Kronik

Uddannelsesforbundet: Vi skylder børnene at uddanne de voksne bedre

Der er brug for noget, der i stærkere grad kan knække koden til den sociale arv. Og det er her, voksen- og efteruddannelse kan bruges som en slags rambuk, skriver formand Hanne Pontoppidan.

Vi er et videnssamfund med kolossale udfordringer og forandringer for den enkelte, der kræver, at de har de nødvendige kompetencer, skriver Uddannelsesforbundets formand.
Vi er et videnssamfund med kolossale udfordringer og forandringer for den enkelte, der kræver, at de har de nødvendige kompetencer, skriver Uddannelsesforbundets formand.Foto: Uddannelsesforbundet
Hanne Pontoppidan
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi ved, at uligheden i uddannelse er stor. Børn af forældre med lange uddannelser får lange uddannelser, ligesom børn af voksne uden uddannelse også ofte følger i forældrenes spor.

Men et studium fra Sociologisk Institut og Rockwool Fonden viser, at polariseringen i uddannelse bliver ved at vokse: Mens 30 procent af uligheden i uddannelse i midten af 1960’erne gik i arv til børnene, er det for børn født i slutningen af 1980’erne tættere på 50 procent.

Den udvikling skal vi simpelthen have vendt. Vi bliver nødt til at tænke nyt for at bryde dette mønster. Så – også af denne grund – bør vi satse massivt på efteruddannelse til de voksne, der har mindst uddannelse. Det kan være en af vejene til at hjælpe deres børn til i højere grad at bryde den sociale arv.

Vi kan ikke være det bekendt

Som samfund har vi brug for, at alle borgere kan deltage aktivt på arbejdsmarkedet og i samfundsdebatten. Vi har brug for, at alle voksne har de tilstrækkelige kvalifikationer og kompetencer til at kunne følge med den hurtige og konstante udvikling på arbejdsmarkedet og i samfundet. Og vi har brug for, at de kan hjælpe deres børn med skolen og kunsten at mestre livet. For vi ved godt, at det kan have stor betydning for børnene, om forældre er i stand til at hjælpe dem med lektier – eller til at læse for dem.

Uddannelsesinstitutionernes økonomi er efterhånden så elendig, at det kan blive svært at opretholde de faglige miljøer

Hanne Pontoppidan
Formand, Uddannelsesforbundet

Det kan undre, at til trods for SU, gratis uddannelser og gode børnepasningsmuligheder, er vi nu igen på niveau med USA i forhold til at bryde den sociale arv. Og her er det bestemt ikke vores ærinde at sætte spørgsmålstegn ved velfærdsgoder som SU eller gratis uddannelse.

Tværtimod. Det er goder, der har gjort en kæmpe forskel for rigtig mange, der ikke ellers ville have haft muligheden for at tage uddannelse. Det har bare vist sig, at vi ikke har fået alle med via disse samfundstilbud.

Derfor er der brug for noget, der i stærkere grad kan knække koden til den sociale arv. Og det er her, vi tænker på, om voksen- og efteruddannelse kan bruges som en slags rambuk.

Desværre går det også den helt forkerte vej på dette område. En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at deltagelsen i offentlig VEU blandt ufaglærte og faglærte faktisk er faldet til det halve de seneste ti år. Og det til trods for, at cirka en halv million danskere har begrænsede færdigheder i læsning og regning, mens godt en million er svage it-brugere.

Det kan vi ikke være bekendt. Vi kan ikke blive ved med at udskyde og forlænge nødvendige voksen- og efteruddannelsesreformer eller udelukkende gøre VEU til et ansvar for arbejdsmarkedets parter. Det skal være et kollektivt samfundsansvar at få løftet alle.

De rigtige institutioner findes allerede

Studiet fra Sociologisk Institut og Rockwool Fonden viser, at vi som samfund tidligere har været mønsterbrydere i forhold til den sociale arv. Det rykkede gevaldigt, da vi afskaffede landsbyskolerne, og da vi indførte ni års obligatorisk undervisningspligt. Det løftede så meget, at Danmark blev et af de mest lige lande målt på uddannelsesmobilitet.

Læs også

Det var svaret på udfordringen dengang, da vi gik fra at være et landbrugs- til et industrisamfund. I dag drejer udfordringen sig om at skabe sammenhængskraft i samfundet, så vi ikke får et uddannelsesmæssigt A- og B-hold, som videreføres til de næste generationer.

Derfor er vi nødt til at være ambitiøse og visionære og for eksempel have måltal for VEU-indsatsen, som vi systematisk fulgte op på. Det ville flytte noget!

Tænk sig, hvis vi besluttede os for som samfund at fokusere på og sætte massivt ind med uddannelse til de kortuddannede voksne. Gav dem motivation til at gå ombord i både almen og erhvervsrettet efteruddannelse. Skabte rammerne for, at det kunne sammentænkes, så det gav mening for deltagerne.

Gjorde uddannelse til et helt centralt anliggende både på alle arbejdspladser og ved ledighed. Og gav dem med de korteste uddannelser de bedste rammer for at få vejledning, en god økonomisk understøttelse under uddannelse samt fleksible og nemt tilgængelige tilbud.

Vi har institutionerne til det: VUC kan det med at løfte og støtte de voksne på et voksenpædagogisk grundlag, der kan give dem uddannelsesmæssigt mod og et læringsgrundlag, de af den ene og anden grund ikke fik i folkeskolen eller i en ungdomsuddannelse.

På VUC kan de få hele pakken i form af enkeltfag eller fagpakker fra folkeskoleniveau til hf samt både FVU og ordblindeundervisning. I folkeoplysningen har de også formået at løfte rigtig mange på FVU og i ordblindeundervisningen. AMU er verdensmestre i at sammensætte og give præcist de tilbud, som voksne har brug for på et konstant omskifteligt arbejdsmarked, ligesom erhvervsuddannelserne jo ikke kun er et tilbud til de unge, men i høj grad også til de voksne.

Politisk fokus er aldeles fraværende

Der er supergode uddannelsesmuligheder (endnu), men tilbuddene kan ikke oprettes uden kursister. Økonomien på uddannelsesinstitutionerne er år for år forværret, og gruppen af lærere er fyret i takt med manglende tilmeldingstal og den dårlige økonomi.

Det samfundsmæssige og politiske fokus på og tilskyndelse til løft af de kortuddannedes kompetencer har de sidste år været aldeles fraværende

Hanne Pontoppidan
Formand, Uddannelsesforbundet

Uddannelsesinstitutionernes økonomi er efterhånden så elendig, at det kan blive svært at opretholde de faglige miljøer, som kræves, hvis vi skal levere et godt undervisningstilbud til de voksne.

Det samfundsmæssige og politiske fokus på og tilskyndelse til løft af de kortuddannedes kompetencer har de sidste år været aldeles fraværende. Og det er lige nu, vi skal afgøre, om vi ikke skal tage skeen i den helt anden hånd.

Bør vi ikke overveje, om VEU er for vigtig en opgave til kun at overlade til konjunkturers opsving og nedture og de enkelte virksomheders velvilje? Er det ikke på tide, at vi i stedet begynder at tænke nye og ambitiøse tanker i forhold til at løfte voksen- og efteruddannelse til et nyt niveau?

Vi har alle brug for det. Vi er et videnssamfund med kolossale udfordringer og forandringer for den enkelte, der kræver, at de har de nødvendige kompetencer. Så derfor: Uddan de voksne – også for deres børns skyld.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hanne Pontoppidan

Formand, Uddannelsesforbundet
lærer (Gedved Seminarium 1981), MPA (CBS 2008)

0:000:00