Skoleleder: Fysisk magt er ikke pædagogik. Det er symptombehandling

Bedre og fleksible rammer

Hvis vi vil danne børn til demokratiske borgere, må vi vise dem, at autoritet bygger på rettigheder, pligter, ansvar og relationer – ikke fysisk magt. Regler, struktur og konsekvens er relevante pædagogiske virkemidler, og de virker bedst, når de er forankret i tillidsfuldt forhold mellem barn og voksen.

En lærer med tydelige forventninger og konsekvent rammesætning har stor autoritet – især når det kombineres med faglighed og empati. 

Der er ikke behov for øgede magtbeføjelser, men bedre og mere fleksible rammer for folkeskolen. Jeg ser mange gode eksempler, hvor det lykkes at tilpasse kravene til eleverne. 

Der findes bedre løsninger på de pædagogiske udfordringer og det autoritetstab, folkeskolen oplever – og ingen af dem involverer fysisk magt.

Kim Stenholm Paulsen
Skoleleder, Lundehusskolen

Men jeg ser også det modsatte: Når vi presser elever ind i en kontekst med én dagsorden, med samme krav til alle, konsekvenspædagogik uden bagdøre og kun én voksen i klassen, begrænses mulighederne for fleksibilitet og kravtilpasning. 

Lærere skal og kan ikke løse konsekvenserne af fejlslagne reformer, årelange nedskæringer og den globale stigende mistrivsel blandt børn og unge. Det er hverken børnenes eller lærernes ansvar.

Fysisk indgriben er ikke løsningen – hverken i praksis eller ifølge forskningen, som entydigt peger på, at tryghed, relationer og tydelig klasseledelse er de mest virksomme greb. Tryk avler modtryk, og konflikter eskalerer, når de mødes med kontrol frem for forståelse. 

Siden 2012 har folkeskolen været præget af: 

• Inklusionsreformen, der omfordelte midler fra specialområdet til det almene. 
• Lov 409, der afskaffede lærernes centrale arbejdstidsaftale. 
• Skolereformen, der blev finansieret ved at øge undervisningstiden for lærerne ved hjælp af Lov 409 og en reducering af fritidstilbud til fordel for længere skoledage.
• Omprioriteringsbidraget, der pålagde årlige besparelser på to procent. 

Symptombehandling på et systemisk problem

Samtidig er folkeskolen blevet en politisk kampplads med stigende intensitet. Lærerne er gentagne gange blevet talt ned, og de skulle "normaliseres" for at legitimere finansieringen af skolereformen.

Mistrivslen blandt børn og unge er steget, og læreruddannelsen er blevet reformeret igen og igen. Test og benchmarking har overtaget styringen, hvor selv seksårige skal gennemføre trivselsmålinger for at skoler kan sammenlignes. 

Fra 2020 er der tilført cirka en million kroner årligt per skole via Puljen til folkeskolen og Kvalitetsprogrammet – svarende til knap to fuldtidsstillinger. Men det er ikke nok til at genoprette balancen i en skole med stigende uro, vold og mistrivsel. 

Ministerens forslag om fysisk magt fremstår som en symptombehandling på et systemisk og globalt problem, forstærket af politiske beslutninger. Hvis folkeskolen skal være for alle, må den pædagogiske og didaktiske praksis afspejle den virkelighed, at elever har forskellige forudsætninger og behov.

Det betyder ikke individuelle løsninger til hver enkelt, men at skolen skal have kapacitet til at hjælpe børn ind i fællesskabet – ikke ved konstant at udvide rammen, men ved at styrke de professionelle muligheder for at skabe inkluderende læringsmiljøer. Det kræver tid, faglighed og flere professionelle i undervisningen.

Der findes bedre løsninger på de pædagogiske udfordringer og det autoritetstab, folkeskolen oplever – og ingen af dem involverer fysisk magt. I stedet for at udvide lærernes magtbeføjelser, bør vi investere i efteruddannelse og bedre rammer for inklusion. Samtidig bør vi tage en ny samtale om folkeskolens rolle og samfundets forventninger til, hvilke opgaver skolen skal løse. 

Vi har tradition for at håndtere selv de sværeste udfordringer i fællesskab. Derfor bør parterne bag programmet 'Sammen om Skolen' også være den ramme, hvor folkeskolens udvikling og de politiske løsninger formes – med respekt for både elevernes mangfoldighed og lærernes faglighed.