
Der er under et år til Europa skal vælge et nyt Europa-Parlament, og et helt centrale spørgsmål er, hvilken position europæisk klimapolitik får i perioden 2024-2029.
Det nuværende parlament blev valgt på et ubetinget grønt mandat, som siden blev disrupted – på sin vis i en positiv retning – af geopolitiske spændinger, i særdeleshed Putins modbydelige angreb på Ukraines frie folk.
Efter invasionen blev der i den grad sat turbo på grøn europæisk energipolitik, som i forvejen var ambitiøs.
Den nye geopolitiske verdensorden med dens protektionisme og binære spændinger mellem demokratiske og autokratiske værdier forbliver en forudsætning i den næste parlamentariske periode, men hvor det efterlader den grønne dagsorden er et pivåbent spørgsmål.
Et af de sidste flueben der mangler i Europa-Kommissionens Grønne Pagt fra 2019 er at udstikke nye foreløbige klimamål for 2040.
Det kunne ligne en formsag, for tidens ambitiøse europæiske klimapolitik er ikke kun blevet hjulpet på vej af Europas behov for at løsrive sig fra Putins kløer og producere sin egen grønne energi,
Den har også været drevet af, at Europas traditionelt kulsorte konservative gik ombord i den grønne dagsorden med en fornuftig pragmatisk tilgang, der har præget europæisk klimapolitik positivt i den nuværende periode.
Von der Leyen stræber efter at fortsætte som formand for kommissionen i den næste mandatperiode, men det er ingenlunde givet, at von der Leyen bliver beriget med den samme opbakning fra det konservative europæiske bagland
Morten Helveg
Medlem af Europa-Parlementet, Radikale Venstre
Det seneste år er den klædelige konservativ-grøn imidlertid blegnet med tiltagende styrke.
Det er blevet udpenslet i polemiske nationale debatter om energieffektivisering af bygninger og lettere enfoldig modstand mod klimaambitionerne i blandt andet lovgivning om udfasning af forbrændingsmotorer og senest loven om naturgenopretning.
Desuden er det på det seneste blevet en konservativ tendens i Europa-Parlamentet at forsøge at forhale diverse klimaforhandlinger, eventuelt i forventningen om en stærkere konservativ repræsentation og forhandlingsposition i det næste europaparlament.
Det kan sagtens blive tilfældet, hvis Melonis parti, Italiens Brødre, som i øjeblikket står til et rigtig godt europaparlamentsvalg i 2024, vælger at tilslutte sig den konservative gruppe i Europa-Parlamentet.
Det vil næsten med sikkerhed gøre parlamentets største politiske gruppe endnu større, men det vil ikke gøre den konservative klimapolitik grønnere, tværtimod.
Den konservative Ursula von der Leyen har jo ellers stået i spidsen for den grønneste Europa-Kommission i historien.
Hun stræber samtidig mod at fortsætte som formand for kommissionen i den næste mandatperiode, men det er ingenlunde givet, at von der Leyen bliver beriget med den samme opbakning fra det konservative europæiske bagland, som hun har været vant til.
Den konservative gruppe i Europa-Parlamentet (EPP) positionerer sig mere og mere som landbrugets bedste ven, og netop landbruget kommer til at fylde meget på den grønne dagsorden i de kommende år.
Således kan det blive en anelse akavet for kommissionsformanden, når hun skal afslutte en ellers succesfuld europæisk Grøn Pagt med at udstikke 2040-mål umiddelbart før et europæisk valg, hvor det i meget højere grad end sidst vil være tydeligt, at grøn regulering har omkostninger, der kommer til at gøre ondt rundtomkring.
Det vil Europas yderste højrefløj utvivlsomt gøre til valgkamptemaer, som de europæiske konservative skal finde ud af at positionere sig i.
Samtidig må Europa-Kommissionen undvære sit stærkeste grønne kort, nemlig tidligere viceformand Frans Timmermans (S&D), som for nylig forlod kommissionen og nu fører valgkamp i Holland.
Timmermans har om nogen været bannerfører for og drevet Den Grønne Pagt fremad, og uden Timmermans tilstedeværelse mangler Europa samtidig sin topforhandler på COP28-topmødet i november.
Det er svært ikke at karakterisere den igangværende europæiske mandatperiode som andet end en grøn succes, men om fortsættelse følger, ved vi ikke.
Morten Helveg
Medlem af Europa-Parlamentet, Radikale Venstre
Timmermans afgang er et tab for det grønne Europa frem mod den næste parlamentariske periode.
Det er svært ikke at karakterisere den igangværende europæiske mandatperiode som andet end en grøn succes, men om fortsættelse følger, ved vi ikke. I denne uge får vi et fingerpeg, når kommissionsformanden holder sin årlige State of the Union-tale i Europa-Parlamentet i Strasbourg.
Den grønne omstilling har fyldt meget i alle von der Leyens tidligere State of the Union-taler, og det bliver spændende at høre, i hvilken grad hun uden Timmermans og i skyggen af de europæiske konservatives falmende grønne profil vil sætte den grønne retning for Europa.
Indsigt
Peter Thyssen75 årI dag
Fhv. rådmand (R), Aarhus Kommune, fhv lektor på Aarhus Katedralskole
Morten Møller48 årI dag
Historiker, forfatter, lektor ved Skolerne i Oure
Martin Hein55 årI dag
Pressechef, Transportministeriet, fhv. pressechef, Københavns Kommunes Ungdomsforvaltning, fhv. pressechef, Børne- og Socialministeriet
- B 63 Smidigere regler for permanent opholdstilladelse til unge under uddannelse (Udlændinge- og Integrationsministeriet)1. behandling
- B 65 At bevare momsfritagelse for undervisning i bevægelse, sundhed og trivsel (Skatteministeriet)1. behandling
- B 80 Udvidelse af børneattestordningen til at omfatte personer under 18 år og vold (Kulturministeriet)1. behandling
- Svend Brinkmann: Statsministeren rammer forbi med sit seneste udfald mod skærme og sociale medier
- I Herning har de lagt en plan for overlevelse: "Hvis vi ikke kan fusionere, så har jeg slet ikke forstået den reform"
- Sektor sår tvivl om centrale epx-tal
- Konservativ Ungdom: Vi svigter talenterne i folkeskolen, når faglig udfordring bliver et privilegie for de få
- "Gået helt i stå": Dansk Skoleidræt ser nu konsekvens af skrottet krav til bevægelse























