Forskere: 25 års politiske indgreb har taget livet af mange sprogfag

Politiske indgreb har gjort forholdene for sprogfag i folkeskoler, gymnasier og på læreruddannelserne svære. Det vil tage mange år at genopbygge fagene, men det er nødvendigt for at sikre fremtidens børn og unges sproglige og interkulturelle kompetencer, skriver forskere. 

Placeholder image
Hvorfor står vi i en situation, hvor der sættes spørgsmålstegn ved eksistensberettigelsen for alle andre sprogfag end engelsk? Og hvor efterlader debatten de øvrige sprogfag, eksempelvis fransk og spansk? spørger forskere.  Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

På et samråd 29. april diskuterede børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen sprogfagenes betydning som dannelsesfag, der har en værdi i sig selv.

Indlæg af
  • Line Krogager Andersen, ph.d. og postdoc, Sprogdidaktisk Fokus, Center for Grundskoleforskning, Syddansk Universitet
  • Line Møller Daugaard, ph.d. og docent, sprogpædagogisk praksis, Læreruddannelsen, VIA University College
  • Nikolaj Elf, ph.d. og professor i fagdidaktik, leder af Center for Grundskoleforskning, Syddansk Universitet
  • Susana S. Fernández, ph.d. og professor i fremmedsprogspædagogik, Aarhus Universitet
  • Annette Søndergaard Gregersen, ph.d., docent, faglig leder af Den fagdidaktiske satsning i sprogfagene engelsk, fransk og tysk, læreruddannelsen FoU, Københavns Professionshøjskole
  • Laila Kjærbæk, ph.d. og lektor, sprogtilegnelse, Center for Sprog og Læring, Institut for Sprog og Kommunikation, Syddansk Universitet.
  • Maria Pia Pettersson, ph.d. og lektor i tysk på læreruddannelsen på Fyn ved UC Lillebælt, Erhvervsakademi og Professionshøjskole

Diskussionen om, hvorvidt tysk er overflødigt i nutidens engelsktalende verden, blev dermed hurtigt skudt til hjørne. Det fremgik af samrådet, at alle var enige om det tyske sprogs værdi.  

Det samme viste sig i kommentarsporet til den artikel på folkeskolen.dk, der var startskuddet for den igangværende debat. Både fra politisk og fagligt hold er der således enighed om, at tysk er vigtigt. Spørgsmålet er imidlertid, hvorfor debatten overhovedet er opstået. 

Hvorfor står vi i en situation, hvor der sættes spørgsmålstegn ved eksistensberettigelsen for alle andre sprogfag end engelsk? Og hvor efterlader debatten de øvrige sprogfag, eksempelvis fransk og spansk?  

Sprogfagenes deroute 
Debatten om sprogfagenes berettigelse og position i grundskolen er en del af en større samfundsmæssig trend, hvor sprogfagene i en lang årrække er blevet nedprioriteret i uddannelsessystemet. Det handler derfor ikke kun om tysk, men om alle sprogfag (som også Det Nationale Center for Fremmedsprog gør opmærksom på i Berlingske  3. maj). 

På universitetsniveau er der ikke blot tale om et polemisk forslag om at afskaffe et eller flere sprogfag; rigtig mange sproguddannelser er allerede blevet lukket; hele 32 sprog- og kulturuddannelser i perioden 2015-2020.  

Politiske indgreb har kostet mange sprogfag livet, og genoplivningen kræver ligeledes politiske indgreb.

sprogforskere, se alle afsendere i faktaboks

Det gælder både små sproguddannelser som finsk og ungarsk, men også mellemstore som italiensk (AU) og arabisk (KU, omlagt til Mellemøststudier). I de senere år har SDU lukket store sprogfag som kinesisk, fransk og spansk. 

I 2015 lukkede CBS hele syv sproglinjer på én gang. Seneste skud på stammen er AAU’s lukning af tysk.  Også i læreruddannelsen er sprogfagene – ud over engelsk – under pres. Færre lærerstuderende har de nødvendige tysk- og især franskkompetencer med sig fra deres ungdomsuddannelse og kan derfor ikke vælge tysk og fransk.

Andre tøver med at vælge tysk og fransk, fordi de er usikre på, om deres sproglige kompetencer er stærke nok eller kan nå at blive det gennem uddannelsen, hvor en kompakt og moduliseret organisering af sprogfagene ikke levner meget mulighed for at udvikle de studerendes egen sprogfærdighed.

Kun to af landets seks professionshøjskoler udbyder fransk, og kun i København er der et fast og stabilt udbud af fransk. Kun én professionshøjskole udbyder spansk på forsøgsbasis, og ligesom det er tilfældet med fransk, spænder læreruddannelsens pressede økonomi ben for at oprette små sproghold.    

På ungdomsuddannelserne er søgningen til sprogfagene drastisk reduceret, og uddannelsernes økonomiske forudsætninger gør det ofte vanskeligt eller umuligt at oprette sproglige studieretninger, så de elever, der gerne vil fordybe sig i sprogfagene, får ofte ikke lov.   
 
Politiske benspænd 
På tværs af uddannelsessystemet har en række politisk initierede strukturelle forhindringer bidraget til, at sprogfagene er blevet stadigt mere pressede. På universitetsområdet kan vi nævne dimensioneringen og fremdriftsreformen, der har ramt sprogfagene hårdt. 

På folkeskoleområdet bestemmelserne om de obligatoriske praktisk-musiske valgfag, der i praksis gør det umuligt for eleverne at vælge fransk eller spansk som treårige valgfag.

