Skoleleder: Er en hård skuldertackling i frikvarteret vold?

Arbejdstilsynet skelner også mellem alvorlige og mindre alvorlige voldsepisoder. De påpeger arbejdsgivernes pligt til at registrere alle voldsomme episoder, så man kan lære af dem og forebygge, at de gentager sig. Det gælder også, hvis der løbende forekommer mindre alvorlige voldsepisoder.

Vi forsimpler virkeligheden

Derfor har vi to former for registreringer i ulykkestypen "vold" på folkeskolerne i Københavns Kommune – "voldsomme hændelser" og "mindre voldsomme hændelser", som begge dækker fysisk og psykisk vold. 

Er en hård skuldertackling i fodbold vold? Er det vold, når to syv-årige river og kradser hinanden i en konflikt?

Kim Stenholm Paulsen
Skoleleder, Lundehusskolen

I København følger vi også Arbejdstilsynets anbefaling om ikke at have nogen nedre grænse for, hvilken type vold man registrerer. Det er op til den enkelte arbejdsplads at definere, hvad der skal registreres som vold.

Det giver mening i forhold til den lokale registrering, håndtering og forebyggelse af voldsomme episoder – men det gør det også svært at tegne et entydigt billede på nationalt plan.

For hvad tæller egentlig med i statistikken? Vil man undersøge omfanget af både psykisk og fysisk vold? Og kommer vi til at undersøge og dømme børn for vold efter strafferetslige paradigmer?

Selv hvis vi kun opfatter registreringer af voldsomme episoder som korporlig vold, forsimpler vi virkeligheden. 

Er en skuldertackling i fodbold vold?

Ifølge Arbejdstilsynet kan eksempler på fysisk vold være angreb mod kroppen i form af overfald, kvælningsforsøg, knivstik, spark, slag, skub, benspænd, fastholdelse, kast med genstande, bid, niv, krads og spyt.

I praksis spænder fysisk vold dermed fra overfald og kvælningsforsøg til skub, spyt og benspænd. Men hvor går grænsen?

Er en hård skuldertackling i fodbold vold? Er det vold, når to syv-årige river og kradser hinanden i en konflikt? Er det vold, når man bliver skubbet i køen, når de store drenge giver hinanden olferter, eller når børn reagerer i "ulvetimen", hvor batterierne er brugt op?

Som far til tre børn ved jeg, at ulvetimer er en del af hverdagen. Jeg forsøger at håndtere dem bedst muligt – men de forsvinder ikke. Det samme gælder de mindre voldsomme hændelser i skolen.

De har altid været der – og vil altid være der. At tro andet er at opbygge en illusion, som risikerer at stille folkeskolen over for et uopnåeligt ideal. Et ideal, som fri- og privatskoler ofte slipper for at blive målt op imod. 

Undersøgelse bør omfatte fri- og privatskoler

Derfor burde det være en selvfølge, at en undersøgelse af vold også skal omfatte fri- og privatskoler – og ikke kun folkeskolen. Hvis vi kun undersøger folkeskolen, risikerer vi at skabe et skævt billede – og en uberettiget sammenligning. 

Vi burde være mere bekymrede, når skoler har få registreringer. Det er ikke nødvendigvis et tegn på harmoni – men nok snarere på manglende erkendelse. 

Kim Stenholm Paulsen
Skoleleder, Lundehusskolen

Vi burde være mere bekymrede, når skoler har få registreringer. Det er ikke nødvendigvis et tegn på harmoni – men nok snarere på manglende erkendelse og systematik i forhold til identificeringen, håndteringen og forebyggelsen af voldsomme hændelser. Det er dog for komplekst at forholde sig til for offentligheden, hvor "vold er vold!"

Jeg har selv oplevet, hvordan man kan blive stemplet som "topscorer" i skolevold – alene på baggrund af registreringer i ulykkeskategorien "vold". Men konflikter og mindre voldsomme hændelser er en del af livet. Børn skal lære at håndtere dem – ikke dømmes for dem.

Risikerer vi med undersøgelsen at dømme børn for vold efter strafferetslige paradigmer? Og bliver livets uundgåelige voldsomhed misfortolket op mod et uopnåeligt ideal?

Kan vi derfor i samme ombæring skabe rum for både det professionelle arbejde med voldsomme hændelser og udvikle et mere nuanceret blik på vold i skolen?

Et blik, der anerkender børns udviklingstrin, umodne nervesystemer samt sproglige og følelsesmæssige modenhed?