Undervisningsåret der gik

Det var et sandt uddannelsespolitisk comeback, da Christine Antorini (S) i oktober sidste år blev udnævnt til ny børne- og undervisningsminister. For første gang siden 1982 kunne en socialdemokrat nemlig sætte sig til rette på den betydningsfulde ministertaburet. Dermed var der tale om et endeligt opgør med den dominans, som Venstre og Det Radikale Venstre skiftevis har haft på undervisningsområdet i de seneste tre årtier.

Det var ingen tilfældighed, at Socialdemokraterne nægtede at give afkald på posten, da partiet forhandlede regeringsgrundlaget på plads med SF og De Radikale i det nu sagnomspundne sorte hoteltårn i Ørestaden. De Radikale kunne få de videregående uddannelser, højskolerne og resten af folkeoplysningsområdet. Men daginstitutionerne, grundskolen og ungdomsuddannelserne var øremærket den socialdemokratiske uddannelsesordfører. Og det var ikke til diskussion.

Efter næsten 30 år var tiden nemlig inde til, at der igen skulle føres socialdemokratisk skolepolitik på Slotsholmen. Nu skulle der større fokus på de målbare, faglige kompetencer frem for de mere kulturradikale grundprincipper som personlig udvikling og demokratisk dannelse.

Nationale test stadig på tapetet
Hvordan er det så gået, siden Antorini rykkede ind i kontoret på Frederiksholms Kanal? Er der blevet ført mere socialdemokratisk skolepolitik? Både-og.

Ministeren har i høj grad holdt sig til det regeringsgrundlag, som blev forhandlet på plads i tårnet efter septembervalget. På uddannelsesfronten var det på mange måder et sammenkog af De Radikales "Vores Skole" fra 2010, Socialdemokraternes og SF's fælles skolepolitiske udspil "En ny start for folkeskolen" fra samme år og Antorini og Nanna Westerbys (SF) fælles efterord til Lars Olsens bog "Uddannelse for de mange" fra 2011. I efterordet præsenterede Antorini blandt andet ideen om "Ny Nordisk Skole", som efterfølgende har fungeret som en rød tråd igennem den første ministerperiode.

Samlet set har det været et år, hvor Antorini har fået sat mange ambitiøse skibe i søen. Det vil dog først vise sig i den sidste halvdel af 2012 samt næste år, om hun kan få dem guidet sikkert i land.

Altinget | Uddannelse

Socialdemokraterne og SF fik lov til at fastholde deres skarpe fokus på at styrke den boglige faglighed i folkeskolen, mens De Radikale fik skrevet en række dannelses-målsætninger ind i regeringsgrundlaget.

Til gengæld var der til de radikale kollegaers store ærgrelse ikke den store kompromisvillighed, da det kom til de omstridte nationale test, kvalitetsrapporter og obligatoriske elevplaner, som VK-regeringen indførte med opbakning fra Socialdemokraterne op igennem 00'erne.

Selvom Antorini var hurtig til at tage et symbolpolitisk opgør med at offentliggøre resultaterne på ministeriets hjemmeside, er der ingen tvivl om, at måleredskaberne er kommet for at blive. Og der er blevet sat større fokus på at styrke de faglige kundskaber, som kan måles og vejes i de omdebatterede Pisa-test. Ministeren har blandt andet slået fast, at alle børn skal kunne læse inden udgangen af anden klasse, og derudover skal der mere læring ind i dagtilbuddene.

Og netop dagtilbudområdet var på dagsordenen ved regeringsskiftet, da regeringen valgte at overføre området til Undervisningsministeriet, hvilket siden har fordret ros fra mange sider. Blandt andet uddelte folkeskoleordfører Karen Ellemann (V) på Folkemødet på Bornholm skulderklap til regeringen for at skabe et samlet børne- og undervisningsministerium. I sin tid som socialminister under VK-regeringen havde hun området under sig, og hun er en af dem, der er glad for, at det nu er blevet samlet. Samtidig er sætningerne "Det er gået op for politikerne, at børn ikke fødes som 6-årige" og "Læring starter allerede i de første år af barnets liv" ved at være skambrugte i undervisningsdebatten i dag.

