Bliv abonnent
Annonce
Debat

Uddannelseskonsulent: Der er noget galt, når embedsmænd får ridderkors, mens lærerne får stress og løftede pegefingre

For i sidste ende handler hæder ikke kun om at fejre det bestående. Det handler om at sende et signal til næste generation: Hvem er det, vi ser op til? Hvilke værdier hylder vi? Og hvad kræver det at blive anerkendt, skriver Michael Dassa.
For i sidste ende handler hæder ikke kun om at fejre det bestående. Det handler om at sende et signal til næste generation: Hvem er det, vi ser op til? Hvilke værdier hylder vi? Og hvad kræver det at blive anerkendt, skriver Michael Dassa.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
5. august 2025 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Inden sommerferien læste jeg på LinkedIn, at en række kontorchefer i Børne- og Undervisningsministeriet var blevet tildelt ridderkorset for en særlig indsats i offentlig tjeneste.

Midt i et landskab, hvor systemet vakler og fagfolk råber på hjælp, uddeles hæder til toppen.

Processen er enkel: en indstilling fra egen departementschef og en godkendelse, der i praksis sker per automatik.

Ingen offentlig begrundelse, ingen vurdering af faglig effekt eller samfundsværdi. Et system, der belønner sig selv.

Det afslører et embedsværk, der opererer i et lukket kredsløb, hvor loyalitet, anciennitet og tilpasning vægter højere end resultater og virkning. 

Læs også

Set i dét lys er det paradoksalt, at hæderen tildeles dem, der holder styr på systemets tandhjul, mens dem, der hver dag står i orkanens øje og forsøger at få virkeligheden til at hænge sammen – for fagprofessionelle modtager ikke ordener.

De får til gengæld stress, bureaukrati og en løftet pegefinger, når systemet ikke fungerer. Her er der noget grundlæggende galt, når belønningen følger funktion snarere end forandring. Når det at bevare status quo fremstår mere hæderværdigt end at kæmpe for forbedring.

Strategipapirer og anbefalinger

Uddelingen af ridderkors rejser et par enkelte, men væsentlige spørgsmål:

For hvilken indsats? Og hvad er det egentlig, vi belønner? 

Fagligheden er under pres, og skoleledere og lærere oplever, at deres tid opsluges af koncepter, data og udviklingsprogrammer.

Michael Dassa
Selvstændig konsulent, Teachlab

Kaster man et blik på den sektor, som ministeriet har ansvaret for, tegner der sig et bekymrende billede. Folkeskolen er ramt af akut lærermangel, stigende mistrivsel og et rekordhøjt fravær – både blandt elever og personale. 

Fagligheden er under pres, og skoleledere og lærere oplever, at deres tid opsluges af koncepter, data og udviklingsprogrammer, som sjældent skaber reel forbedring i praksis.

Og ministeriets bidrag? Et væld af strategipapirer, anbefalinger og kvalitetsprogrammer. Ofte uden forankring i virkeligheden – og sjældent fulgt op af de ressourcer, der skal til.

Alene i juni 2025 har ministeriet udgivet anbefalinger om skærmbrug, anbefalinger om brugen af AI, anbefalinger om at styrke kvaliteten i fritidstilbud, anbefalinger som skal styrke indsatsen for børn og unge med særlige behov samt en ny strategi for at skabe mere bevægelse i skolen.

Dertil er der 'Aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram' fra 2024, som rummer hele 33 nye initiativer, udviklet centralt og målrettet landets 1.063 folkeskoler. Programmet ledsages af 740 millioner kroner årligt – hvilket lyder imponerende, indtil man opdager, at det kun svarer til ét ekstra årsværk per skole.

Det er et mønster, vi har set før: Fra folkeskolereformen og inklusionsloven til et stigende antal nationale programmer, der fremstår imponerende i pressemeddelelser. 

Læs også

De lover kvalitetsløft og udvikling, men er sjældent ledsaget af den nødvendige tid, støtte og kapacitet til at blive forankret i skolernes hverdag. Konsekvensen er, at skolerne drukner i gode intentioner og skiftende initiativer, der lægger et massivt pres på både ledere og medarbejdere, som igen og igen må omstille sig uden at have afsluttet de forrige.

Som en skoleleder engang sagde til mig: "Man når aldrig i mål med noget, fordi noget nyt hele tiden afløser det forrige."

Når skolerne konstant må omstille sig uden reelle muligheder for at skabe varig forandring, fører det ikke til udvikling – men til udmattelse.

Hvad skal vi fejre?

Mit ærinde er hverken at angribe det konstitutionelle monarki eller individuelle personer.

Min kritik handler om noget langt mere jordnært: at rejse kritisk refleksion over et hæderssystem, der i praksis gives for loyalitet, erfaring og position – uden blik for konsekvenserne af den praksis, man har været loyal overfor. 

Vi risikerer at belønne systemtro embedsførelse fremfor meningsfuldt bidrag.

Michael Dassa
Selvstændig konsulent, Teachlab

For så risikerer vi at belønne systemtro embedsførelse fremfor meningsfuldt bidrag. Og hvis vi aldrig tør genoverveje, hvem vi fejrer som samfund og hvorfor, så ender vi med at cementere et hierarki, hvor det er vigtigere at være på plads i systemet end at gøre en forskel i virkeligheden. Det er ikke politisering – det er demokratisk ansvarlighed.

For i sidste ende handler hæder ikke kun om at fejre det bestående. Det handler om at sende et signal til næste generation: Hvem er det, vi ser op til? Hvilke værdier hylder vi? Og hvad kræver det at blive anerkendt?

Hvis svaret bliver: anciennitet, loyalitet og lavt konfliktniveau – så får vi præcis det system, vi fortjener. 

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026