Skole- og SFO-pædagog: Behovet for inklusion ender ikke, når skoledagen slutter

DEBAT: Fritidstilbuddene er hårdt ramt af spareøvelser. Der er brug for bedre normeringer i SFO'erne, hvis vi vil tage hånd om de udsatte og de almene børn, skriver skole- og SFO-pædagog.

Af Anne-Mette Kruse
Skole- og SFO-pædagog

Igennem det sidste årti har inklusion fyldt meget i både den offentlige debat, i kommunerne og på de enkelte skoler. Spørgsmålene har været mange.

Er inklusion bare endnu en spareøvelse, der bliver trukket ned over hovedet på skolerne? Kan alle børn inkluderes i den danske folkeskole? Hvilken betydning har inklusion på den almene børnegruppes trivsel og læring? Spørgsmålene, der er blevet forsøgt besvaret af eksperter og politikker.

Der er dog et meget vigtigt spørgsmål, som nærmest aldrig bliver stillet i denne debat. Nemlig om behovet for inklusion stopper, når klokken ringer ud efter sidste time.

Forværrede vilkår i SFO'erne
For når klokken ringer ud og skoledagen er slut, har SFO'en ikke normeringen til at give Janus og Molly et inklusionstilbud, der minder om det, som de har i skoletiden.

Både Janus og Molly har diagnoser, der gør det svært for dem at være i større grupper med mange børn samt at skabe overblik i overgangene mellem aktiviteter.

Begge børn har behov for struktur, tæt voksenkontakt og guidning i sociale situationer, da de ellers brænder sammen med voldsomme reaktioner til følge.

Men når skoledagen er slut, skal Janus og Molly begå sig i det store SFO-fællesskab, hvor overgangene og strukturen er mere flydende.

Sætter aktivitet på hold
Når det bliver svært for dem at være i det til tider kaotiske børnefællesskab, har de brug for mig som pædagog til at skabe ro og overblik.

Men det betyder, at jeg må sætte min planlagte aktivitet på hold og efterlade en gruppe børn, som også har brug for en nærværende voksen. 

Som pædagoger vil vi gerne kunne skabe små grupper med faste voksne, hvor børn som Molly og Janus kan hente støtte og søge tryghed i mødet med SFO'ens mere flydende struktur. Men om vi vil det eller ej, kommer sådan et tilbud til at betyde ringere vilkår for den almene børnegruppe.

Efter flere års besparelser er normeringerne i SFO'erne nemlig efterhånden så dårlige, at det vil betyde færre aktiviteter og færre voksne per barn, hvis man prioriterer at afsætte en pædagog til en lille børnegruppe.

Hvis vi skal lykkedes med at inkludere børn som Molly og Janus i vores fantastiske fritidstilbud, har vi simpelthen ikke råd til at spare mere på området – tværtimod. Vi skal have bedre normeringer og en øremærket inklusionssum, så vi kan bedrive inklusion, der batter.

Normeringer kommer alle børn til gode
Derfor kommer Enhedslistens forslag om minimusnormeringer i SFO'erne også som kaldet.

At de tilmed har fokus på, at en sådan opgradering af fritidsområdet først og fremmest skal komme udsatte og sårbare børn til gode, er blot endnu et plus.

Selvfølgelig kan det være nærliggende at spørge om en bedre normering ikke skal komme alle børn til gode, og det vil jeg faktisk også mene, at det gør.

Når børn som Molly og Janus bliver tilgodeset normeringsmæssigt, betyder det også noget for de almene børn. De vil opleve, at der også vil være flere og mere nærværende pædagoger omkring dem, og at der vil kunne sættes flere aktiviteter i gang. 

Men jeg kan da være bekymret for, om børn som Molly og Janus vil anses for sårbare nok til, at deres SFO vil få glæde af Enhedslistens forslag.

En sådan definition skal være skrevet ind i en eventuel lov, sådan at det ikke bliver op til den enkelte kommune, hvem der få gavn af minimumsnormeringer på fritidsområdet.

Forrige artikel Radikal Ungdom: Tiden kalder på bedre seksualundervisning Næste artikel S: Vi forventer, at frikommunerne erstatter kontrol med tillid S: Vi forventer, at frikommunerne erstatter kontrol med tillid