Ungdomsringen: Lav opsøgende landsindsats for udsatte børn og unge

DEBAT: Hvis udsatte børn og unge hverken er tilbage i skolen eller på klubben inden sommerferien, kan det været fatalt. Minister skal lave landsdækkende opsøgende indsats, mener Ungdomsringen.

Af Bjørn Brandenborg
Formand for Ungdomsringen og medlem af Folketinget for Socialdemokratiet

Børn i 0. til 5. klasse kunne i sidste uge igen pakke skoletasken og vende tilbage til deres velkendte fysiske rammer.

På den enkelte skole eller institution arbejdes der lige nu hårdt på at få styr på rammerne og hygiejnen, og det kræver både flere ressourcer og en højere normering per barn eller ung. 

Men midt i omstillingen og virvaret af håndsprit og mobile badeværelser er det er også vigtigt, at vi ikke glemmer de unge, der går i 6. klasse og opefter.

Alt tyder på, at de ikke har udsigt til at komme tilbage tilbage på skolebænken eller klubben på denne side af sommerferien, men fortsat vil være i fysisk isolation. 

Det kan have fatale konsekvenser for særligt de udsatte unge og dem, der er i fare for at blive det, hvis ikke vi gør noget nu.

Vi vil derfor opfordre til, at der er fokus på at have en opsøgende indsats målrettet særligt udsatte børn og unge og dem, der lige nu er i fare for at blive det.

Fritidsmedarbejderne kender de unge i deres lokalområde og ved, hvem der ville have særligt godt af at være en del af sådanne tiltag, og der er allerede masser af gode erfaringer at trække på, samt igangsatte initiativer, der kan udvikles og videreføres.

Vi opfordrer derfor til, at der trækkes på den viden og de kompetencer, der allerede ligger i fritidsområdet. 

Fokus på relationsarbejdet
Eksperter peger i DR på at sårbare og udsatte børn i den kommende tid både bliver fagligt og socialt hægtet af. Det er derfor afgørende, at der kommer fokus på at genetablere tabte relationer.

Unge fra 6. til 10. klasse har også brug for at være en del af et meningsfyldt fællesskab i deres fritid, særligt under de nuværende omstændigheder. 

Det er derfor vores fælles ansvar, at lukningen af fysiske rammer ikke kommer til at gå unødigt ud over børn og unges sociale udvikling. Her er socialt udsatte og deres familier særligt i farezonen. 

Vi ved, at denne gruppe ser fritidsområdet som et helle og fristed, og vi ved, at netop det opsøgende arbejde, der laves i fritids- og ungdomsklubber, er en vigtig spiller i forebyggelsen af ungdomskriminalitet og de unges søgen mod banderelaterede grupperinger.

Her spiller fritidsmedarbejderne en afgørende rolle. De har ofte et godt kendskab og en god relation til den ekstra udsatte gruppe og er tit den voksne, som de unge betror sig til.

Der er derfor vigtigt, at vi i samarbejde med børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og Børne- og Undervisningsministeriet hurtigst muligt finder en løsning på at etablere en landsdækkende opsøgende indsats – både online og på gaden.

Det er nu, at vi skal være kreative og insisterende, så de relationer, der har været sat på pause under krisen, kan opbygges og plejes på ny.

Her det i høj grad til fritidslivets fordel, at det ungdomspædagogiske arbejde som udgangspunkt ikke er afhængig af de samme faste rammer som skolen og daginstitutioner.

Der er derfor rig mulighed for at være kreative, når vi skal opfinde nye måder at være sammen på.

Gør brug af det resterende fritidspersonale
På de sociale medier har man kunne følge med i, hvordan de unge og fritidspersonalet har faciliteret og deltaget i fællesskaber, der alle har haft afsæt i en virtuel kommunikationsplatform. 

Tiltagene har spændt vidt og bredt. Tiltag, der ikke kræver den store planlægning, såsom virtuelle opkald mellem fritidspædagogen og aftaler om at game sammen på et bestemt tidspunkt, har blandet sig med store landsdækkende Fortnite-turneringer.

Tilbagemeldingerne fra disse tiltag er positive, og fritidspersonalet melder endda om, at unge, der har tilbøjelighed til ikke selv at opsøge nye fællesskaber, nu er en del af de online aktiviteter.

Men nærhed kan ikke digitaliseres, og der er lige nu akut brug for en genetablering af en eller anden form for fysisk samvær på afstand for de socialt sårbare og udsatte.

Om det er udendørs, i ordentlige lokaler, eller hvilke aktiviteter der afvikles, er ikke så vigtigt, men det er altafgørende, at vi kigger på, hvilke tiltag der kan lade sig gøre nu, inden den sociale regning bliver for stor.

Det skylder vi både os selv, men ikke mindst vores børn og unge.

Forrige artikel Erhvervsskoler: Htx og hhx risikerer at miste elever med ny elevfordeling Erhvervsskoler: Htx og hhx risikerer at miste elever med ny elevfordeling Næste artikel Regionspolitiker:  Fordeling af gymnasieelever skal sikre diversitet Regionspolitiker: Fordeling af gymnasieelever skal sikre diversitet
EuroSkills i Danmark rykkes til 2025

EuroSkills i Danmark rykkes til 2025

UDSKUDT: Europamesterskaberne i praktiske fag afholdes alligevel ikke i Danmark i 2024. Corona har skubbet til planerne, så Danmark først får værtskabet i 2025.