Velfærdsforringelser i kommunerne skyldes ikke kun pengemangel

ANALYSE: De senere års nedskæringer af pædagoger og sosu'er hænger sammen med en ændret prioritering i kommunerne, der ansætter flere akademikere, chefkonsulenter og journalister. Det er ikke en udvikling, der svarer til vælgernes prioriteringer.

Bor du i en kommune, hvor administrationsomkostningerne er på et minimum, og hvor midlerne er målrettet den borgernære service som daginstitutioner, skoler og ældrepleje?

Eller bor du tværtimod i en kommune, hvor administrationen er svulmet op, og hvor man holder et utal af møder serviceret af proceskonsulenter?

Svaret er sikkert, at det ved du ikke. For det er næsten umuligt for den enkelte borger at få et overblik over, om ens kommune anvender midlerne på den måde, et flertal af borgerne ønsker.

Derfor kan der meget let ske en prioritering af ressourcerne, som borgerne ikke ønsker. Meget tyder på, at det er præcis, hvad der sker i disse år.

Hjemmehjælpen ryger
Som en undersøgelse i Altinget viser, er velfærdssamfundets fodsoldater – lærere, sosu'er, pædagoger – de senere år blevet skåret kraftigt ned i kommunerne.

Umiddelbart efter kommunalreformen 1. januar 2007 blev der ganske vist ansat flere medarbejdere i marken, men de senere år er der skåret drastisk ned på grupper med direkte borgerkontakt.

Mens faldet af lærere sagligt kan forklares med et dalende børnetal og oprettelsen af flere friskoler, er faldet på social-og omsorgsområdet udtryk for rendyrkede nedskæringer.

For samtidig med hjemmehjælpen skæres, stiger antallet af ældre. Senest har Ældre Sagen opgjort, at antallet af ældre over 80 år, der bliver visiteret til hjemmehjælp, siden 2008 er faldet i 97 ud af 98 kommuner.

En del af årsagen er, at kommunerne er blevet holdt på smalhals af både Thornings (S) og Løkkes (V) regeringer. Men det er langt fra hele forklaringen. For samtidig med nedskæringen af ansatte med direkte borgerkontakt er der siden kommunalreformen blevet ansat stadig flere akademikere i kommunerne.

Stik mod hensigten
Det officielle hensigt med kommunalreformen var ellers at få administrative stordriftsfordele, så man kunne opprioritere den direkte borgerservice, hvad enten det var pædagogerne i vuggestuen eller sosu'erne i ældreplejen.

Men selvom andelen af ledere og mellemledere i kommunerne er faldet, er antallet af akademikere, specialkonsulenter, chefkonsulenter og journalister steget langt mere.

Den udvikling er ikke udtryk for et politisk ønske på Christiansborg, og absolut intet tyder på, at det er, hvad befolkningen ønsker. Tværtimod viser alle undersøgelser, at det er de varme hænder, der efterspørges af borgerne.

Samme holdning gør sig gældende hos kandidaterne til næste uges kommunalvalg. Således viser kandidatdatabasen, at 8 ud af 10 kandidater ønsker minimumsnormeringer i daginstitutioner. Det vil uundgåeligt føre til, at der skal ansættes flere – og ikke færre – pædagoger.

Et andet af kandidatbasens svar viser, at 3 ud af 4 kandidater vil have flere hænder i hjemmeplejen.

Gode og mindre gode forklaringer
De færreste akademikere i kommunerne har direkte borgerkontakt, men når der alligevel er blevet mange flere i denne faggruppe, er der flere forklaringer: 

Der er for det første den helt reelle årsag, at det er mere kompliceret at drive en stor kommune end en lille. Det betyder, at administrationen af økonomien i langt højere grad er lagt over til professionelle økonomer, hvor en del af arbejdet tidligere var lagt i hænderne på HK'ere. Det giver i sig selv flere akademikere, men ikke nødvendigvis mere administration.

For det andet havde amterne tidligere samlet en del faglig ekspertise på forskellige områder – f.eks. på miljøområdet og det specialpædagogiske område – som kommunerne så købte sig ind på. Med kommunalreformen blev en del af de opgaver lagt over til kommunerne. Derfor var en vis stigning af specialister, herunder akademiske specialister, at forvente.

Men netop det område er samtidig et eksempel på, at kommunalreformen har virket mod hensigten. For i stedet for konsekvent at lave fælles kommunale samarbejder for at pulje den faglige ekspertise, opfører nogle kommuner sig i stedet som mini-amter, der opbygger akkurat samme ekspertenheder som nabokommunen. Det giver et indlysende ressourcespild.

