Direktør: Unge er fanget i en stressende storm af forventninger

Af Gitte Nørgaard
Direktør, Aarhus Business College

Når man kan sætte en studenterhue på sit barns hoved, så svarer det for de fleste forældre til at sætte kronen på værket.

Vi kender også alle dem, der benyttede den anledning til at bryste sig med datterens skyhøje gennemsnit eller sønnens 12-tal til den afsluttende eksamen. Det er et udtryk for, at vi som forældre ønsker det bedste for vores børn. Til tider glemmer vi bare, at det bedste er uendeligt meget mere end et højt karaktergennemsnit.

Det vedholdende fokus på topkarakterer forstærker den forventningsstorm, som nutidens unge befinder sig midt i. I deres verden er det perfekte blevet normen og det almindelige dermed lidt kikset. Og da de fleste af os som bekendt er forholdsvis almindelige, så koster det på selvværdskontoen hos rigtig mange ambitiøse og i øvrigt velfungerende unge. De mangler det eksistentielle immunforsvar, der ligger i at vide, at man er god nok uanset beskedne karakterer og for få likes.

Alle har et ansvar for unges stress
De nye generationer vokser op i en visuelt baseret mediekultur, hvor lyset altid er tændt. I tilgift er de endt med at være lidt for få demografisk set, så samfundet trommer utålmodigt i bordet efter at få dem igennem uddannelsessystemet og videre ud på det ventende arbejdsmarked.

Der er en velfærdsstat, der skal forsørges, og en globalisering at holde trit med. Og skulle de alligevel beslutte sig for en uddannelsespause, så kalder vi det ”fjumreår”, selv om det ofte er her, de lærer at begå sig på arbejdsmarkedet og modnes til voksenlivet.

I min generation fjumrede vi rundt, uden at det på nogen måde gav anledning til løftede øjenbryn fra politikere. Hvorfor skal vores børn ikke have den mulighed?

Gitte Nørgaard
Direktør, Aarhus Business College

Vi behøver derfor ikke undre os over, hvorfor alt for mange unge føler sig alt for stressede. Det har vi alle et ansvar for – uddannelsesinstitutioner, politikere, forældre og til en vis grad også de unge selv. Vi har derfor også alle et ansvar for at få tæmmet forventningsstormen.

Lægt mindre vægt på 12-taller
Problemet er med andre ord ikke løst ved bare at ændre eller afskaffe karaktersystemet, som nogle foreslår. Men en del af løsningen er, at vi alle skal lære at lægge mindre vægt på 12-taller, og som forældre og familie erkende og især anerkende, at det ikke er alle, der kan få 12-taller på stribe. For nogle unge er et firtal et flot resultat, og et syvtal kan være en bedrift, der fortjener lige så varmhjertet ros.

Som forældre skal vi ikke spørge til, hvilken karakter de fik for den aflevering, de konsulterede dig om i søndags. Spørg hellere til, hvad de lærte af processen, hvad de bøvlede med undervejs, hvad der var sjovt, og hvordan de vil gribe det an næste gang.

Og spørg især, om de har gjort deres bedste? For har man gjort sit bedste, så har man til enhver tid gjort det godt nok.

De unge skal have tid
Som samfund bør vi give de unge tid nok til at finde deres vej i livet. Give mulighed for omvalg i uddannelsessystemet uden at skulle starte forfra. Og sidst men ikke mindst give de unge tid nok til at gennemføre uddannelserne. I min generation fjumrede vi rundt, uden at det på nogen måde gav anledning til løftede øjenbryn fra politikere. Hvorfor skal vores børn ikke have den mulighed?

På uddannelsesinstitutionerne har vi et ansvar for, at de unge bliver så dygtige, som de kan. Det kan vi kun opnå, hvis de unge trives. Vi må derfor styrke dialogen med de unge – og deres forældre – om, at formålet med uddannelse og læring er større end blot en række karakterer og meget mere end det, vi kan måle.  At evnen og lysten til læring er mindst lige så afgørende for de unges muligheder gennem livet.

I en verden i hastig teknologisk udvikling bliver et eksamensbevis hurtigt forældet, mens glæden ved at tilegne sig nye kompetencer holder livslangt.

Og endelig de unge selv. Jeg åbner hver morgen avisen i håbet om at læse, at de har startet et nyt ungdomsoprør. At de har fået nok af vores forventninger – hvor velmente de end er – og har fundet modet til at gøre op med den præstations- og perfekthedskultur, som ingen kan leve op til. Heller ikke vi voksne.