Beslutningen om de praktisk-musiske valgfag er et politisk indgreb, der modarbejder en nyligt vedtaget og ellers lovende forsøgsordning med spansk i grundskolen. Den har desuden konsekvenser for spanskfaget i gymnasiet, for når faget ikke kan oprettes i grundskolen, kan det heller ikke oprettes som fortsætterfag på gymnasieniveau.  
 
En ond cirkel 
På læreruddannelserne er særligt franskfaget fanget i en ond cirkel: Når få folkeskoler udbyder fransk, har for få mulighed for at vælge fortsætterfransk i gymnasiet.

Det svækker rekrutteringsgrundlaget til franskfaget på både universiteter og læreruddannelser, hvilket gør det endnu vanskeligere på sigt at sikre lærerkræfter til franskundervisningen i folkeskoler og gymnasier og at oprette franskhold.

Børne- og undervisningsministeren udtalte på samrådet, at det er i orden at fransk er et københavnerfænomen. Dette anser vi for særdeles problematisk.

sprogforskere, se alle afsendere i faktaboks

Denne onde cirkel forstærkes af den lovgivning, der tilsiger, at skolerne skal udbyde tysk, men valgfrit kan udbyde fransk. Vi kan således konstatere, at en række af sprogfagenes udfordringer hænger tæt sammen med tidligere politiske indgreb.

Derfor var det prisværdigt, at der på samrådet blev opfordret til politisk handling på sprogområdet. Politiske indgreb har kostet mange sprogfag livet, og genoplivningen kræver ligeledes politiske indgreb. I den henseende er det vigtigt, at der ikke blot tænkes i lappeløsninger, men derimod i at sikre sprogfagene en bæredygtig fremtid.  
 
Flere sprogvalg til alle 
Børne- og undervisningsministeren udtalte på samrådet, at det er i orden at fransk er et københavnerfænomen. Dette anser vi for særdeles problematisk. Som medlem af EU og Europarådet bør Danmark leve op til de vedtagne ambitioner om flersproget kompetence og i den forbindelse sikre de unge et minimum af valgfrihed, ligesom i for eksempel Norge og Sverige.  

Præcis hvilke sprog, der vil give den enkelte elev anledning til den dybeste indsigt, de største oplevelser og den største samfundsmæssige merværdi, kan vi ikke på forhånd sige, for investeringer i sprog er langsigtede. Derfor er det vigtigt, at eleverne har mulighed for at vælge de sprog, de er særligt motiverede for, eller har særlige forudsætninger for.

Det kan være tysk, men det kan også være fransk, spansk eller et af de indvandrersprog, der i dag kun udbydes som valgfag (eller som slet ikke udbydes), men som en del af eleverne i dag måske har større tilknytning til, end de har til det tyske sprog.   

Fra forskningen ved vi, at motivation og identitet spiller en afgørende rolle for sprogtilegnelsen. Derfor er det afgørende, at elever kan vælge sprogfag, de oplever som relevante, og som giver dem mulighed for at fordybe sig i sprogligt og kulturelt indhold, der engagerer dem.  
 
En bæredygtig fremtid 
Det har taget omkring 25 år at svække sprogfagene til deres nuværende tilstand. Det vil tage tilsvarende lang tid at genopbygge dem i nye, livskraftige og fremtidsorienterede former. Dette kan ikke løses gennem enkeltstående småinitiativer og lappeløsninger. Der må tænkes langsigtet og helhedsorienteret på tværs af uddannelsestrin og på tværs af sprog. 

På samrådet fremhævede børne- og undervisningsministeren sprogstrategien fra 2017, og det dertil knyttede Nationale Center for Fremmedsprog. Der er gode ting at sige om begge dele, men i kraft af sprogfagenes svækkede tilstand har det været som at sætte et hæfteplaster på et åbent benbrud – principielt positivt, men helt utilstrækkeligt.

NCFF har igangsat og finansieret mange gode udviklingsprojekter, men der er også brug for strukturelle ændringer og for forskningsmidler til området. Den mangeårige politiske nedprioritering af sprogfagene har haft mærkbare konsekvenser for mulighederne for at bedrive sprogdidaktisk forskning i Danmark. 

Men netop i en situation som denne, er der brug for forskning, der kan afdække konsekvenserne af de beslutninger, der træffes, og bidrage til udviklingen af sprogundervisningen på alle niveauer. Derfor bør den politiske vilje ledsages af en økonomisk prioritering, eksempelvis gennem øremærkede midler til sprogdidaktisk forskning på finansloven. 

Rammerne for fremtidens sprogsituation i Danmark tegnes af de politiske beslutninger, der træffes nu – derfor bør de træffes på et veloplyst og forskningskvalificeret grundlag. Den politiske vilje bør omsættes i bedre rammebetingelser for sprogundervisningen på tværs af fag og klassetrin, bedre rum til lokal videreudvikling og gentænkning af sprogundervisningen og til efter- og videreuddannelse af lærere, samt forskning og udvikling på området.  

Hvis ikke det frie sprogvalg prioriteres nu, vil fremtidige generationer gå glip af den flersprogede kompetence, der er nødvendig for at begå sig i en globaliseret verden. Det betyder, at vi risikerer at ensrette ungdommen i en tid, hvor det er åbenlyst, at samfundsudfordringerne kræver en mangfoldighed af kompetencer, herunder sproglige og interkulturelle.  

Læs også

Omtalte personer

Pernille Rosenkrantz-Theil

Børne- og undervisningsminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Ane Halsboe-Jørgensen

Kulturminister og kirkeminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2009)

    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser