i kølvandet på at have været politisk ordfører, og det sender et stærkt signal fra vores side, når vi sender en sværvægter på nogle områder, vi gerne vil løfte velvidende, at hun ikke kunne genopstille."
Ser du dig selv som en sværvægter?
"Jeg vil sige, at det nok er at stramme den sammenlignet med en politisk ordfører," siger hun med et lille grin.
"Men jeg ser mig selv som en, der går ekstremt dedikeret til værks. På miljøområdet har jeg kæmpet mange konkrete sager og konkrete kampe. Det er klart, at det måske er en anden måde, der skal arbejdes på her. Men min ambition er da, at inden for den næste valgperiode at blive en sværvægter på det her område."
"Kalder mig en terrier"
I sin tid på Christiansborg har hun gjort sig særligt bemærket med sine mange spørgsmål til ministre - de såkaldte paragraf 20-spørgsmål. I en optælling for folketingsåret 2024 til 2025 indtog hun syvendepladsen af de politikere, der har stillet flest ministerspørgsmål. 46 spørgsmål blev det til.
Det kan den kommende undervisningsminister også forvente.
"Nogle kalder mig en terrier. Jeg bider mig fast i ting. Det handler om at finde nogle sager og blive ved. Jeg skal først blive klogere på mit område, men det afhænger også af den parlamentariske situation."
Inden Leila Stockmarr blev en del af Folketinget, har hun blandt andet arbejdet som politisk chef og hovedbestyrelsesmedlem i Alternativet, klimarådgiver i bureauet Advice og Mellemfolkeligt Samvirke og rådgivet Klima-, Energi- og Forsyningsminister Dan Jørgensen (S) om international klimahandling og klimadiplomati.
Se, hvordan Enhedslisten har fordelt de resterende ordførerskaber her.
Leila Stockmarrs ordførerskaber
- Børne- og ungeordfører
- Undervisningsordfører
- Uddannelsesordfører
- Forskningsordfører
- Kulturordfører
- Transportordfører
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Professor: Et kommuneministerie kan være fint, men regeringsgrundlaget er vigtigere
- Nina Smith: Unge uden uddannelse er en bunden opgave for kommende regering
- Uddannelsesforbundet og 3F: Det nye folketing må ikke sætte epx'en over styr
- Unge er mindre afklarede om uddannelsesvalg trods flere vejledningsaktiviteter
























