Bliv abonnent
Annonce
Kronik af 
Momme Mailund
Mogens Pold
Flemming Steen Jensen

Rektorer til erhvervsskoledirektører: Epx skal have en stærk tilknytning til gymnasierne, hvis den skal lykkes

Et udbud af epx på et gymnasium med stx kunne skabe en øget mangfoldighed, der kan skabe synergieffekter for begge uddannelser ved, at de to elevgrupper har hjemme på samme gymnasium, skriver Momme Mailund, Mogens Pold og Flemming Steen Jensen.
Et udbud af epx på et gymnasium med stx kunne skabe en øget mangfoldighed, der kan skabe synergieffekter for begge uddannelser ved, at de to elevgrupper har hjemme på samme gymnasium, skriver Momme Mailund, Mogens Pold og Flemming Steen Jensen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
27. januar 2026 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I et indlæg i Altinget den 16. januar skriver tre erhvervsskoledirektører kritisk, at epx'en vil for lidt af det rigtige (for lidt praksisfaglighed), at den bliver en videreførelse af en gymnasial tradition, og at den derfor ikke forbereder godt nok til erhvervs- og professionsuddannelser.

Det er vi ikke enige i. Vi synes netop, at epx-ekspertgruppens anbefalinger anviser noget af det rigtige.

Men inden vi udfolder vores uenighed, så lad os slå fast, at vi er helt enige i den vigtigste pointe: Epx skal være en attraktiv uddannelse for de unge.

Vi mener, at det er nødvendigt for samfundet, at epx bliver en succes. Alt for mange unge bliver i dag tabt i uddannelsessystemet. Enten før de når til en ungdomsuddannelse, eller når de falder fra en ungdomsuddannelse.

Det har epx'en potentiale til at råde bod på – ikke mindst hvis de almene gymnasier bliver en del af løsningen. Og måske netop derfor insisterer undervisningsministeren på, at epx skal være en gymnasial uddannelse.

Læs også

Dannelse i højsædet

Præcis som det er tilfældet med stx i dag, skal epx ifølge ekspertgruppen ikke blot uddanne, men samtidig danne de unge. Det er en udmelding, som kræver applaus.

Alle har en forventning om, at ungdomsuddannelserne klæder eleverne fagligt på. Men vi har vel også en forventning om, at alle ansatte på fremtidens arbejdsmarked har et vist niveau af dannelse, så de kan navigere etisk og moralsk ansvarligt – uanset om de er smede, sosu’er eller sygeplejersker.

På de almene gymnasier har dannelse altid været i højsædet, så vi har de bedste forudsætninger for at kunne bidrage positivt til løsningen af den del af opgaven.

På det faglige område beskriver ekspertgruppen stamfag, grenfag og valgfag for fire forskellige indgange på epx (grene).

Det faglige afsæt er dansk, engelsk og matematik, men også naturfag, historie/samfundsfag og digital teknologiforståelse – alle sammen fag, som vi kender i det almene gymnasium.

Erfaringen fra stx bør udnyttes til at skabe et stærkt fagligt fundament for den nye uddannelse.

Momme Mailund, Mogens Pold og Flemming Steen Jensen
Rektorer for hhv. Herning Gymnasium, Randers Statsskole og Horsens Gymnasium & HF

Der skal også være både et kunstnerisk fag og et praktisk bevægelsesfag. Det er fag, som er identitetsskabende for de unge og for uddannelsesinstitutionerne, og som vi også har en lang og traditionsrig erfaring med på stx.

Den erfaring bør udnyttes til at skabe et stærkt fagligt fundament for den nye uddannelse.

Praksisfaglighed i stx

Ifølge de tre direktører er "en solid erhvervsfaglig forberedelse ofte den mest robuste indgang" til erhvervsuddannelse og professionsuddannelser indenfor eksempelvis byggeri eller velfærds- og sundhedsområdet.

At et vist element af praksisfaglighed er en god forudsætning, er vi ikke uenige i, men vi mener faktisk, at en gymnasial uddannelse, hvor praktisk, fysisk og professionsorienteret undervisning kobles med teori, er endnu bedre.

Læs også

Som almene gymnasier har vi måske endnu ikke så stærke erfaringer med det professions- og erhvervsrettede i alle fag. Men med de forandringer, som generelt præger sektoren i disse år, herunder også et øget fokus på praksisfaglighed i stx, er det kun et spørgsmål om tid.

Også det hilser vi velkommen, for vi finder det nødvendigt, at netop det praksisfaglige vinder større indpas også i stx. Det vil kunne styrke læring på tværs af alle uddannelserne.

Og så har vi i øvrigt masser af erfaring med samarbejde med professionshøjskolerne, hvor en stor del af hf- og stx-studenterne læser videre. Endnu en erfaring, som også bør komme epx-eleverne til gavn.

Et udbud af epx på et gymnasium med stx kunne skabe en øget mangfoldighed, der kan skabe synergieffekter for begge uddannelser.

Momme Mailund, Mogens Pold og Flemming Steen Jensen
Rektorer for hhv. Herning Gymnasium, Randers Statsskole og Horsens Gymnasium & HF

Samtænkning er afgørende for succes

Men endnu vigtigere for, at epx kan blive en succes, bliver det at sikre eleverne på den nye uddannelse en skolegang med høj elevtrivsel, lavt frafald og et stærkt og rummeligt studiemiljø, sådan som vi kender det fra stx i dag.

I grundskolen udfordres den sociale sammenhængskraft af, at flere forældre sender deres børn i privatskole. Her vil et udbud af epx på et gymnasium med stx kunne skabe en øget mangfoldighed, der kan skabe synergieffekter for begge uddannelser ved, at de to elevgrupper har hjemme på samme gymnasium.

Studiemiljøet og de sociale fællesskaber i pauserne og efter skoletid vil blive beriget, når eleverne er fælles om frivillig idræt, musik, politiske arrangementer, fester og alle de andre initiativer, der skal vokse ud af et uddannelsesmæssigt ungdomsliv for unge, der er optaget af forskellige fag, men som er fælles om at være unge i tiden.

Epx’en tegner godt.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026