Mødehelvede
For det tredje er der i nogle kommuner opstået kunstige behov. Der er eksempelvis ingen tvivl om, at frekvensen af møder og konferencer har været stærkt stigende i mange kommuner de senere år. Det sker på bekostning af den borgernære service.

Tilmed inddrages der til tider ”proceskonsulenter” i afviklingen af møder i kommunerne. Det er bare en lille smule underligt, hvis offentlige ledere efter talrige lederkurser ikke er i stand til at lede et møde uden hjælp fra en konsulent. Mødeledelse er ikke trods alt rocket science.

På samme måde er der sket en generel akademisering af den offentlige sektor, så man i stigende omfang bruger ressourcer på proces, teoretisk udvikling og dokumentation – i stedet for at målrette til den direkte kontakt med børnene, de ældre og borgerne i al almindelighed.

Udviklingen kunne til en vis grad forklares i årene lige efter kommunalreformen, hvor de opgaver, kommunerne overtog fra amterne, skulle forankres. Men det interessante er, at tendensen ikke er stoppet, efter den nye struktur kom på plads. Tværtimod er den forstærket.

To bade om ugen
I alle skåltalerne siger landspolitikerne, at det er den borgernære velfærd, der skal prioriteres, at det er den ekstra tid hos den gamle dame eller utilpassede skoledreng, der er brug for. Det har politikere fra så forskelligartede partier som Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Enhedslisten gennem tiderne givet udtryk for.

Men Christiansborg har aldrig systematisk sat denne prioritering igennem.

Ved finanslovsforhandlingerne i 2013 krævede Enhedslisten, at der blev øremærket penge, så de gamle blev sikret mindst to bade om ugen. Det forslag blev latterliggjort mange steder, men det var et forsøg på at holde kommunerne fast. Året før var ekstra penge til bedre normeringer i daginstitutionerne forsvundet ned i et sort hul i kommunekasserne.

Nedskæringer rammer på gulvet
Efter valget indførte Venstre-regeringen et stærk udskældt ”omprioriteringsbidrag”, så kommunerne blev tvunget til at skære en procent af de kommunale budgetter. Kommunerne fik de fleste penge retur, men formålet med øvelsen var at få kommunerne til at fokusere på de mest nødvendige opgaver.

Men heller ikke det bremsede nedskæringen af velfærdssamfundets kernetropper. I nogle kommuner brugte man blot grønthøstermetoden, i andre blev de grupper, der havde tættest kontakt til rådhuset og de lokale faglige ledelser, skånet. Det var til fordel for grupper som chefkonsulenter, journalister og akademikere.

Landspolitisk ansvar
Intet tyder på, at kommunerne af sig selv vil ændre trenden mod, at der kommer flere og flere højtuddannede uden direkte borgerkontakt. 

Formanden for kommunernes løn-og personaleudvalg, borgmester Michael Ziegler (K), anser ligefrem de senere års udvikling for positiv, ser det som en ”professionalisering af kommunerne”. Ziegler mener, at akademikerne frigør ressourcer til frontpersonalet.

Vælgerne har ikke store chancer for at ændre udviklingen ved næste tirsdags kommunalvalg. Når de færreste ved, hvordan deres egen kommune prioriterer personaleressourcerne – og når nedprioriteringen af den direkte velfærdsservice foregår uanset kommunens politiske farve – er det meget svært for vælgerne at få ændret kursen.

Derfor er det reelt kun regering og folketing, der er i stand til at sikre en bedre sammenhæng mellem kommunernes prioriteter og borgernes ønsker til velfærd.

Landspolitikerne står over for valget mellem en begrænsning af det kommunale selvstyre eller en yderligere udhuling af kommunernes borgernære velfærd.

Det er ikke noget behageligt valg, men det er ikke et valg, man kommer uden om.

(Research: Ninna Gøbel Rønberg og Emilie Engelhardt Berg)

  • Anmeld

    Tommy Jensen, Vollerup

    KORREKT STATISTIK MEN FORHASTET KONKLUSION…..

    Man kan retfærdigvis ikke umiddelbart drage den konklusion, at der er sket en serviceforringelse fordi f. eks antallet af de kommunalt ansatte SOSUer faldet fra 2011 til 2016! Et tilsvarende fald ses i øvrigt også i det samlede tal for kommunerne i samme periode.

    Man må nødvendigvis have med i betragtningen at der i samme periode er en stigning i antallet af private firmaer, der har overtaget kommunale opgaver via udlicitering og konkurrenceudsættelse.

    Det betyder ikke en ringere service, men med sikkerhed samme service for færre penge.

    Hav en god dag :-)