Inklusion på menuen i Folketingssalen
I Folketingssalen har debatten om inklusion af specialelever i de almindelige skoleklasser stået øverst på dagsordenen. Det var den borgerlige regering, der igangsatte det projekt. Men den nuværende regering var enig i målsætningen, og trods protester fra både lærere, forældre og handicaporganisationer er det røget igennem lovgivningsmøllen uden den store protest.

Ellers har de første måneder båret præg af et større forberedelsesarbejde, som efter planen skal kulminere i en række reformer og eftersyn i løbet af 2012 og 2013. Antorini er kendt som en grundig politiker, der gerne vil lytte og inddrage de forskellige parter, inden hun træffer sine beslutninger.

Derfor har hun også valgt at søsætte en mindre armada af tværministerielle udvalg og arbejdsgrupper, som skal give hende mere klarhed over, hvor der skal sættes ind for at få løst problemerne på området.

Øverst på dagsordenen står nu den storstilede reform af folkeskolen, som skal forhandles på plads i efteråret 2012. Det er et projekt, som Socialdemokraterne og SF har været bannerfører for, og der er ingen tvivl om, at ministeren har store forventninger til reformen. Og forarbejdet skal gøres ordentligt, så man ikke ender med en gentagelse af VK-regeringens storstilede 360-graderseftersyn af folkeskoleområdet. Det endte som bekendt med et sammenbrud, efter daværende undervisningsminister Tina Nedergaard havde været i verbalt infight med DLF-formanden Anders Bondo Christensen i TV2-Nyhederne.

Ungdomsuddannelserne fyldte debatten uden for salen
Derudover har både gymnasiereformen fra 2005 og hele erhvervsskolesektoren stået højt på den politiske dagsorden. Begge områder skal også igennem et gennemgribende eftersyn i løbet af den næste tid, og det er tiltrængt, mener flere.

Og i det hele taget var debatten uden for Folketingssalen især centreret omkring ungdomsuddannelserne. For at opnå målet om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, nedsatte regeringen i februar et udvalg bestående af syv ministre med børne- og undervisningsminister Antorini for bordenden. Udvalget skal komme med forbedringsforslag inden for hele ungdomsuddannelsesområdet inden udgangen af 2012, og der er masser af problematikker, som udvalget kan kaste sig over. Først og fremmest på erhvervsskolerne.

For mens flere og flere kommer i gymnasiet, og det på den måde går fremad, står erhvervsuddannelserne over for graverende problemer med færre og færre ansøgere og på samme tid et stort frafald.

Fra flere sider - også ministerens - lød det, at mange unge ureflekteret vælger gymnasiet uden at overveje, om en erhvervsuddannelse måske ville være et bedre valg. Det blev året igennem ofte pointeret, at erhvervsuddannelserne har fået ry for at være det sted, man deporterer elever, der ikke kan klare gymnasiet, og at de unge - og deres forældre - ikke tør vælge erhvervsuddannelserne, fordi de er bange for, at starter man på en erhvervsuddannelse, vil man ikke kunne afslutte den, fordi der ikke er praktikpladser nok. En frygt, som med god grund kan kaldes reel.

I april kunne Altinget | Uddannelse derudover berette, at mange tager to ungdomsuddannelser, og at især mange elever på erhvervsuddannelserne i forvejen har en færdiggjort stx, hhx eller htx med i bagagen. Det bakkede op om påstanden om, at for mange vælger studenterhuen uden at vide, hvad de vil med den bagefter.

Politikere og aktører står med en situation, hvor hver tiende ung ikke får en ungdomsuddannelse. På samme tid blev der luftet bekymringer for, hvad vi dog skal bruge alle de studenter til, og begrebet "ufaglærte studenter" løb dette år over mange læber.

Efterlysning: Et løft til erhvervsuddannelserne og praktikpladsgaranti
For at bekæmpe problemet med for mange studenter og for få erhvervsuddannede er det blevet foreslået at se på uddannelsesvejledningen i folkeskolen. Fra flere aktører og politikere har der lydt krav om, at man skal tilbage til modellen, hvor samtlige elever skal tale med en vejleder om deres uddannelsesvalg, så alle på den måde får reflekteret over deres valg og bliver oplyst om andre muligheder.

