Undervisere: Kritik af pædagog­uddannelsen rammer ved siden af

REPLIK: DPU-leder Claus Holm har ret i, at pædagoguddannelsen kan forbedres, men mere forskningsviden er ikke løsningen. Uddannelsen mangler midler og en ordentlig bekendtgørelse, skriver to undervisere ved Københavns Professionshøjskole.

Af Uffe Lund og Naia Hawes
Lektor ved Københavns Professionshøjskole og underviser ved Københavns Professionshøjskole og adjunkt ved Professionshøjskolen Absalon

DPU-leder Claus Holm skriver i et debatindlæg hos Altinget, at han ikke mener, det faglige niveau på pædagoguddannelsen er højt nok. Hans kur er mere forskningsviden. Spørgsmålet er nok nærmere, om uddannelsen har gode nok betingelser.  

Og så er kuren blandt andet timer nok til god undervisning og en meningsfuld uddannelsesbekendtgørelse.

Hvor er det dejligt, når nogen viser ens hjertebarn interesse! Og skønt med konstruktive forslag til, hvordan man kan forbedre sig. Det vil vi nemlig hele tiden på pædagoguddannelsen. Vi, som underviser her, arbejder faktisk dagligt på det.

Mere tid til sammenhæng
Holm postulerer, at det faglige niveau ikke er højt nok, og foreslår derfor formidling af mere viden fra forskning. Næppe overraskende fra en universitetsmand! Dog synes det betænkeligt, at han mener, tilfredshedsmålinger svarer til virkeligheden, og at man kan planlægge uddannelse kvalificeret derudfra.

Måske var det en idé, ud over at overveje reliabiliteten af disse målinger, at inddrage viden om de politisk bestemte rammebetingelser! Det er et faktum, at pædagoguddannelsen får det suverænt laveste beløb per studerende af alle mellemlange videregående uddannelser.

Med en bedre økonomi ville der blive flere timer til at arbejde med sammenhængen mellem teoretisk viden og viden fra praksis – og ikke mindst, hvordan man bringer disse i spil med hinanden.

Ikke nødvendigvis ved at læse mere forskning, men ved at have tid til at forholde sig til, hvad der på et aktuelt tidspunkt synes meningsfuldt for de børn, unge og voksne, pædagoger arbejder med.

Holm vil styrke koblingen af robuste erfaringer fra virkeligheden med solid forskningsviden, blandt andet for at udfordre handlingsrutiner fra praksis. Dette bifalder vi, idet også vi ser en udfordring i foreningen mellem praksis og teoretiske tilgange.

Dette skyldes ikke nødvendigvis manglende indføring i dokumenterede pædagogiske metoder, men måske nærmere manglende tid til at koble disse metoder til de samfundsmæssige transformationer, praksis står over for, og som påvirker forventningerne til de professionelles virke.

Pædagogikken mangler
De studerende får et solidt kendskab til praksis, da en betragtelig del af uddannelsen foregår i praktik. Dog er det er ikke påkrævet, at praktikvejlederne skal være uddannede til at løfte deres uddannelsesopgave – fordi man politisk ikke har ønsket at bruge de penge, det koster.

Se, dét ville løfte det faglige niveau! Ikke mindst, hvis nogle af de flere undervisertimer, vi fik tilført i forrige afsnit, bliver anvendt i tæt samspil med de studerende og pædagogerne på deres praktiksteder.

Pædagoguddannelsens bekendtgørelse står mildt sagt også i vejen for god uddannelse. For eksempel fordi man er faldet helt i den emneorienterede grøft og har glemt, at tværfaglighed fungerer i kraft af faglighed.

Det er ikke kun Holms hjertebarn, udviklingspsykologien, der kun introduceres til, da psykologi ikke findes som fag på pædagoguddannelsen! Og tænk: Pædagoger har heller ikke faget pædagogik!

Det ville ellers bidrage til den professionsbevidsthed, Holm mener er for svag, hvis pædagogstuderende fik en faglig dannelse, hvori pædagogisk idéhistorie, filosofi, antropologi med videre indgår, knyttet til et styrket kropsligt, æstetisk og kulturelt fagområde, hvor viden om og beherskelse i praksis får tid og plads.

Så ville pædagoguddannelsen i dén grad styrke de studerendes praktiske evner og derved også bidrage til en styrket professionsidentitet. En for snæver fokusering på eksempelvis psykologiske udviklingsteorier bidrager ikke til at kvalificere den pædagogstuderende til at analysere, forholde sig eller tage stilling til samspillet mellem individuelle, institutionelle og samfundsmæssige forhold og etablerer således heller ikke en forudsætning for professionelt arbejde med dannelse.

I stedet risikerer vi at uddanne ukritiske udførere af skiftende smarte metoder til effektiv målopfyldelse for for eksempel børns udvikling.

Mere personlig udvikling
Holm mener, at de studerendes personlige udvikling fylder alt for meget. Det stiller vi os undrende over for: Faktisk fylder det faktisk alt for lidt! Personlig udvikling på en videregående uddannelse handler ikke om navlepilleri, men om dannelse.

