Skoleleder: Skolekvalitet kan ikke reduceres til et rødt Danmarkskort

Når man koger denne kompleksitet ned til et farvekodet landkort, sker der noget med både fortællingen og virkeligheden.

For det første risikerer vi at stigmatisere skoler, der i forvejen løfter en vanskelig opgave. En rød markering bliver hurtigt en identitet. Ikke blot en indikator, men et stempel. Det påvirker omdømmet, rekrutteringen og forældrenes valg – og dermed også skolens fremtidige vilkår.

For det andet rammer det medarbejdere og ledelser, som hver dag arbejder professionelt og målrettet med netop de udfordringer, kortet peger på. Når komplekse udviklingsprocesser reduceres til en farve, forsvinder anerkendelsen af det arbejde, der allerede er i gang. Det kan underminere motivation og tillid i stedet for at styrke den.

Data uden kontekst

For det tredje risikerer vi at svække forældrenes tillid på et spinkelt grundlag. Ikke på baggrund af deres barns konkrete oplevelse, men på baggrund af en mediefortælling. Det er en væsentlig forskel.

Skolens kvalitet opleves i hverdagen – i relationerne, i undervisningen, i fællesskaberne. Den kan ikke aflæses entydigt i en farveskala.

Skolens kvalitet opleves i hverdagen – i relationerne, i undervisningen, i fællesskaberne. Den kan ikke aflæses entydigt i en farveskala.

Martin Appel Loft
Skoleleder, Lisbjergskolen

Og endelig forsvinder nuancerne. Data er vigtige, men data uden kontekst kan forsimple mere, end de oplyser.

Lad mig være helt tydelig: Jeg er ikke imod data. Jeg er ikke imod gennemsigtighed. Og jeg er ikke imod en åben og ærlig dialog om kvalitet i folkeskolen. Tværtimod.

Kvalitet skal drøftes, følges op på og udvikles løbende. Kommunerne har en både legitim og vigtig tilsynsforpligtelse. Den forpligtelse skal tages alvorligt. Men måden, vi fører den samtale på, betyder noget.

Hvis målet er at løfte kvaliteten, kræver det mere end offentlig udpegning. Det kræver professionel dialog, systematisk opfølgning og et tæt samarbejde mellem forvaltningsledelse og den enkelte skole. Det kræver analyse af årsager frem for konstatering af symptomer. Og det kræver ro og stabilitet til at gennemføre de nødvendige udviklingsprocesser.

Folkeskolen fortjener en kvalificeret debat

Skoler med udfordringer har brug for ressourcer, kompetenceudvikling og vedvarende ledelsesmæssig opbakning. De har brug for, at vi tager ansvar for de strukturelle rammer – herunder socioøkonomiske forskelle og rekrutteringsudfordringer. De har ikke brug for branding som "problemer."

Der er en reel risiko for, at forenklede offentliggørelser gør det sværere at løfte opgaven. Når fortællingen bliver sort-hvid – eller rettere rød – flyttes fokus fra løsninger til placering. Fra udvikling til udpegning. Fra samarbejde til symbolpolitik.

Folkeskolen er en af vores vigtigste samfundsinstitutioner. Den fortjener en kvalificeret debat om kvalitet – ikke en klikvenlig visualisering, der reducerer komplekse udviklingsprocesser til røde markeringer på et landkort.

Hvis vi vil styrke kvaliteten i folkeskolen, må vi insistere på en mere nuanceret samtale. En samtale, der anerkender kompleksiteten frem for at forsimple den. En samtale, der bygger på tillid, professionalisme og fælles ansvar.

Det skylder vi både eleverne, medarbejderne og den offentlige skole som institution.