Derudover blev det i løbet af i år igen og igen understreget, at hvis man virkelig vil gøre noget ved problemet, bliver man nødt til at give erhvervsuddannelserne et markant løft. Antorini pegede selv i løbet af foråret på modeller med bredere indgange, ungdomsklasser og muligheden for højniveau på erhvervsuddannelserne. På samme tid står det dog helt klart, at praktikpladsproblemet først og fremmest skal løses.

Praktikpladsproblematikken, som regeringen allerede i regeringsgrundlaget proklamerede skulle løses, var på dagsordenen til trepartsforhandlingerne. Og selvom forhandlingerne faldt, er det stadig et problem, der skal løses hurtigt, understregede Antorini kort efter trepartens sammenbrud.

I marts kritiserede Rigsrevisionen og Statsrevisorerne derudover regeringens 95 procent-målsætning for at være så overordnet og ukonkret, at ministeriet reelt set ikke har haft nogen mulighed for at vurdere, om initiativerne på området rent faktisk har virket. Antorini tog revisorernes anbefalinger til sig, og der skal nu opstilles delmål for indsatsen, oplyste hun i maj.

Alt i alt er problemerne endnu ikke løst. Spørger man ind til det, får man fra ministre og ministerier ofte svaret, at "det skal de også se på i det tværministerielle udvalg". På den måde er der pludselig mange ungdomsuddannelsesproblematikker, vi kan forvente svar på fra ministerudvalget senest ved udgangen af 2012.

Klasseloft, sprogundervisning og gymnasielærernes arbejdstid
Derudover var der også fokus på kvaliteten i gymnasiet. Antorini fik et drag over nakken, da regeringen sammen med Enhedslisten indførte det fleksible klasseloft på 28 elever, da DR-programmet Detektor kunne afsløre, at frafaldet i modsætning til ministerens udsagn faktisk er faldet igennem de sidste 10 år, og at hun ikke havde noget belæg for at påstå, at fleksible klasseloft ville betyde mindre frafald i gymnasierne. Derudover kom det frem, at der ikke var afsat penge nok til projektet. Loftet endte også med en fleksibel løsning, hvor udkantsgymnasier kan søge om dispensation til at proppe flere elever ind i klasselokalerne, fordi elever ellers kan blive tvunget langt væk for at gå i gymnasiet.

I mange medier kørte der også debatter om gymnasielærernes arbejdstid, og også sprogundervisningen kom på dagsordenen, da Altinget | Uddannelse i februar kunne fortælle, at Antorini havde sagt nej til tyrkisk som 2. fremmedsprog i gymnasiet, mens det samtidig var fint at tilbyde kinesisk eller japansk i stedet for de klassiske sprogfag. Senere på året blev en forsøgsordning med arabisk som 2. fremmedsprog dog godkendt, og for nyligt fik Københavns Private Gymnasium alligevel lov til at udbyde tyrkisk.

Mange skibe sat i søen
Også fleksuddannelsen fyldte en del - især i begyndelsen af den nye regeringsperiode. Uddannelsen, som Antorini har været bannerfører for, skal være et alternativ til unge, der ikke kan klare hverken en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse. Men i dette folketingsår blev uddannelsen ved snakken, og der er stadig stor uvished om, hvordan den i sidste ende skal udformes.

På voksen- og efteruddannelsesområdet betød en række uregelmæssigheder og tilfælde af misbrug af tilskudsmidler til arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU), at Børne- og Undervisningsministeriet endevendte AMU, og efter ministeriet kunne afsløre misbrug, svindel og fusk med millioner af offentlige skattekroner, bad Statsrevisorerne Rigsrevisionen om endnu en granskning af området.

Samlet set har det været et år, hvor Antorini har fået sat mange ambitiøse skibe i søen. Det vil dog først vise sig i den sidste halvdel af 2012 samt næste år, om hun kan få dem guidet sikkert i land.

Til gengæld har ministeren fået ros for at være godt inde i stofområdet, for hendes engagement og for at lytte til de involverede parter, inden tiltag gennemføres.

Hvad mener du ellers har været de største begivenheder på undervisningsområdet i dette folketingsår? Skriv dit bidrag i kommentarfeltet herunder.