Det handler ikke om selvrealiseringskurser, men om udvikling af helstøbte pædagoger med fagpersonlig tyngde, (selv)kritisk sans, vilje og evne til at analysere og udvikle egen praksis og kulturelle organisationer og ikke mindst evne til at handle på alt dette – i samspil med deres brugere.

Denne faglighed hentes blandt andet også ved læsning og undervisning i forskningsviden, ikke ved at dynge mere på, men ved at forholde sig kritisk-konstruktivt. En evne, som blandt andet kan opøves ved at genindføre, at de studerende får indflydelse på, hvad og hvorfor de skal studere – gerne inden for de brede kerneområder, Holm kalder ”kanon”.

For at sikre fremtidens pædagoger en platform for dannelse af selvstændig (måske endda selvsikker) professionsidentitet, bør de gives mulighed for kritisk at forholde sig til begrebet ”pædagogik” og dermed også udførelsen og udviklingen af denne.

Vi bør fokusere på at styrke de pædagogstuderendes afsæt for læring, der sikrer, at de studerende efter endt uddannelse evner at analysere, tage stilling til og handle i en verden bestående af artikulerede grundidéer, eksplicitte som implicitte antagelser og vanliggjorte praksisser. En dynamisk faglighed risikerer ellers at blive gjort statisk.

Mere lokal relevans og specialisering
Demokratiske erfaringer har svære kår med den nuværende bekendtgørelse. Skal pædagoger kunne optræde som demokratiske rollemodeller, hjælper det nok at opleve deres undervisere som sådanne.

Det vil selvfølgelig medføre, at den forskellighed, Holm beklager, at pædagoguddannelsen byder på landet rundt, nok vil blive større. Og det er kun livgivende for den solide pædagogfaglighed, Holm vil styrke.

Vejen er bare ikke mere ensliggørelse, men lokal, aktuel relevans – afprøvet og udviklet i samspil med praksis. Det er nemlig gennem engagement og handlinger, solid pædagogik udvikler sig. Ikke gennem topstyring og centralisme.

Holm fokuserer på, at pædagoguddannelsen uddanner til arbejde med børn. Men faktisk retter vi os også mod unge, voksne, ældre, mennesker i sociale problemer, med fysiske og psykiske handicaps med videre.

Det ligger ikke mindst i de specialiseringer, Holm nævner. Hovedparten af disse grupper beskæftiger man sig med på den specialisering, Holm kalder specialpædagogik og dermed ignorerer den socialpædagogiske dimension af, som ellers har det fællesskabs-, samfunds- og socialiseringsorienterede sigte, der vist også efterlyses?

Flere timer til mere specialisering vil bidrage til bedre kvalitet og vil således bidrage til at forme det fælles fagsprog, Holm efterlyser.

Med hænder, hjerne og hjerte
Til næste år skal pædagoguddannelsen evalueres, og mon ikke der så står en grundig reform for enden af den proces? Lad os håbe, at den giver bedre pædagogfaglighed, som bygger på praktisk og teoretisk viden og kunnen.

Og ikke bare højere akademisk niveau, belæst med flere forskningsrapporter. Pædagoguddannelsen uddanner dygtige praktikere, som kan bruge hænder, hjerne og hjerte. Så lad bare DPU og andre universiteter tage sig af de højere akademiske forskningsstudier.

Forrige artikel Friskolerne: Lav et mere fair tilskudssystem på friskoleområdet Friskolerne: Lav et mere fair tilskudssystem på friskoleområdet Næste artikel Professionshøjskolerne: Ny minister skal løse, at der bliver færre unge at uddanne Professionshøjskolerne: Ny minister skal løse, at der bliver færre unge at uddanne
  • Anmeld

    Niels Jakob Pasgaard · Lektor

    Bravo!

    Glimrende indlæg om pædagoguddannelsen, fra nogle af dem, der har fingrene i den.

    Holms indlæg, som dette indlæg er et svar på, er ét langt opgør med idéen om pædagogik som en normativ disciplin. Hos Holm er pædagoguddannelsen til for at gøre de studerende kompetente, så de kan træde direkte ind og virke i praksis. Derfor skal de naturligvis ikke læse Foucault, Habermas - eller filosofi i det hele taget - det kunne jo risikere at ægge til selvstændig tænkning! Nej, lad dem derimod læse den nyeste empiriske effektforskning, sikkert blandet med nogle evidensbaserede koncepter - og det er så det.

    Men hør nu; det er jo netop de fortvivlende snævre relevanskriterier, som knytter sig til den aktuelle kompetencemålstyring af uddannelsen, der spærrer for en højere faglighed. Lad de studerende læse masser af tung filosofi, som de næsten knækker nakken på, så de kan forholde sig kritisk til den evige strøm af tomme koncepter og metoder i landets pædagogiske institutioner. Lad dem også læse psykologi og sociologi, men ikke kun de nyeste tekster. Lad dem læse ét i Aalborg, noget andet i Viborg, og noget helt tredje i København, og lad dem også lære noget forskelligt, der ikke er dikteret af nationale kompetencemål.

    Lad os få en mangfoldighed af frit tænkende pædagoger, som kan indgå i fri vekselvirkning med en levende praksis og udfordre de kommunalt indkøbte koncepter, som fryser ethvert tilløb til fri pædagogisk tanke og handling til is.