Debat

Skoleledere: Lærermangel er et af vores største samfundsproblemer, men vi har allerede løsninger, som virker

Problemet med at finde kvalificerede lærere i alle fag vokser år for år. Vi efterlyser, at man fra politisk side gør mere og holder fast i løsninger, som vi allerede har gode erfaringer med, skriver ni skoleledere i et fælles indlæg.

Vi skal som samfund arbejde på ambitiøse tiltag, der henover de næste fem, ti og tyve år vil sørge for, at jobbet som folkeskolelærer stiger i anseelse og bliver et af de mest attraktive karrierevalg for kommende generationer, skriver ni skoleledere.
Vi skal som samfund arbejde på ambitiøse tiltag, der henover de næste fem, ti og tyve år vil sørge for, at jobbet som folkeskolelærer stiger i anseelse og bliver et af de mest attraktive karrierevalg for kommende generationer, skriver ni skoleledere.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I dag får 20 procent af en ungdomsårgang ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse. Det er et stort samfundsproblem, fordi sammenhængen mellem uddannelse og hvor godt man klarer sig i livet fremgår tydeligt af statistikker for helbred, kriminalitet og arbejdsliv.

Nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser således, at unge med ufaglærte forældre har fire gange så stor risiko for at ende uden job eller uddannelse, sammenlignet med unge, der har forældre med en videregående uddannelse.

Som skoleledere møder vi denne problemstilling hver dag, og vi gør vores bedste for at løse den sammen med vores dygtige lærere i folkeskolen. Men vi har en væsentlig udfordring, som gør det svært: Vi kan ikke få nok kvalificerede lærere.

18 procent har ikke en læreruddannelse

En af de vigtigste faktorer for at kunne sende alle børn godt på vej er dygtige lærere i folkeskolen. Men hvert år har vi store udfordringer med at finde kvalificerede lærere til elever i alle fag. Og det rammer især skoler i udsatte boligområder og yderkommuner.

Indlæggets afsendere
  • Kim Stenholm Paulsen, skoleleder, Lundehusskolen
  • Sune Bjerglund Nielsen, skoleleder, Ole Rømer-Skolen
  • Marco Anders Damgaard, skoleleder, Tingbjerg Skole
  • Kirsten Birkving, skoleleder, Kokkedal Skole
  • Marck Gylling Tønnesen, skoleleder, Dyvekeskolen
  • Annette Samsøe Jensen, skoleleder, Husum Skole
  • Mikkel Wiene, skoleleder, Brønshøj Skole
  • Henrik Bunde, skoleleder, Skelgårdsskolen
  • Tina Mandrup, skoleleder, Skolen på Herredsåsen.

I 2020 var der på landsplan 210 lærerstillinger ud af i alt 1.500, hvor det ikke lykkedes at ansætte en kvalificeret kandidat. Og de seneste tal fra 2019 viser, at andelen af lærere uden en læreruddannelse er 18 procent, mens 11 procent kun har en gymnasial eksamen.

Problemet vokser altså år for år. En ny analyse fra Danske Professionshøjskoler anslår, at folkeskolen om 10 år vil mangle op mod 13.000 lærere. Desværre ser optaget på læreruddannelsen ikke ud til at løse problemet i nær fremtid. Således faldt ansøgertallet med fem procent i 2021, og siden 2017 er ansøgerantallet faldet i fire ud af fem år.

Dygtige meritlærere fra Teach First er en del af løsningen

Som skoleledere gør vi vores bedste for at finde løsninger. Men vi efterlyser, at man fra politisk side gør mere og holder fast i løsninger, som vi allerede har gode erfaringer med.

En af de løsninger er universitetsuddannede lærere fra non-profitforeningen Teach First Danmark. Uden disse meritlærere havde vi specielt ikke kunne dække STEM-fagene med kvalificerede lærere og andre fag, hvor vi mangler linjefagsuddannede lærere.

Det, som gør disse lærere interessante for os, er ganske enkelt, at de er utroligt dygtige. Deres motivation og faglighed er i top, og de praktiske optagelsesprøver sikrer, at de også er gode til relationsarbejdet i praksis.

Samtidig kommer de med et modent og målrettet ønske om at arbejde på skoler som vores. De engagerer sig som tillidsvalgte, og den tætte kobling mellem deres lærerpraksis og læreruddannelse er også en stor styrke.

Vi har brug for løsninger nu – ikke om fem år

Der er flere brede politiske tiltag undervejs for at styrke læreruddannelsen og gøre arbejdet som folkeskolelærer mere attraktivt.

Selvom vi fik en masse penge, ville vi stadig have svært ved at ansætte kvalificerede lærere i alle fag.

Ni skoleledere

Det er godt. Men vi må også indse, at de aktuelle tiltag er fugle på taget, og at vi også har brug for løsninger, som virker nu – ikke om tre år og slet ikke om fem år.

Vi mener derfor, at det er et politisk ansvar at sikre, at vi fortsat har mulighed for at ansætte kvalificerede lærere gennem et almennyttigt initiativ som Teach First Danmark.

Men det kræver, at staten går ind og støtter denne mulighed, for ellers har vi ikke råd til det, når foreningens fondsmidler udløber. Og det vil være svært at acceptere, fordi alternativet på sigt er utroligt meget dyrere for hele samfundet.

Vi ansætter altid de bedst kvalificerede

Vi har mange fremragende lærere i folkeskolen, ikke mindste på vores egne skoler. De fortjener den største anseelse. Og alle elever har krav på flere som dem.

Vi ansætter altid de bedst kvalificerede ansøgere. Men selvom vi fik en masse penge, ville vi stadig have svært ved at ansætte kvalificerede lærere i alle fag. Fordi der simpelthen ikke er nok kvalificerede ansøgere at vælge imellem.

Løsningen er derfor i vores øjne, at man politisk finansierer en løsning, som allerede i dag hjælper os med at sikre kvalificerede lærere til elever i alle fag.

Samtidig skal vi som samfund arbejde på andre ambitiøse tiltag, der henover de næste fem, ti og tyve år vil sørge for, at jobbet som folkeskolelærer stiger i anseelse og bliver et af de mest attraktive karrierevalg for kommende generationer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tina Mandrup

Borgmester (V), Lejre Kommune
Læreruddannelse, diplomuddannelse i ledelse, MPG - Master of Public Governance, CBS

Marco Damgaard

Skoleleder, Tingbjerg Skole og Fritid
lærer, Blaagaard Seminarium

0:000:00