Debat

Studievejleder: Produktionselever har brug for nærvær

DEBAT: Mange produktionselever har brug for særlig støtte, tillid og nærvær, hvis de skal klare sig igennem uddannelsen. Derfor skal produktionsskolerne ikke samles til store enheder, som regeringen foreslår, skriver Lene Steendahl, vejleder på Den Økologiske Produktionsskole.

Foto: Colourbox
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lene Steendahl
Vejleder på Den Økologiske Produktionsskole

I disse dage forhandles fremtiden for vores unge. Og hvis regeringen får lov til at bestemme, bliver produktionsskolerne en del af meget store nye uddannelsesenheder – og så ser det ikke lyst ud for vores unge på produktionsskolerne. Set fra en vejleders udkigspost, smides vores erfaringer overbord, og vores veje til gode resultater med de unge slettes med et pennestrøg.

Og hvem har gavn af det??

De unge og os ansatte på produktionsskolen er lykkelige for nærheden, den hurtige tilgang til akut opståede problemer, og de grundige løsningsmuligheder for de grundlæggende problemer i den unges liv.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Her rykker det. Her sker der udvikling. Her er der fremdrift. Og sådan skal det blive ved med at være.

Ingen har gavn af distancer, ingen kan være tjent med, at elevens vejleder arbejder langt fra den unge, som regeringsudspillet foreslår.

Vores unge har ikke kun brug for studievejledning. De har brug for livsvejledning bredt forstået, og her er tilliden og fortroligheden altafgørende.

Lene Steendahl
Vejleder på Den Økologiske Produktionsskole

Kort afstand skaber tillid mellem vejleder og elev
På produktionsskolen er vejen fra den unges hverdag på værkstedet og hen til vejlederen kort. Alle kender vejen. Vi spiser frokost sammen. Vi mødes til pause ved boldburet. Det skaber tillid og fortrolighed. Det er enkelt og tydeligt for den unge, hvor hun skal henvende sig, når der er brug for en snak med vejlederen om fremtidsplanlægning, snak med psykologen, med misbrugskonsulenten. 

Vores unge har ikke kun brug for studievejledning. De har brug for livsvejledning bredt forstået, og her er tilliden og fortroligheden altafgørende. Vejlederen kender skolen, miljøet og den kontekst, den unge bevæger sig i - og kan derfor let gribe ind, når der er behov for det. 

Og det er de ting, der skaber resultater. 

I regerings første udspil til Forberedende Ungdomsuddannelse er tanken, at vejledere kun skal være en del af kommuneindsatsen, og ikke være en del af den unges hverdag.

Men hvem har gavn af det? 

Unge på FGU har brug for fodfæste
Vores unge har allerede været på en eller flere af de store fusionerede uddannelsesborge, og her har de – af tusind forskellige årsager - ikke kunnet finde fodfæste. Og de har – af tusind forskellige årsager – derfor været nødsaget til at stoppe den uddannelse.

Når de så i dag møder op på en produktionsskole, oplever de noget nyt. De bliver set. De bliver hørt. De føler sig trygge. Og det skaber grundlaget for et seriøst og solidt afsæt til fremtiden. Og det har vi alle gavn af.

Så lad mig skære det ud i pap: Små enheder betyder nærhed. Nærhed skaber tryghed. Tryghed er grundlag for udvikling. Udvikling øger lysten til læring. Læring fører til uddannelse og arbejde. Og det har samfundet gavn af. 

Så nemt er det. Og det forventer vi, at også politikere kan forstå.

Vi venter spændt på regeringsforhandlingerne om vores unges fremtid.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00